Brev

Hvem er jeg?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 19 år.

Det er SÅ godt, at du har skrevet til os. At få formuleret det, man er ked af og skuffet over, er første skridt til at få det bedre. Du har søgt hjælp hos psykolog og venner og familie, men det har ikke hjulpet. Dit brev til os viser, at du ikke har givet op i forhold til at få hjælp til at få det bedre.

Jeg håber, at mit svar vil hjælpe dig til at forstå dit problem bedre og komme ind i en god cirkel, som giver dig bedre oplevelser og mere glæde i dit liv.

Som jeg læser dine oplevelser med fyre, er du kommet ind i et datingmønster, hvor dine forventninger og store ønske om kærlighed og tryghed bliver skuffet gang på gang. Din oplevelse er, at de fyre, du møder på Tinder, bare er ude på at få sex. Det lyder som om, det påvirker dit selvværd meget negativt, at det ender med det.

Du bebrejder dig selv mange ting, men måske især at du ikke lytter til dig selv, og at du ikke kan handle på en måde, der giver dig den selvrespekt, du har fortjent. Dine selvbebrejdelser bliver så store, fordi du inderst inde ved, at du skulle gøre noget andet. Jeg tænker, at det er det mønster, du er kommet ind i, der er noget galt med. Det er ikke dig som person, der er noget galt med.

Du kender dine værdier, og du ved, hvad du søger i en kærlighedsrelation. Det er så godt! Jeg hører også, at du inderst inde godt ved, at du har en energi og personlighed, du godt kan lide, men som ikke kommer frem i den form for relationer, du har lige nu. Det er en kæmpe styrke at vide.

På mig virker du faktisk ret moden og eftertænksom. Så jeg vil foreslå, at du stopper filmen her og holder fast i det. Det er dig, der er instruktøren i dit liv, og du kan lave en ny handling og en anden slutning. Du kan ikke lave om på de valg, du har taget, men du kan vælge at prøve at lægge selvbebrejdelserne bag dig, giv dig selv en ny start og gøre noget andet fremover.

Der er mange andre, der oplever, at den moderne datingkultur på Tinder og andre datingapps kan lægge op til hurtige, lidt overfladiske og uforpligtende relationer. Der er også mange, der som dig oplever, at nogle fyres motivation til at tage kontakt bunder mere i lyst til sex end at få et egentligt kærlighedsforhold. Det er også nemt bare at gå videre til den næste på Tinder, hvis man ikke vil investere så meget i det følelsesmæssigt.

Når du mødes så hurtigt med en fyr, er det umuligt at vide, om han vil have andet end sex. Jeg kan høre, at du føler dig udnyttet, og at det påvirker dit selvværd, når du opdager, at sex var det eneste, han var ude på.

Så jeg tænker, at du bliver nødt til at beslutte dig for at holde fast i  at lære dem, du skal mødes med, bedre at kende inden. Hvis I ikke har samme forventninger og værdier, bliver det ikke en god oplevelse.  Du får ikke den kærlighed, nærhed og tryghed, du længes efter, hvis det ikke er det, de går efter.

Når du går ind på Tinder, er mit forslag, at du har en Post-it liggende ved siden af dig, hvor der står, at du ikke skal aftale at mødes, før I har skrevet sammen et godt stykke tid og en anden, hvor der står, at du skal fortælle fyren, inden I mødes, at du ikke går i seng med ham, før I kender hinanden mere.

Så kan det godt være, at nogle af de fyre, du synes passer på dine kriterier med hensyn til udseende hopper fra. Men det er så fordi I ikke har samme indstilling til, hvad slags forhold, I vil have. Og så er det bedre at de hopper fra, end at du føler dig udnyttet bagefter.

Du skriver, at du kender bare ikke andre måder at møde en fyr på. Det er heller så nemt lige nu. I denne coronatid er så meget lukket ned, og det er svært at få nye sociale kontakter herunder mulige kærester.

Det gør det ikke nemmere, at du er ny i den by, du bor i, så du ikke har haft mulighed for at få nye sociale kontakter, før der blev lukket ned. Men prøv at undersøge, hvilke foreninger og aktiviteter man kan deltage i i den by, du er flyttet til. Måske har du lige så meget brug for gode venner i den by, du er flyttet til. Selv om du måske ikke kan deltage i sociale aktiviteter her under nedlukningerne, kan du se frem til noget, når der åbnes op igen.

Gode venskaber, hvor man føler, at man kan være den, man inderst inde er, kan give meget livsglæde, booste selvværdsfølelsen og tilmed give overskud til mødet med fyre. Hvis et forhold skal holde, er det også rigtigt vigtigt, at begge parter er glade for at være den, de er-  også når de ikke er i et forhold.

Desuden er det også oftest gennem ens netværk, man finder de søde fyre…Med det i baghovedet, hvad tænker du så om at holde pause fra at finde en kæreste og i stedet bruge tid på at få gode venner i din by. På Tinder og Facebook kan man jo også finde venner.

Hvis du føler, at du har brug for at blive holdt fast på at bryde med dit gamle mønster eller arbejde mere med dit selvværd, kan du overveje at gå i terapi igen. Det er ikke altid, at det fungerer med den første terapeut, man prøver.

Ofte kan det blive en meget anderledes og bedre oplevelse med en anden. Men det kræver, at du virkelig vil det, og at tilliden til terapeuten, og til det hun kan, er der.

Du er også meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111, hvis du har brug for at snakke mere om din situation.

Jeg håber, du har fået mod på at bryde med det gamle mønster og komme ind i en god cirkel med mere livsglæde.

Jeg ønsker dig alt det bedste!

De kærligste tanker

BørneTelefonen

 

 

 

 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat