Kære pige på 13 år
Tusind tak for dit brev. Jeg er meget imponeret over, hvor god du er til at forklare om dine tanker. Jeg tænker også, at det er super fint, du skriver et brev, for at få nogle svar på hvad du skal gøre. Det vil jeg gerne prøve at give dig.
Vi har alle sammen brug for at andre lægger mærke til os og lægger mærke til, hvad vi gør. Jeg kan forestille mig, at det kan være en grund til, at det går dig på, når du føler, folk overser dig. Kan du genkende det?
Du skriver, at du har det svært ved at række hånden op i timerne, og at lærerne ikke tager dig, når du gør det. Der kan jo være mange årsager til, at du har det svært ved at række hånden op i timerne. Måske bliver du i tvivl om, at det du vil sige ikke er rigtigt? Måske mærker du generthed, når du skal sige noget højt i klassen? Måske er du bange for, at de andre vil reagere negativt på dét, du vil sige? Det kan også være, at du ikke når at finde ud af, hvad du vil sige, før en anden er blevet taget? Eller måske er der helt andre forklaringer på det? Når jeg stiller dig de spørgsmål, så er det fordi jeg tænker på, om der kan gøres noget, så årsagerne til det bliver mindre eller forsvinder. Er det mon en mulighed?
Jeg bliver nysgerrig efter, om dine lærere ved, hvordan du har det? Ved de fx, at du bliver ked af det, når du får en middel karakter? Ved de, at du ønsker at være den bedste til noget? Ved lærerne, at du har det svært med at række hånden op i timerne? Jeg tænker, det er vigtigt de ved, hvordan du har det og hvilke tanker, du går med. Måske kan de fx være med til, at det bliver nemmere for dig at række hånden op. Hvis du ikke har talt med dem om det og du synes det er svært, så kan du måske få dine forældre til at være med til sådan en snak eller måske skrive en besked på intra. Kunne det mon være en mulighed?
I dit brev skriver du om din skole og dine tanker om at få lov til at være den bedste bare en gang imellem. Jeg tænker på, hvad det er der gør, at du har det ønske. Tænker du, at det giver en særlig opmærksomhed fra andre, som du godt kunne tænke dig? Ville det give dig en følelse af stolthed? Eller er der andre forklaringer? Jeg tænker på, om der kan være andre steder end i skolen, hvor du kan komme til at mærke den følelse? Har du tænkt på at finde en fritidsinteresse, hvor du kan føle, at du er den bedste? Måske vil det være godt for dig at have et sted, hvor du ikke måler dig selv i forhold til pigen, men kigger på, hvad det er for ønsker og håb du for dig i dit liv... Hvad tænker du om det?
Jeg er super nysgerrig efter at høre om, hvordan dit forhold til pigen er? Er I gode veninder, har I været det tidligere, eller går I bare i klasse sammen? Kan det hjælpe dig, hvis dit forhold til hende blev anderledes? Hvis I fx blev bedre venner, eller hvis du kom tættere på hende, end du er nu? Eller hvis du fik mindre med hende at gøre, så du ikke hele tiden ser, og måler på det hun kan?
Det er altid svært at måle os i forhold til andre. Hvem er det fx der vurderer, hvem der er bedst og gør det noget godt for dig (eller for dit og hendes forhold til hinanden)? Din historielærer har vurderet, at pigens opgave var en af de bedste, men måske ville en anden lærer have vurderet anderledes. Du skriver, at du er god til at rose dig selv, og at du ikke sammenligner dig med hende. Jeg tænker, at du måske har hørt før, at det er vigtigt at være tilfreds med sig selv og det man gør? Måske har du også hørt, at det er vigtigt, at man ser sin egen udvikling i forhold til sig selv og ikke ved at sammenligne sig med andre hele tiden? Det kan virke som om, at du, selv om du er opmærksom på ikke at gøre det, måske alligevel vurderer dig selv for meget i forhold til pigen. Måske har du brug for at sætte mål for dig selv som ikke handler om at være den bedste, men handler om at gøre noget bedre end du gjorde sidst – altså at du kan se en fremgang i dét, du selv gør. Giver det mon mening for dig?
Jeg forestiller mig også, at når du har så meget fokus på og travlt med at måle dig og holde øje med pigen her, at du rent faktisk ikke lægger mærke til ret meget andet end det. At det fokus på hende, gør dig blind eller blænder dig, så du ikke lægger mærke til dem som ser dig, og vil dig for den du er...kunne det være sådan det også er? Måske ser du heller ikke de ting, som hun synes er svære eller det hun har brug for hjælp til...at hun er en pige ligesom dig, der gør det så godt hun kan.
Jeg har givet dig nogle forskellige ideer og jeg har stillet en masse spørgsmål til dig. Det er ofte en stor hjælp, når man kan tale med andre om sine tanker. Det er jo lidt det vi har gjort i brevet her, og så alligevel ikke rigtigt. Er der en eller flere, som du kunne have lyst til at tale om det med? Måske kunne det være dine forældre. Det kan også være en større søster eller bror? Prøv at tænke på, hvem det kunne være. Der er også den mulighed, at du ringer til BørneTelefonen på 116111. Hvis det er en snak, der kan være svær at tage hul på, så kan du jo læse dit brev højt. Det giver nemlig en rigtig god viden om de tanker, som du har.
Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med dét, du vælger at gøre. Jeg tænker, at dit brev er et stort skridt, og det er så flot, at du holder fast i, at der skal ske noget.
Mange kærlige tanker og hilsner fra BørneTelefonen
