Jeg er simpelthen så besværlig.

Hejsa.
Jeg havde et rigtig dejligt og perfekt liv indtil det en dag gik helt galt for familien derhjemme i 2016. Jeg var venner med alle, var godt med i skolen og det kørte bare derud af som det skulle. Efter at alt gik galt fik jeg det selvfølgelig også dårligt. Meget. Jeg lukkede alle mine venner ude, trak mig fra alt fælleskab der var og mistede derfor alle vennerne. Jeg sakkede bagud fagligt og fik ikke lavet mine lektier. Til sidst stoppede jeg sådan set med at komme i skole. Kort sagt så har jeg bare været i noget rigtig lort i 2 år, og så blev mine forældre skilt.

Jeg har siden brugt 1 år (2 år den 21 maj) på at prøve at komme mig, men jeg kan ikke rigtig få det godt. Det er der flere grunde til, bla at mine søskende fik det dårligt efter at mine forældre blev skilt. Nå, men jeg oplever selv store udfordringer med ting jeg normalt bare gjorde eller kunne lide at lave. Hvis jeg skal være sammen med venner (hvilket sker sjældent da jeg har meget få venner og for det meste prøver at undgå det) så føles det skræmmende, ubehageligt og uoverskueligt. Jeg har det bare rigtig dårligt med at skulle være sammen med andre jævnaldrende fordi jeg føler mig utryg.

Før i tiden kunne jeg også rigtig godt lide at shoppe. Nu kan jeg forvente at træde ind i en butik/shoppingcenter og nærmest få et anfald af “dårlighed”. Jeg får en klump i hals og mave. Det sker ikke tit at jeg er ude, så når det sker er det også kun fordi at der er noget jeg virkelig har brug for. Jeg har altså den her klump i hals og mave, og når jeg så skal prøve noget af tøjet i prøverummet, ser jeg mig i spejlet og føler afsky/væmmelse. De fleste gange begynder jeg også at græde. Jeg har aldrig rigtig tænkt så meget over hvordan jeg så ud og gør det egentlig heller ikke som sådan ellers. Det bliver bare rigtig slemt når jeg er ude og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved godt at der er mange unge der også oplever at de er utilfredse med deres kroppe, men for mig er det virkelig et problem, for jeg ender altid med at gå tomhændet hjem selvom jeg faktisk kom fordi der var noget jeg havde brug for.

Jeg kan ikke tage offentlig transport. Trods af at jeg har det rigtig dårligt med det, så trænede jeg det i små skridt indtil jeg en dag fik et angstanfald hvor jeg rystede, græd og næsten ikke kunne få vejret. Jeg kan heller ikke betale ved en kasse hvis jeg skal købe noget, så hvis jeg skal have noget er det min far der køber det.

Jeg hader også at få komplimenter. Jeg har bare lyst til at sige folk imod hvis det sker at jeg får et kompliment. Nogle gange begynder jeg også at græde, så det er heller ikke så fedt.

Jeg ved ikke om det er pga det lort jeg har været igennem eller hvor det er det lige er gået galt for mig, men det er ikke sjovt med alle de udfordringer og begrænsninger.

Utroligt nok så har jeg en kæreste (17 år) som jeg snart har været sammen med i et år. (Jeg føler mig forresten ikke ubehageligt tilpas og det der når jeg er sammen med ham. Jeg nyder det fuldt ud og føler mig 100% tryg) Jeg har bare utrolig dårlig samvittighed fordi vi aldrig har været ude og lave noget. Jeg vil så gerne kunne tage toget ind til ham selv og ikke være afhængig af om min far kan køre mig og hente mig igen, selvom han gerne gør det.

Min kæreste var også grunden til at jeg begyndte at træne det med offentlig transport dengang og han er grunden til at jeg pressede mig selv så meget i sidste weekend hvor jeg skulle finde en kjole som jeg skal have på til hans søsters konfirmation fordi han gerne ville se mig i en kjole, selvom jeg græd flere gange mens vi var ude. Uanset hvor mange gang jeg er ude så synes jeg ikke at jeg kan mærke fremskridt.

Jeg vil så gerne kunne gå i biografen, tage ud og spise med ham og alle de der ting man kunne finde på at lave, men jeg kan bare ikke og det er jeg så ked af. Selvom jeg måske ikke har det helt så godt med mig selv og nogle gange ikke fatter hvad han så til at starte med og ser i mig så føler jeg stadig at jeg på en eller anden måde har mere at byde på som ville komme “frem” ved at vi lavede de her ting. Ved det ikke helt.

Det er bare ikke sjovt at ting som jeg før kunne lide at lave og som kom naturligt nu er stooore udfordringer som forhindrer mig i at gøre så mange ting og som begrænser mig helt vildt.
Jeg kan bare ikke finde ud af hvordan jeg kan træne de her forskellige ting uden at det er at gå et skridt frem og 100 tilbage, men måske i har nogle forslag?

Tak fordi i lyttede.