Jeg kæmper hverdag med mit pskiske selv

Hej.

Jeg er en pige på 14 år, med en familie der elsker mig meget højt, og hverken skader mig, eller misbruger mig. Jeg ha veninder og venner og en rimlig social status. Jeg får gode karaktere i skolen, og betragter mig selvom som udadgående og engeret. Det får jeg også ofte af vide af andre.

Mine forældre er stadig sammen, og vi har et stort hus (der dog ikke er det pæneste, men det er vores) og en rimlig økonomi. Jeg er temmelig berejst, og har en standard vægt og højde. (Selvom jeg dog er ked af min krop, og udseende, men det ernoget helt andet)

Men.

Selvom alting på overfladen ser så fint ud, så er jeg fuldstændigt ødelagt inden i.
Og jeg er ikke kun lidt ødelagt. Jeg er tom, og føler en blanding mellem vrede, sorg, det at være knust, men aller mest af alt, så føler jeg mig ensom.

Men jeg har ikke en gyldig grund. Jeg læser om andres problemer der omhandeler dybe og langt mere vigtige emner som, misbrug og stoffer og andre rigtige vigtige emner.

Og så kigger jeg på mig selv. Jeg har alt hvad jeg skal bruge. Men jeg er så ked af det, hele tiden. Og jeg ved ikke hvorfor.
Jeg tror at det er småting.

Ting som at jeg altid bliver lukket ud af fællesskabet i pigegruppen, fordi mine forældre er så overbeskyttende overfor mig så jeg stortset aldrig er sammen med nogen, selvom jeg rigtig gerne vil.
Småting som at jeg godt ved at i sidste ende, så har jeg ikke nogen jeg rigtig kan stole på.
Småting som at jeg er stresset 24/7 og aldrig får ro og er bange for at gå ned.
Små ting som at jeg ved at min bedsteveninde i virkeligheden ikke kan lide mig, og jeg prøver at lade hende gå,men så går det op for mig, at jeg ikke rigtig har så mange andre tætte veninder.
Små ting som at alle jeg kender har en flirt, en kæreste eller et eller andet, og jeg kan ikke få nogen af delene, fordi at jeg er for grim.
Småting som at jeg “kede spiser” og bagefter får det dårligt med det og spytter det hele ud igen.
Småting som at jeg ikke kan få mig selv til at kaste op, for jeg kan aldrig få fingrene helt ned. Og bagefter skammer mig over hvor ynkelig jeg er.
Småting som at når jeg endelig lader mig selv græde, (som er ofte lige fortiden) så siger den ene del af mig, at det er sundt og helt okay at græde, imens den anden skammer sig, fordi jeg rigtig gerne vil være stærk og selvstændig.
Småting som at jeg så gerne vil have de bedste karaktere og den højeste uddannelse så jeg bliver ofte oppe til kl 3 om natten for at lave lektier, og aldrig får en høj nok karekter eller god nok respons for det.
Småting som at den eneste jeg virkelig er forelsket i, er en klasse ældre end mig, sindsyg intelligent, sød, sjov og alt for uopnåelig.
Småting som at det her egentligt skulle være et kort og præsict brev, da jeg ved at i har så travlt, og ikke har tid til at svarer poetikere som mig.

Småting.
Småting.
Småting.

Jeg ved godt at det er svært at svare en som mig. Hvordan svarer man en, som ikke og engang selv ved hvad hendes problem er? Og det forstår jeg godt. Jeg fik heller ikke svar på mit sidste brev jeg sendte. Jeg fik en henvisning til at ringe ind, men hvad kan man bruge det til, når man ikke ved hvad man skal sige?

Jeg ved ikke og engang selv hvad jeg føler og tænker, så hvordan skal jeg kunne sætte ord på det?

Jeg forventer ikke et svar fra jeres side af. Jeg ved ikke hvad jeg forventer. Måske hjælper det mig bare at skrive det hele ned engang for alle, når jeg ved at der er nogen der ser det i den anden ende.

Men jeg håber at i ikke ville henvise mig til at ringe ind, den her gang. Jeg håber bare at i vil læse mit brev, og så bare svare med et eller andet. Det behøver ikke at være en lang tekst eller et eller andet form for svar. For jeg tror ikke at poetiske problem børn som mig, har brug for et svar, men bare nogen som lytter.

Jeg er måske lidt en dramaqueen her. Men jeg håber alligevel at i vil at tage mig seriøst.

Jeg har ikke rigtige eller vigtige problemer, som nogen af de andre børn som indsætter. Jeg kæmper bare med mig selv,og har svært ved at acceptere den jeg er. Og det er mit psykiske jeg, som jeg kæmper med hverdag.

Hilsner det problem barnet.