har brug for hjælp, NU.

Hej.
Jeg undskylder for hvis det står en anelse rodet, og er super langt. Men har brug for at komme ud med det. Jeg er en pige på fjorten, som meget snart fylder femten. Jeg har det utroligt svært ved at accepter at jeg ser ud, som jeg gør. Jeg ved godt at dette er en normal ting for en pige, og sikkert også drenge at have et “forkert” syn på sig selv og føle at man skal gøre sig bedre, eller mere smuk end man er.

Jeg ved godt alt det, og jeg har fået det fortalt flere gange fordi vi har haft noget om det i skolen. Der er bare lige det, jeg har altid haft det svært ved mig selv. Som lille blev jeg slået og skældt ud af min far, hvis han ikke synes jeg spiste ordenligt, eller kom til at tisse i bukserne. Slået er vel så meget sagt, men han gav mig ihvertfald en endefuld eller to, eller også truede han mig med slag hvorefter jeg blev smidt ind på mit værelse.

Derudover blev jeg også drillet groft i de yngre klasser. Jeg havde utroligt svært ved at sige fra dengang, og grinte derfor bare altid af det folk gjorde mod mig. Jeg blev hånet af flere pedagoger fordi, jeg havde problemer med min blære og ofte ikke kunne holde mig.
 
I frikvaterende blev jeg enten drillet af drengene fra min egen årgang, eller de “store drenge” som man kaldte det dengang. De smed mig altid ind i et legehus, hvor jeg så blev spyttet på, sparket til og råbt ind i hovedet. Idag kan jeg ikke rigtig høre, på mit ene øre og jeg tror at det er drengenes råben der har forudsaget min dårlige hørelse.

Nu går jeg så i 8 klasse. Jeg bliver ikke drillet på den “hårde måde” men mere sådan forsjov, og det har jeg intet imod. I skolen er jeg den dumme blondine, der kommer med uheldige bemærkninger eller kommentar, og den de fleste ligger mærke til pga de der uheldige ting. Jeg har de bedste venner omkring mig, og de vil til hver en tid støtte og hjælpe mig.
 
Jeg elsker mine venner, og veninder og bruger rigtig meget tid sammen med dem. Jeg dyrker sport fire gange i ugen sammen med mine veninder, og det er helt fantastisk. Folk ser mig som en smilende, glad og åben pige med en posetiv udstråling. En pige der tager imod alle på min vej, med åbne arme og en hjælpende hånd. Jeg vil væde med, at hvis du så mig i virkeligheden, ville du skyde på at jeg intet fejlede. At alt var som det skulle være, fordi jeg har den perkfekte vennekreds og altid virker så glad.
 
Men det de andre ikke ved er, at det smil jeg altid stikker helt op i hovedet på dem, og den glade person de ser hverdag i virkeligheden er fake. Det hele er en facade – alt sammen. Der går ikke én dag hvor jeg ikke sidder og tuder, fordi jeg fucking hader migselv så meget. Jeg er ikke tilfreds med noget og jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg stoler ikke på min familie, og jeg stoler ikke på mine ven/inder selvom de stoler 110% på mig.
 
Mine bedste veninder fortæller mig alt. Fortæller mig om deres problemer, og jeg hjælper dem så godt jeg kan. Hvis de så spørgs om jeg slet ikke har noget at brokke mig over, svare jeg altid nej. jeg vil ikke virke svag, jeg stoler ikke på dem selvom jeg egentligt burde gøre det. Mine bedste veninder har jeg kendt i 7 år og jeg fortæller dem ikke en skid om alle de tanker jeg gør mig hverdag – virkelig ingenting fortæller jeg dem!

jeg snakker aldrig rigtigt med mine forældre, fordi jeg heller ikke stoler på dem. Jeg har de dejligste forældre, som aldrig har svigtet mig, og det er slet ikke derfor jeg ikke fortæller dem det. Det er igen fordi jeg ikke stoler nok på dem, også er jeg bange for hvad de dog kommer til at tænke om mig? Jeg hader migselv så meget! Jeg er meget, meget flov over migselv.

Jeg kan sidde foran spejlet og tude mens jeg sidder og siger at jeg er smuk, jeg er pæn og jeg er den kønneste i hele verdenen. Men det ender altid med at jeg modsiger migselv, og sidder og udpeger alle fejlene. Mine veninder, og mine forældre, smat de kærester jeg har haft, har altid være gode til at give mig søde kommentare eller komplementer, men jeg modsiger dem altid eller også stikker jeg dem et falsk smil.

Jeg siger aldrig “tak” hvis nogen gør det, de ord kan min mund simpelthen ikke forme når det omhandler noget sødt der bliver sagt til mig. Jeg hader, hader, hader at få komplementer fordi jeg ikke fortjener dem! Hvad fanden skal jeg med et komplement, når det de siger ikke passer? Jeg forstår ikke hvordan folk kan få sig selv til at sige at jeg f.eks har pæne øjne, eller en flot bluse på. Jeg forstår det ikke.
 
Ingen har endnu fattet mistanke omkring min lave selvtillid ud over en på håndbold holdet. Hun lagde mærke til, hvordan jeg en dag sad og rystede og bed i mit håndklæde da holdet skulle klæde om og gå i bad sammen. Hun gik hun til mig, og spurgte hvad der var galt, også brød jeg bare ud i den værste gråd. Jeg belv så pinlig over det, og blev nød til at sige til hende at det var fordi jeg havde det dårligt.
 
Men i virkeligheden var det fordi, at jeg ikke ville blotte mig for andre. Min håndbold træner har også flere gange sagt til mig, at jeg skal få mig noget mere selvtillid, da det er nemt at se på banen at jeg intet har. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af migselv! HJÆLP MIG.