Jeg tror at jeg er deprimeret

Kære pige på 14 år
Tak for dit brev, hvor du fortæller om, hvor svært du har det. Både Brevkassen og BørneTelefonen er for alle, der går og tumler med et problem – stort eller lille. Vi ved, hvor vigtigt det er, at der er nogle der lytter og forsøger at sætte sig ind i problemet, og jeg kan fortælle dig, at der er mange, der ringer, fordi de har det svært i teenage alderen.  Så du kan roligt ringe til BørneTelefonen en anden gang. Du vil altid komme til at tale med en rådgiver, der har god tid til at lytte til dig.
Du skriver, at du burde være glad, men har samtidig dårlig samvittighed over, at du ikke er det.  Jeg tænker, at du er forvirret over dig selv, fordi du ikke kan forstå, hvorfor du er så trist, og at du har svært ved at acceptere det.
Men selv om man som du bor godt, har en god familie, får mad nok etc, kan der jo sagtens opstå problemer, som gør livet svært. Det vigtige er, at se problemerne i øjnene og acceptere, at det er altså sådan, du har det lige nu. Jeg tænker, at dit brev er et skridt på vejen til at se dig selv i øjnene. Det er godt.
Jeg tror, at du har ret i, at de identitetsproblemer, du beskriver, skyldes den usikkerhed, der opstår i puberteten, hvor mange jo oplever, at de kan have svært ved finde sig selv. Det i sig selv kan give store problemer. Men herudover hæfter jeg mig ved 2 ting i dit brev, som begge har noget med din familie at gøre.
Du skriver, at dine forældre ikke ser dig, fordi din lillesøster har angst. Når et barn i en familie har et handicap, som tager meget af forældrenes tid, kan det blive meget svært for de andre børn i familien, fordi de ofte oplever, at der ikke er tid og overskud til dem. Det kan du sikkert genkende. Måske er det også på grund af din lillesøsters angst, at du tænker, at du burde være glad og uden problemer, fordi du gennem din opvækst har lært, at det er din lillesøster, der har de væsentlige problemer.
Du skriver også, at din mor har kræft. Kræft er en sygdom, som ændrer hele familiens liv, og som skaber meget angst og usikkerhed. Også her tænker jeg, at dine behov er kommet i baggrunden, fordi en alvorlig sygdom har ramt din mor.
Mange børn og unge med en kræftramt forælder, kommer til at føle sig ensomme og får svært ved at være sammen med vennerne. Måske kan du genkende det. Jeg vil opfordre dig til at kigge på www.cancer.dk hvor der er et link til unge, der har en forælder med kræft. Her kan du læse mere om reaktioner på det, og du kan få råd til, hvordan du kan tale med nogen om det. Der er også et debatforum, hvor unge kan dele deres tanker og erfaringer.
Som du kan se, synes jeg, der er mange grunde til, at du har det svært lige nu, og jeg håber, at mit svar vil hjælpe dig til at forstå og acceptere dig selv lidt bedre.
Mange har erfaring for, at det hjælper at sætte ord på problemerne. Det har du gjort, da du skrev dit brev, og jeg vil opfordre dig til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 og snakke videre med en rådgiver. Du skal vide, at du er meget velkommen til at ringe flere gange. Vi vil rigtig gerne lytte til dig.
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen