Forvirret om hvem jeg er, og ændrer på mig selv for anderkendelse

Kære 14 årige pige.

Tak for dit brev.

Jeg kan også godt høre at du føler dig  meget forvirret og ked af det i øjeblikket, og at du har svært ved at finde ud af årsagen til at du har det sådan. Du skriver at du både har en god familie og at det går godt i skolen og netop derfor kan det være endnu sværere at forstå og accepterer, at man på trods af det er ked af det. Der sker rigtig mange ting omkring kroppen, hjernens og i relationene til andre, når pubertet og teenagetiden tager fat. Det der var for et  år eller to siden føles som om, at man altid var på en måde - og nu er alt i forandring - og man svinger i humør og overskud. Der sker rigtig mange ting, som er helt normale, men kan være være svære at være i og håndtere de udsving der dukker op. Mange teenagere oplever dog at have det ligesom dig netop fordi man nu skal definere sig selv finde ud af hvem man er, præcis som du også beskriver; at du har svært ved at finde dig selv. Hvem man er, er et meget stort spørgsmål som fylder rigtigt meget hos mange andre unge på din alder, men også hos mange voksne op igennem livet. At det fylder meget i teenangeårene er ikke så mærkeligt, da det jo er der man i høj grad begynder at blive meget mere selvstædig, i stand til at se sig selv mere udefra, forme sin personlighed, tænke over tingene på en ny måde og danne sig sine egne personlige meninger, som måske er helt anderledes end ens forældres eller endda anderledes end ens venner.  Samtidig stiller vores samfund i dag også  store krav til at man skal definere sig selv, sin personlighed og sine holdninger, hvilket kan være utroligt svært i en alder, hvor man netop også er lige ved at finde ud af hvem man er. Det er bare ikke helt nemt, men måske hjælper det lidt at vide, at der også er andre i din klasse og andre jævnaldrende, som går og pusler med nogle af de samme ting som dig. Det er bare ikke alle er kan give udtryk for det. 

Hvis du begyndte at tale højt om det i klassen, måske med et par venner, så ville de nok også kunne snakke med om dårlige og gode dage - det ene øjeblik er alt super og i næste øjeblik er det træls. Man kan støtte hinanden, når det er for øv og måske gøre dagen bedre end det så ud til, inden vennerne bakkede op. Ville det være en idé at åbne lidt op og se om det hjælper?

Du skriver at din mor altid har gjort meget ud af at være der for dig. Hvor er det bare dejligt at du har sådan en sød mor og det syntes jeg da, at du skal gøre brug af og prøve at tale om hvordan du har det. Din mor har nok oplevet noget lignende dengang hun var teenager og oplever det måske stadigvæk af og til den dag i dag, og hun kan derfor nok forstå hvordan du har det. Det kan være befriende, at man kan sige derhjemme: "Det hele er bare øv!" Så kan ved familien, at man lige har brug for et break for at få ro på. 

For at undersøge nærmere hvorfor du går og er ked af det og hvem du er kan du også forsøge nogle af nedenstående ting:

Du kan jo prøve at skrive ned hvilke ting der gør dig glad og hvilke ting der gør dig vred. Samt hvilke ting du syntes er virkelig spændende og hvilke ting du syntes er kedelige. Dette giver dig måske et større overblik over hvad du egentlig syntes er spændende og giver dig glæde her i livet,  og dette siger en hel masse om dig, dine værdier og holdninger. På den måde kan du måske komme nærmere hvilke ting, du skal blive ved med at opsøge. Fx bøger, musik osv.
Du kan også prøve at lave en liste over sider af dig selv, som du især er glad for og som du syntes er unikke for dig. Bare det at blive opmærksomme på dem selv, vil få dem til at blive endnu tydeligere og hjælpe dig med at finde ud af hvem du er.

Jeg håber at du kan bruge mit svar til noget. Held og lykke med at lære dig selv bedre at kende og jeg håber at du får en god snak med din mor.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen