Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvorfor er jeg så indelukket hos nye mennesker

Hej, jeg er en pige på 15 år, og jeg har haft nogle tanker omkring et problem der påvirker mig og fylder rigtig meget.

Problemmet er at jeg føler mig for genert og indelukket, når jeg møder nye mennesker, eller bare generalt mennesker jeg ikke kender særlig godt. Det er som om, at jeg bliver meget usikker, når jeg ikke rigtig ved persones personlighed og omvendt, og jeg har derfor ikke modet til at åbne rigtig op.

Lad mig give et eksempel på hvornår jeg føler mig allermest genert og indelukket: I skolen føler jeg, at mit forhold til min lærere er meget mærkeligt. Efter sommerferien skal jeg i 9. Klasse, og jeg har dermed haft de her lærere i 2 år. Det føles som om at jeg er en fremmed for dem og det gør mig frustreret. Jeg ved at det er min egen skyld, da lige meget hvor meget jeg har løst til at være mere mig selv foran dem og vise at jeg ikke bare er en stille pige så kan jeg bare ikke. Jeg er faktisk meget energisk og sjov person og det gør det nok bare endnu mere frustrerende, at jeg ikke siger noget, selvom jeg har meget på hjerte.

Et andet eksempel jeg har er noget jeg tænker på meget på og gør mig meget frustreret, men i virkeligheden også meget ked af det. Så det her eksempel kommer fra at jeg har været på nogle spejder kurser, et Spejder kursus er kort sagt et uges ophold sammen med en masse andre unge spejdere fra landet over, for at skabe nye venskaber og oplevelser. Problemmet med de her 2 kurser jeg har været på, er at jeg simpelthen har været for genert og indelukket. Selvfølgelig er det okay at være genert, når man møder nye mennesker, men det hele det blev bare for grænseoverskridende. Jeg prøvede selvfølgelig at snakke med de andre spejdere for ligsom at skubbe min egen grænse og lære nogle nye at kende, men det er bare som om, at jeg blev alt for usikker når jeg snakkede med dem. Jeg følte mig bare som en idiot, fordi jeg tænkte bare at de andre synes at jeg var mega kedelig, og ikke værd at lære at kende. Jeg blev så påvirket af det, at jeg faktisk næsten hver nat på kursuset vågnede 2 timer tideligere end jeg skulle, ved at jeg havde total hjertebanken og begyndte bare at græde, men jeg holdte det selvfølgelig for mig selv, da ingen skulle vide at det var sådan jeg havde det, fordi jeg på en måde følte mig pinligt berørt over at jeg ikke en gang kunne klare at være sammen med de andre. Det er selvfølgelig frustrerende når man ikke får nogle nye venner med hjem, når det ligsom er hele hensigten med det. Jeg tror bare også at det afhænger meget af den person jeg sammen med og hvor tryg jeg er i persones selvskab.

Så jeg håber bare at jeg kan blive mere åben i fremtiden, da jeg generalt tror at jeg har meget svært ved at lukke folk helt ind, det gælder også mine rigtige tætte venner, de tror sikkert at de ved det hele om mig, men jeg holder faktisk dele af mig selv meget hemmeligt, f.eks det her jeg fortæller dig nu ville jeg aldrig kunne finde på at sige til mine tætte venner, selvom at jeg ikke er i tvivl om at de ville elske at hjælpe mig med det, så er der en del af mig der holder tilbage.

Men status er at jeg rigtig godt vil lære at åbne hurtigere op for især nye mennesker, da jeg er begyndt at tænke meget på hvordan jeg skal klare den på gymnasiet nu når jeg er så stille og indelukket når jeg møder nye mennesker. Jeg håber bare virkelig at det bliver bedre.

Jeg håber at du kan hjælpe mig med alle de her tanker jeg har, og har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre. Jeg håber selvfølgelig også at dette brev kunne være en hjælp til andre unge som føler at de har det nogenlunde samme problem som mig. Jeg ved godt at det blev lidt langt, men sådan er det vel når ens tanker og følelser slipper fri 🙂

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Hvor er det fint, du skriver til os og deler dine tanker og følelser. Du er rigtig god til at kommer med eksempler på, hvordan det er at være dig.

Du fortæller om dig selv, at du er genert og indelukket, når du møder nye mennesker. Det gør dig lidt bekymret for din kommende gymnasietid, hvor der vil være meget nyt at forholde sig til.

Du fortæller ligeledes, at dine lærere kender dig som den stille pige, men at du faktisk er en sjov pige med meget energi.

Du har selv en idé om, at du har behov for at føle dig tryg ved et andet menneske førend du kan åbne dig. Den tanke synes jeg, du skal holde fast i. Det er der slet ikke noget galt i, og det er faktisk tilfældet for langt de fleste af os.

Du har tætte venner, som du stoler på og er tryg ved, men hvor der alligevel er ting, som du ikke deler. Mennesker – vi selv tror, vi kender rigtig godt, vil også have tanker, som de holder for sig selv. Sådan er det altså også for de fleste mennesker.

At du i nogle situationer kan være genert og har lyst trække dig lidt, er ikke det samme som, at det er alt, hvad du er. Du er også sjov, energisk og har meget på hjertet.

Du er også en modig pige, som tager på spejderlejr og bryder grænser. Det synes jeg ikke du skal betragte som et nederlag. Det er nemlig enormt stærkt gået af dig, og det er sejt, at du ønsker at vise mere af dig selv.

Jeg tænker, at du måske kan begynde at øve der, hvor du er mere tryg. Her tænker jeg på dine veninder, som du ved, vil elske at hjælpe dig. Du behøver – som sagt – ikke at dele alt, men måske bare åbne dig lidt mere.

Når man deler noget af sig selv, som er følsomt, så er det vigtigt at man gør det et sted, hvor man er tryg. Og når man viser et menneske den tillid, så vil det menneske højst sandsynligt også dele noget med dig. Det er sådan de tætte venskaber opstår.

Nye venskaber kan opstå, ved at man er nysgerrig på den, man møder. Det kan man gøre ved at man selv fortæller lidt fx fra en oplevelse man har haft, samt ved at stille spørgsmål til den man står over for. Altså både at dele og være nysgerrig.

Du kan også få råd om venskaber her; https://bornetelefonen.dk/venner/

Måske en start kunne være at læse nogle af brevkassebrevene med en veninde. Her læser I sammen om andres spørgsmål og problemer og måske det kan give jer anledning til også at dele hvordan I har det i forhold til de problemstillingerne børnene og de unge stiller?

En øvelse i 9. klasse kan også være at du giver dig selv en opgave, der hedder at hver dag, vil du række hånden op to gange, bare for at øve dig på at sige mere. Jeg tror du vil opdage, det slet ikke er så slemt, som du måske går og forestiller dig. Ofte er det tankerne der spænder ben for, vi kan være dem vi er. Og husk så at beløn dig selv, når det lykkes, fx ved at når du har gjort det 10 gange, så forær dig selv en lille ting, som du har ønsket dig, måske en kjole eller en cafetur med en veninde.

Husk på vi som mennesker er forskellige, nogle af os er udadvendte og andre mere indadvendte og stille. Begge ting er lige ok. Men man kan ofte have et ønske om at være det man ikke er, især i teenageårene. Det handler om selvværd, altså om at huske vi er gode nok, som lige dem vi er. Men derfor kan vi altid øve os, hvis der er noget vi gerne vil blive bedre til, ligesom du har et ønske om at være mere åben. Fx kan en øvelse være hver dag i en periode at skrive ned i en bog eller på din telefon, alt det du føler du er god til og lykkes med, fx fik rakt hånden op en gang i timen i dag, fik taget initiativ til at mødes med en veninde, tog med på en tur, selvom det var svært, delte en tanke med en veninde, hjalp dine forældre med noget husligt. Du bestemmer selv hvad du skriver, men hav fokus på når du lykkes og prøv at få øje på alle dine styrker.

Som du selv så klogt skriver, så vil andre få gavn af, at du har delt dine tanker, for dem er du nemlig slet ikke alene om at have. Derfor når du engang skal i gymnasiet, så vil du ikke være den eneste som vil være genert og spændt på al det nye.

Dine nye klassekammerater, skal nok få øje på, hvad du gemmer på, når først både din og deres generthed fordufter stille og roligt.

Kærlig hilsen

Børnetelefonen

Andre der Hjælper

Der findes også andre steder, hvor du kan få rådgivning og hjælp.

Måske har du brug for at tale med en ekspert, der ved rigtig meget om lige præcis dét, du tumler med.

Fandt du ikke den hjælp, du søgte efter? Her er en liste over andre, der også har rådgivning for børn og unge.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat