Jeg er alt for ligeglad

Hey,

mit problem er at jeg er ligeglad. alt alt alt for ligeglad.

tingen er at i hverdagen virker jeg som en rimelig normal dreng, men når det egentligt kommer til stykket er jeg fuldstændig ligeglad med næsten alting. man hører om krig, mord, børn der dør i afrika osv. og jeg tænker ikke andet end “nå”. Til gengæld ser jeg folk omkring mig der virker som om de faktisk tænker over de her ting. det gør jeg ikke. jeg har også en gang imellem perioder på 1-2 timer af gangen hvor det bliver mere. i disse tidsrum føler jeg mig 100% ligeglad med alt. jeg har følelsen af at nogen kunne dø foran mig og jeg ville være ligeglad. faktisk føler jeg ikke rigtigt noget i de perioder, hvilket ærligt talt skræmmer mig lidt. jeg føler ingenting. glæde, sorg, vrede, sympati – væk; alt sammen væk. men det sker egentligt kun sjældent.

i hverdagen er jeg bare ligeglad med det meste. for jeg tror i bund og grund at jeg ikke ser nogen grund til at jeg skulle have sympati for nogen eller noget. bortset fra folk tæt på mig. kun min tætteste familie føler jeg at jeg ikke er fuldstændig ligeglad med. min mor og min søster er nok dem der betyder mest for mig. eftersom at jeg ikke har talt med min far i et halvandet år er jeg også begyndt at blive ret ligeglad med ham.

jeg fik dog også en kæreste for nyligt. hun gør mig glad, og giver mig en følelse af at jeg har noget nogenlunde brugbart at bruge min tid på. og så alligevel ikke rigtigt. For det meste gør jeg eftersom at jeg får mulighed for at udvise noget kærlighed for nogen for første gang i mit liv.

Jeg har gået specialskole siden 2. klasse pga. min Aspergers og ADHD. Men jeg føler dog alligevel at jeg alt for ofte spiller skuespil om ikke at være ligeglad. Også selvom jeg i virkeligheden syntes at noget er ligegyldigt eller ubrugeligt. Hun bliver fx ret ofte ked af det når hun bliver træt om aftenen, over at jeg ikke er der. Hun bliver ret emotionel når hun er træt. men så ringer hun altid til mig og vil tale med mig i en 30-60 min, eller bare til hun falder i søvn. Ærligt talt: jeg gider ikke. jeg syntes at det er lidt noget pjat, men jeg er nødt til det for ikke at såre hende. Og så sidder jeg der i en times tid og lader som om jeg syntes at det er synd for hende, og ikke er bare vil videre med livet. Min tankegang er at det ikke hjælper at græde over at jeg ikke er der. At man i stedet bare burde acceptere at jeg ikke er der og så bare komme videre. Hun vil alligevel se mig dagen efter eller noget i den retning. det er nok også den tanke om at teknisk set er der intet der rent faktisk er relevant. i det hele taget altså.

jeg lyder nok noget prætentiøs, men det er sandt. mennesker er en række tilfældigheder, der har skabt en række kemiske og elektrolytiske reaktioner der resulterer i hvad vi selv har navngivet bevisthed. men i realiteten er det ligegyldigt. hvis jorden ikke eksisterede ville det ikke gøre nogen forskel. for så var der ingen mennesker og så var der ingen til at sige at noget gav mening. begræbet mening ville i det hele taget ikke være en ting.

sorry, var ikke meningen at lyde som en person midt i sin eksistentielle krise.
hmm, vil sige at jeg enten har været i min i 3 år eller at jeg fik noget lidt latterligt ud af den. jeg ved det ikke helt.

Suk… hvorfor er jeg så ligeglad? Hvorfor er der generelt sådan en mangel af følelser?

Jeg kan blive sur, og jeg kan blive ked af det. Men hvis jeg er sur eller ked af det længe nok så dør alle følelser inden i mig lidt, og jeg føler ingenting. Og så er det der hvor jeg kommer ind i det der stadie hvor jeg er 100% ligeglad med alt. Jeg har følelsen af at det en form for ”beskyttelsesmekanisme” for at holde mig selv fra at have dårlige følelser som sorg og vrede, eftersom at jeg har været ret ensom i mange år. Jeg har ikke rigtigt haft mulighed for venner og har derfor brugt det meste af min tid foran min computer. Jeg syntes at jeg mangler følelser. At jeg mangler noget sympati for mennesker. Jeg har læst lidt om det online, og de fleste steder siger at det er et tegn på depression. tingen er bare at jeg ikke har det dårligt.

Jeg har det egentligt fint i min hverdag. Jeg er ikke meget sjældent ked af det, og hvis jeg er så er der en specifik grund til det, som fx nogen der har slået mig eller sådan noget. Så jeg vil sige at jeg ikke er deprimeret. Jeg forstår bare ikke hvorfor jeg er så ligeglad.