Hvem er jeg?
Hej.
Jeg ligger rystende her i min seng og har aller mest lyst til at forsvinde.
Eller bare rive det ud af mig, der gør aller mest ondt.
Jeg bebrejder mig selv for alt. Især for at have følelser, ikke at kunne udtrykke mig selv som den jeg er, være tro mod mig selv, finde en mening, ikke at slette tinder, at blive udnyttet, at tage forkerte valg, at være dårlig til at få veninder, at føle mig som et nul.
Så sent som for få minutter siden kørte jeg den her dreng hjem fra min lejlighed.
Jeg har snakket med ham i nogle dage (ja kun få dage..). Jeg har det med at få for hurtigt interesse i en person, og tingene kan bare ikke gå stærkt nok.
Jeg vil rigtig gerne hjælpe, og derfor har jeg kørt utallige kilometer for at hente, fragte eller køre ham hjem.
Vi så hinanden første gang for under en uge siden. Jeg kunne mærke, at han udseendesmæssigt var min type og derfor ønskede jeg, at kende ham bedre. Men det var som om, at alt hvad der gør mig til mig lukkede ned. Alle de sjove sider men også den side, hvor jeg er selvsikker, lukkede ned. Hvorfor?? Ja det ved jeg ikke. Jeg begyndte hurtigt at tænke over hva jeg sagde, gjorde og udtrykte. Jeg ville imponere ham.
Men som jeg nu har oplevet SÅ mange gange, at jeg ik kan tælle længere, så blev jeg udnyttet. Han ville bare have sex.
Selvom han brugte en ussel undskyldning, lige efter sex, for at få mig til at skride, så valgte jeg alligevel at spille ovenpå.
Jeg tænkte, at jeg ikke skulle være dramatisk og vise for mange tegn på, at jeg ville lære ham at kende, så derfor aftalte vi et nyt tidspunkt, at mødes. Idag.
Men så naiv som jeg nu engang er, så troede jeg faktisk, at han ville overholde vores “aftale” om, at vi skulle sove sammen i dag.
Men endnu engang blev jeg udnyttet. Min egen skyld.
Lige efter sex, som egentlig igen ikke var det, jeg ville have ud af det, udbrød han “altså jeg gider ik tidligt op pga. du skal på arbejde, og jeg er træt”. Så kunne jeg ligesom lægge to og to sammen; han ville hjem.
Så selvfølgelig kørte jeg ham da hjem.
Nu ligger jeg her med selvbebrejdelse og utryghed. Jeg er helt ny i denne by og pga. mine spontane valg, har jeg ingen at knytte mig til. Min søgen efter en sød og rar fyr, der vil mig det bedste og give mig den tryghed, jeg længtes efter, knuser mig.
Jeg kan ikke klare denne form for “mellem linjerne” afvisning længere samt den måde, drenge tricker mig til at tro, at de reelt set vil mig det bedste og ikke er ude efter sex.
Jeg er frustreret over, at jeg endnu engang tillader mig selv, at gå gennem samme følelsesmæssige rutchebane og afvisninger.
Jeg kender ik mig selv længere, og bliver rasende på mig selv over, at jeg ikke kan udstråle den energi, som jeg har indeni mig. Eller i hvert fald bare den person, jeg egentlig er, når det kommer til stykket.
Intet har hidtil hjulpet – psykolog, veninder, familie eller meditation. Jeg er nået dertil nu, hvor jeg ikke længere græder, hvis jeg behandles på den måde, som jeg blev behandlet på af ham.
Jeg var ellers typen, der har været let til tårer.
Jeg er bange for, at dette ender i, at jeg ikke bliver i stand til, at lade mine parader nede og sænke mine krav til en dreng, så jeg i sidste ende kan finde en, der gør mig lykkelig.
Ja, jeg er kun 19, men ift. hvad jeg har oplevet i mit liv indtil nu, så har jeg bare brug for kærlighed.
Og man vil nok sige, at tinder ikke er vejen frem. Det har folk nok ret i. Men jeg har behov for konstant bekræftigelse og opmærksomhed. Jeg tror det skyldes, at jeg i forvejen har så lavt et selvværd. Samtidigt tror jeg også, at jeg i bund og grund ikke kender til andre metoder på, at møde en fyr. Det sociale liv er ligesom lukket ned for tiden.
Men der er jo fyre derude, der er gode, det ved jeg. Jeg har bare sat så høje krav til mig selv, at det perfekte nærmest ikke er godt nok.
Men at jeg er så utrolig dum, at jeg ikke engang lytter til mit hoved længere gør mig svag og deprimeret.
Alle alarmklokker har ringet siden den aften, hvor mig og ham mødtes. Selv i dag sagde mit hoved, at jeg skulle melde afbud, for det ville ende galt. Men pga. det nærvær, som jeg sådan længtes efter, så valgte jeg at ignorere mig selv.
Hvorfor skal jeg nedprioritere mig selv gang på gang?
Jeg giver snart op.
Hvad er mit næste move? Skal jeg flytte ud i verdenen eller bare rejse for noget tid?
Hvad gør jeg nu?
Mit hovede eksploderer.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.