Kære pige på 15 år
Det er helt normalt at have det på denne måde som pige i din alder. Der er mange, som ikke kan lide at have idræt, med mindre de føler sig virkelig gode til det. Mon du har talt med dine veninder om, hvordan du har det? Det kan være, at de har det på samme måde som dig.
Måske du kan begynde at løbe i din fritid eller gå til noget sport, så du føler dig mere sikker i at komme til idrætstimerne. Eller måske vil det hjælpe dig, hvis du løber bagerst eller omkring dine veninder, når I løber i idræt?
Du skriver, at dine bryster hopper, når du løber. Mon du bruger sports-bh? Det kan nemlig hjælpe til, at de ikke hopper så meget, da sport- bh’en holder dem stramt ind til kroppen, uden at det er ubehageligt.
Hvor er det dejligt for dig, at du har accepteret din krop, lige som den er. Alligevel kan jeg godt forstå, at du ikke synes, det er rart, at drengene kigger på dine bryster, når du ikke vil have det.
Desværre er det sådan, at drenge er sådan indrettet, at de synes, det er helt vildt spændende, når pigerne omkring dem begynder at få bryster og ligne en ung kvinde. Mon de også kigger på nogle af de andre piger? Hvis du har mod på det, kan du, næste gang de kigger, prøve at sige, at du ikke kan lide, at de ser på dig. Hvordan mon det ville være for dig? Ellers kan det måske hjælpe dig at tænke "de kigger kun, fordi de synes jeg er helt vildt lækker".
Jeg tænker, at det kan være hjælpsomt for dig at tale med din lærer eller en anden voksen om, hvordan du har det med idræt. Så du kan forklare, hvorfor du har været så meget væk. For jeg tænker, at det er ærgerligt, at du får en dårlig karakter pga. dit fravær og ikke pga. dine evner til idræt. Mon du ville have mod på det?
Jeg håber, at alt det bedste for dig, og at du kan bruge mine råd.
Mange hilsner fra Børnetelefonen