Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvordan viser jeg mine følelser?

Hej børnebrevkassen 🙂

Jeg “har noget” med en fyr (Altså, vi er ikke kærester) Vi har været tætte venner igennem hele vores skolegang. Vi har et rigtig godt forhold til hinanden og alting. Hvor dumt det end lyder så vil jeg rigtig gerne være kærester med ham, og kunne kalde ham “min” – der er dog bare opstået lidt problemer.

Vores timing mht. at skulle have tid til hinanden er elendig. Jeg skal altid noget når han ikke skal noget, og omvendt. Det er virkelig belastede, men det har fungeret fint førhen. Jeg føler dog også altid at jeg “konkurrerer” imod fester og hans arbejde, når det handler om at have tid. Jeg har derfor også tænkt mig at snakke med ham om alle disse ting. Det er dog bare ikke mit problem.

Mit problem er, at jeg er sindssyg dårlig til at vise hvad jeg føler. Jeg har rigtig svært ved at stole på folk, og jeg er virkelig følsom. Jeg er i det hele taget bare rigtig svær at komme ind på (Derfor er jeg og ham fyren ikke kærester, fordi det tager tid..)

Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal være sådan, og hvorfor jeg beskytter mig selv SÅ meget. Det irriterer mig virkelig meget, og det er noget der fylder meget, fordi jeg føler det holder mig tilbage, for at kunne gøre hvad jeg vil.

Mine egne overvejer omkring hvor det kommer fra alt det her med mig, stammer helt tilbage til mit forhold til min far. For at gøre en lang historie kort: Mine forældre er skilt, og det har de været lige siden jeg var 9 mdr. Det har jeg betalt prisen for, eller rettere sagt det har min fars og jeg forhold gjort. Vi har ikke rigtig noget forhold til hinanden, men selvfølgelig giver vi ikke slip, for vi er trods alt i familie. Min far har svigtet mig rigtig meget. Han har altid været meget “hård” i det. Han viser ikke sine følelser, han fortæller bare kun en hvad man gør forkert.

Jeg husker tydeligt da jeg var mindre, hvor han altid ville snakke med mig om at jeg skulle komme noget mere hjem til ham, jeg begyndte altid at græde under disse samtaler, hvor han så grinte og sagde “du skal da ikke græde, jeg gør dig jo ikke noget” Jeg er altid bange for at han stadig begynder at grine af mig, hvis jeg spørger om noget.

Min far viser mig ikke omsorg, han har aldrig rigtig været der for mig, på nogen måde. Når jeg fortæller hvordan det går i skolen, fortæller hvis jeg fx har fået et 10-tal i karakter er han bare total passiv og siger “det var da fint” Jeg prøver virkelig at gøre ham stolt, men inde for de seneste par år er jeg begyndt at give op. Han skuffer mig SÅ tit. Jeg forventer aldrig rigtig noget af ham mere, fordi jeg ved at jeg bare vil blive såret.

Måske det at min far har grint af mig, i mine aller mest sårbare øjeblikke gjort at jeg er bange for at vise hvad jeg føler, jeg er bange for folks reaktion? Jeg tør ikke stole på nogen, før de beviser overfor mig at de er “gode nok” måske er det grundet at min far har lovet mere end han kunne holde. Det at det så er min far, har nok bare gjort at jeg har et mere “skævt syn på han-køn” end så mange andre.
 
Jeg skal også tit bekræftes i at jeg er god nok, og at jeg da gør noget rigtigt. Hvis jeg ikke får det af vide, så stopper jeg selv med at tro på det. Det er også grundet det at min far fx aldrig har sagt at han elsker mig. Jeg er bare typen som har brug for en del bekræftelse. Jeg er en pige der har været en del igennem, og som har alt for let til tåre.

Jeg har virkelig brug for hjælp til det her, men mere end bare “du bliver nødt til at åbne dig mere op” jeg skal bruge noget mere specifikt, som jeg kan gå udfra. Det går ikke længere det her, jeg vil så gerne kunne stole på folk og lukke dem ind i mit liv – men det er bare svært. Jeg føler jeg kæmper en kamp, uden nogen ende.. Jeg har virkelig brug for jeres hjælp!

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Tak for dine tanker og spørgsmål omkring det her med at turde vise følelser. Jeg kan forstå på dit brev, at du er træt af, at du ikke tør stole på folk og vise dem, hvad du føler.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du faktisk på mange måder lyder som et åbent menneske. Du tør jo netop fortælle højt, hvad der er svært. Jeg ved godt, det er anderledes, at skrive ind til Brevkassen, fordi du hér kan være anonym. Men alle de overvejelser, du gør dig i forhold til at udtrykke følelser, siger mig, at du selv tænker meget over, hvad du kan gøre for at blive bedre til at stole på de personer, du har omkring dig. Det er for mig at se første skridt. Du skriver, at du har brug for noget mere specifikt, du kan gå ud fra. Jeg vil forsøge at hjælpe dig videre med det.    

Jeg kan forstå, at det lige nu især er i forhold til ham fyren, at du har svært ved at fortælle ærligt, hvad du føler. Jeg tænker på, hvem du ellers oplever, at det er svært at snakke åbent med? Har du andre eksempler, hvor du har svært ved at lukke folk ind? Jeg får lyst til at spørge dig, om du også har oplevet situationer, hvor du oplevede, at du turde vise dine følelser? Fx sammen med en veninde, din mor eller en anden person? Jeg spørger, fordi det måske kunne hjælpe dig til at finde ud af, i hvilke situationer det faktisk er okay for dig at vise sårbarhed. Jeg tror, at man i højere grad tør vise følelser og sårbarhed, når man møder andre personer, der viser, at de vil lytte. Omvendt kan det være svært at åbne en snak med personer, der selv virker indadvendt. Måske kan man stille det sådan her op: du er ikke nødvendigvis en person, der er sindsyg dårlig til at vise, hvad du føler. Men du har måske oplevet situationer, hvor nogle, du regnede med ville lytte, ikke gjorde det. Du skriver selv, at det, at din far har grint af dig i dine allermest sårbare øjeblikke måske har gjort, at du er bange for at vise, hvad du føler. Jeg ved ikke, om du har fortalt nogen om dine skuffelser og dårlige oplevelser med din far? Ved din mor fx, at du altid er bange for, at han stadig begynder at grine af dig, hvis du spørger om noget? Jeg ved ikke, hvor tit, du ser din far nu? Jeg forestiller mig, at det må kræve meget energi af dig, hver gang du er sammen med ham. Jeg tror, det er vigtigt, at du taler med nogen om dine oplevelser med og tanker omkring din far. Kan du komme i tanke om en person, som ville lytte? Har du lyst er du meget velkommen til at ringe til ind til Børnetelefonen. Vi vil meget gerne lytte til dig.  

Du skriver, at du har brug for andet og mere hjælp end bare: "du bliver nødt til at åbne dig mere op". Jeg ved ikke, om det er et råd, du har fået af andre, du allerede har snakket med? Jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er nemmere sagt end gjort.

Du skriver, at du er bange for folks reaktion, hvis du viser dem, hvad du føler, og at du ikke tør stole på nogen, før de beviser over for dig, at de er ”gode nok”. Her tænker jeg igen, om du måske også har nogle oplevelser med nogen, du godt turde lukke ind? Kan du komme i tanke om nogle situationer, hvor det faktisk var okay for dig at vise, hvad du følte? Det kan være rigtig svært at vise sårbarhed, hvis man er bange for, hvad folk vil tænke om én. Det interessante er dog, at vi meget sjældent ved, hvad den anden vil tænke. Det kan vi kun gætte os til. Hvad forestiller du dig, at ham fyren vil sige til dig, hvis du i morgen siger højt, at du gerne vil kunne kalde ham din? Nogle gange handler det 'at turde' også om, at man stoler på sig selv. Altså at man har tillid til, at man godt kan.

Derfor bider jeg også mærke i dine tanker omkring bekræftelse. Du skriver, at du tit skal bekræftes i, at du er god nok. Først vil jeg sige til dig, at det er dér for mig at se ikke noget galt med. Jeg tror netop, at det er igennem familie og venners accept og støtte, at man kan lære at holde af sig selv og måske blive stolt over hvem man er, og noget man kan. Når det er sagt, så kan man ikke kun leve på andres bekræftelse.

Derfor tænker jeg, at det kunne være en god øvelse for dig, at finde frem til noget, der gør dig glad. Noget du godt kan lide at lave. Det kan være mange ting, fx noget du laver i din fritid. Hvis du har lyst kan du skrive en liste over de ting, som du synes, at du er god til. Det kan også være du har lyst til at prøve kræfter med noget nyt – en ny hobby, et nyt projekt, en ny sportsgren. Bagefter kan du så udvælge noget fra listen og undersøge, hvordan du kan dyrke en eller flere af dine interesser. Måske har en af dine veninder lyst til at være med. Min tanke bag dette råd er, at du får mere mod på at gøre noget, som du har lyst til - og ikke for at søge efter bekræftelser hos andre...         

Til sidst vil jeg igen minde dig om, at vi meget gerne vil snakke videre med dig enten på chatten eller telefonen. Måske har du, når du har læst mit brev, stadigvæk brug for mere specifikke råd.

De bedste hilsener

BørneBrevkassen  

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat