HJÆLP!!
Hej
Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte…
jeg har i hele min barndom oplevet en hel masse, lige fra at skulle gå en klasse om pga. en lærer, til at for nogle måneder siden få at vide at jeg har adhd.
det har været utrolig svært at acceptere mit adhd fordi jeg altid har været typen der gerne ville virke sej og være god til alting og være lige som mine andre klassekammerater, jeg er også falsk – glad i skolen, hver gang vi har et fag, føler jeg mig utrolig dum og sviner mig selv til.
jeg skal starte på efterskole til sommer som jeg virkelig frygter da jeg sommetider har hjemve. jeg er desuden adopteret og har altid haft svært ved at komme væk fra trygge rammer i længere tid. jeg har mange venner som skal på samme efterskole med og jeg kan virkelig mærke at jeg ikke har lyst men vil heller ikke skuffe hverken dem og mine forældre. jeg går virkelig og overvejer om jeg skulle spørge mine forældre om lov til at gå på en specialskole da der er mange i min alder som har godt af at være sammen med andre med udfordringer som en selv. vil heller ikke gå rundt og være ked af det hele tiden på efterskolen og føle at jeg ikke passer ind. jeg har utrolig svært ved at få karakterer i skolen og føler altid et ENORMT pres for ikke at lave fejl, og det bliver tit værre og værre hvis jeg ikke får det samme som mine venner der får 10 og 12 taller, jeg får 4 taller.
hver nat inden jeg går i seng har jeg tit tindens til at græde mig søvn, svine mig selv til, tænke på det værste og nogengange tænker jeg at jeg er en fejl og når jeg bliver voksen vil jeg afbryde al kontakt til dem jeg kender og min familie for at de ikke skal ha mig i deres liv, da jeg tit føler mig som en fejl.
sommetider kunne jeg virkelig godt bruge en som siger “du er god nok” og “du er værdifuld” eller i det hele taget bare føle mig elsket. mine forældre siger selvfølgelig at de elsker mig men det lyder bare lidt kliche – agtigt, ik fordi jeg ikke tror de elsker mig men, at elske mig må nærmest være umuligt.
jeg er også meget nemt opgivelig og når jeg fx. får dårlige karakter eller nogen fortæller mig “opfør dig dog normalt! ” eller “lad vær med at spille dum” eller i det hele taget bare når jeg mislykkes.
jeg føler nogengange mig deprimeret og træt at livet, jeg orker ikke gå i skole eller det kæmpe forventingpres jeg føler at jeg lever med.
jeg føler heller ikke at lærerne forstår mig i skolen, min lærer fik at vide, at papir med en masse ord og tal osv. er utrolig forvirrende for mig mår han skal hjælpe mig, og sandelig jo, så er det hvad han giver mig: han sætter sig ned ved siden af mig og skriver en side hvor der står alt muligt over det hele jeg ikke fatter ingenting, og mig som er bange for at vise mine svagheder, igen fordi jeg er bange for at det får indflydelse på mine karakterer, ligner jeg slevfølgelig en der er top motiveret til opgaven og forstår den til punkt og prikke, da timen er slut har jeg ikke skrevet et ord.
jeg er bange, bange for at være anderledes end de andre, ikke kunne det som de andre kan i skolen, ikke kunne opfylde de forventninger mine omgivelser har til mig. jeg har utrolig mange drømme med mit liv men jeg er så bange for ikke at nå noget i mit liv da mit selvværd, selvtillid, livs-tilfredsstillelse, glæde og humør har været helt væk i det her skoleår
alt i alt er jeg en supernedtrykt dreng der spiller fodbold for at komme væk fra min hverdag. jeg kan slet ikke beskrive hvor højt jeg elsker at komme til træning og så er det bare den bold det handler om.
En vigtig ting er: jeg er ikke ude på at lyde som en der piber men det her, er bare hvordan jeg har og har haft det, og jeg føler virkelig at jeg er nød til at gi slip og fortælle det hele sådan som det er.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
