Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Lavt selvværd

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år
Tusind tak for dit brev. At starte i gymnasiet er et helt ny kapitel, som jeg godt kan forstå, du gerne vil glæde dig til. Derfor er det så godt, at du skriver herind med dine bekymringer.

Selvom det kan virke som en ”forkert” følelse at være nervøs, så er det faktisk en hel naturlig følelse – for det er jo noget helt nyt, som du skal starte på. Måske er det dit første store skift i livet – og så er det faktisk helt naturligt, at man kan være nervøs. Måske ville det næsten være mere underligt, hvis man slet ikke var nervøs. Men selvfølgelig skal nervøsiteten ikke have lov til at ødelægge glæden – og jeg kan fornemme, at det er sådan, det er for dig lige nu. 

Mange unge piger og drenge har det lige som du. De er rigtig nervøse for lige om lidt at skulle starte i gymnasiet og møde en masse nye klassekammerater. Derfor laver de fleste gymnasier også et introforløb, hvor eleverne får tid til at lære hinanden at kende. Måske kunne du spørge en af de nye piger i din klasse, om I kunne følges lidt den første tid under introforløbet? 

I dit brev fortæller du, at dine lærere i mange år har fortalt dig, at du skal sige noget mere i timerne - og at det har gjort dig rigtig ked af det. Jeg fornemmer, at du er blevet ked af det, fordi du rigtig gerne vil ændre det, men som du selv skriver, så er det jo ikke så let bare at ændre … og slet ikke alene. Det virker heller ikke som om, dine lærere har hjulpet dig på vej? Jeg kunne forestille mig, at du derfor har følt et stort pres, og at det måske har medvirket til, at det er blevet ekstra svært for dig - og det kan jeg godt forstå. 

Jeg tænker, at det derfor kunne være en ide for dig at kontakte studievejlederen på dit gymnasium. Du kunne fortælle, at du rigtig gerne vil være mere aktiv i timerne, men at det er svært for dig, og du derfor har brug for noget hjælp til, hvordan man øver sig på det. De fleste gymnasier har nogle rigtig gode studievejledere, der er fyldt med gode studieråd, som måske kan hjælpe dig godt i gang. 

Måske ville det også hjælpe dig, hvis du her i starten af skoleåret tog en snak med dine nye lærere og fortalte dem, hvordan du har det. Når de ved det, kan de nemlig være opmærksomme på ikke at presse dig til at sige noget. I kunne aftale, hvordan og hvornår de spørger dig i timerne og i hvilket stof, så du kan forberede dig og derfor ikke bliver så overrumplet. Jeg tænker, det vil kunne give dig følelsen af mere kontrol, og at du dermed langsom kunne blive mere sikkert på at sige noget? 

Måske synes du, at det er svært at få fortalt dine lærere og studievejledere, hvordan du har det. Derfor tænker jeg på, om dine forældre egentlig ved, at du går og er så bekymret? De vil nemlig kunne hjælpe dig med at tage snakken med din skole – og for øvrigt også kunne huske dig på alle de fine kvaliteter, lige præcis du har. En mulighed er også, at en af dine veninder går med dig, når du skal have snakken.

Du har i dit brev været rigtig god til at fortælle, hvordan du har det – du kunne derfor overveje, om det ville være en hjælp for dig at bruge dit brev og mit svar som et udgangspunkt for snakken med din skole? 

Jeg ved fra andre, at det kan være meget gavnligt, hvis man laver nogle små aftaler - enten med sig selv, sin lærer eller måske en tredje person, så man stille og roligt lærer, at det ikke er farligt at sige noget højt.  Fx kan man lægge 1-3 blyanter på bordet til hver time. I løbet af timen skal man så række fingeren op det antal gange, som der er blyanter. Hver gang, man har haft fingreren oppe, flytter man én blyant, og når alle blyanter er flyttet, så har man løst opgaven. Herefter kan man stille et nyt mål. At sige noget højt i timerne er nemlig noget, som man godt lære, hvis man øver sig.

Til sidst vil jeg sige, at der altså ikke er nogen ”opskrift” på, hvordan man skal være. Vi har alle forskellige personligheder og derfor også forskellige styrker og kvaliteter. Det er faktisk helt okay at være en stille person. Det at være stille er nemlig ikke ensbetydende med, at man ikke har en masse at bidrage med. Prøv derfor at tænke lidt over, hvornår det er, at det faktisk er en fordel, at være lidt tilbageholdende – også i skolen. Du kan også prøve i en periode hver aften at skrive mindst 3 ting ned, hvor du har været stolt af dig selv. På den måde kan du få øje på de styrker, du har.

Jeg håber, du har fået et par ideer til, hvad du kan prøve? Og husk så, at du altid er velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen på 116111.

De allerbedste hilsner – og god skolestart
Fra BørneTelefonen

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat