Hvordan viser jeg mine følelser?
Hej børnebrevkassen 🙂
Jeg “har noget” med en fyr (Altså, vi er ikke kærester) Vi har været tætte venner igennem hele vores skolegang. Vi har et rigtig godt forhold til hinanden og alting. Hvor dumt det end lyder så vil jeg rigtig gerne være kærester med ham, og kunne kalde ham “min” – der er dog bare opstået lidt problemer.
Vores timing mht. at skulle have tid til hinanden er elendig. Jeg skal altid noget når han ikke skal noget, og omvendt. Det er virkelig belastede, men det har fungeret fint førhen. Jeg føler dog også altid at jeg “konkurrerer” imod fester og hans arbejde, når det handler om at have tid. Jeg har derfor også tænkt mig at snakke med ham om alle disse ting. Det er dog bare ikke mit problem.
Mit problem er, at jeg er sindssyg dårlig til at vise hvad jeg føler. Jeg har rigtig svært ved at stole på folk, og jeg er virkelig følsom. Jeg er i det hele taget bare rigtig svær at komme ind på (Derfor er jeg og ham fyren ikke kærester, fordi det tager tid..)
Jeg forstår ikke hvorfor jeg skal være sådan, og hvorfor jeg beskytter mig selv SÅ meget. Det irriterer mig virkelig meget, og det er noget der fylder meget, fordi jeg føler det holder mig tilbage, for at kunne gøre hvad jeg vil.
Mine egne overvejer omkring hvor det kommer fra alt det her med mig, stammer helt tilbage til mit forhold til min far. For at gøre en lang historie kort: Mine forældre er skilt, og det har de været lige siden jeg var 9 mdr. Det har jeg betalt prisen for, eller rettere sagt det har min fars og jeg forhold gjort. Vi har ikke rigtig noget forhold til hinanden, men selvfølgelig giver vi ikke slip, for vi er trods alt i familie. Min far har svigtet mig rigtig meget. Han har altid været meget “hård” i det. Han viser ikke sine følelser, han fortæller bare kun en hvad man gør forkert.
Jeg husker tydeligt da jeg var mindre, hvor han altid ville snakke med mig om at jeg skulle komme noget mere hjem til ham, jeg begyndte altid at græde under disse samtaler, hvor han så grinte og sagde “du skal da ikke græde, jeg gør dig jo ikke noget” Jeg er altid bange for at han stadig begynder at grine af mig, hvis jeg spørger om noget.
Min far viser mig ikke omsorg, han har aldrig rigtig været der for mig, på nogen måde. Når jeg fortæller hvordan det går i skolen, fortæller hvis jeg fx har fået et 10-tal i karakter er han bare total passiv og siger “det var da fint” Jeg prøver virkelig at gøre ham stolt, men inde for de seneste par år er jeg begyndt at give op. Han skuffer mig SÅ tit. Jeg forventer aldrig rigtig noget af ham mere, fordi jeg ved at jeg bare vil blive såret.
Måske det at min far har grint af mig, i mine aller mest sårbare øjeblikke gjort at jeg er bange for at vise hvad jeg føler, jeg er bange for folks reaktion? Jeg tør ikke stole på nogen, før de beviser overfor mig at de er “gode nok” måske er det grundet at min far har lovet mere end han kunne holde. Det at det så er min far, har nok bare gjort at jeg har et mere “skævt syn på han-køn” end så mange andre.
Jeg skal også tit bekræftes i at jeg er god nok, og at jeg da gør noget rigtigt. Hvis jeg ikke får det af vide, så stopper jeg selv med at tro på det. Det er også grundet det at min far fx aldrig har sagt at han elsker mig. Jeg er bare typen som har brug for en del bekræftelse. Jeg er en pige der har været en del igennem, og som har alt for let til tåre.
Jeg har virkelig brug for hjælp til det her, men mere end bare “du bliver nødt til at åbne dig mere op” jeg skal bruge noget mere specifikt, som jeg kan gå udfra. Det går ikke længere det her, jeg vil så gerne kunne stole på folk og lukke dem ind i mit liv – men det er bare svært. Jeg føler jeg kæmper en kamp, uden nogen ende.. Jeg har virkelig brug for jeres hjælp!
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
