Brev

Forvirret

Hej bb.

Jeg har rigtig svært ved at rumme mit liv for tiden, eller det vil sige, faktisk i flere år har jeg haft svært ved at få plads til det hele og forstå det hele.

For et halvt år siden var jeg så tæt på at få diagnosen anoreksi, og nu har jeg svært ved at lade være med at spise. Egentlig kan jeg ikke lide at spise, jeg får skyldfølelse når jeg gør det, men når jeg spiser søde sager, såsom chokolade og slik, så gør det mig alligevel lidt gladere.

Jeg har tit svært ved at forstå tingene og finde rundt i dem. Jeg kan ikke priotere min hverdag sådan at jeg har tid og overskud til at lave lektier. Faktisk, så er det meget sjældent at jeg laver lektier, og her på det sidste er jeg blevet ligeglad med skolen. Jeg har svært ved at forestille mig min fremtid, og jeg kan ikke se at jeg nogensinde bliver til noget.

Jeg er ligeglad med min hverdag og med mit liv, dagene skal bare overstås. Jeg går i bad måske 2 gange om ugen, for jeg kan ikke se hvorfor jeg skal gå i bad, eller hvorfor jeg skal børste tænder.

Jeg vil gerne uddanne mig højt og tjene penge, så jeg kan gøre mine børn lykkelige. Jeg vil også gerne leve sundt, dyrke motion og spise varieret og i det hele taget bare gøre alt det rigtige. Jeg tænker tit på mig selv som én ud af de syv milliarder mennesker i verden, og jeg kunne ikke forestille mig at verden ville have været anderledes uden mig.

I starten af ottende klasse skiftede jeg skole, til den skole jeg går på nu, og det er en rigtig god skole faktisk. Jeg har bare haft svært ved at finde en rigtig veninde, som jeg kan stole på og lave ting med, uden at være bekymret for hvad jeg siger eller gør. Jeg har jo min kæreste gennem 8 måneder, som går i min parallelklasse, men jeg savner at have sådan en god veninde ved min side. Jeg føler mig tit ensom, selvom jeg ikke er det, da jeg snakker rigtig godt med alle fra hele årgangen.

Jeg har svært ved at tage mig sammen – eller sagt på en anden måde, jeg kan ikke tage mig sammen til fx det med at leve sundt, at lave mine lektier og i det hele taget bare det at være glad.

Min kæreste konfrontere mig tit med at jeg bliver så nemt hidsig, og jeg siger altid at jeg nok skal lade være med at blive det, men det kan jeg bare ikke. Fx når vi laver mad sammen, så bliver jeg rigtig sur over at han ikke følger opskriften, eller når vi er i skole kan jeg også blive sur hvis han ikke lige gør det jeg beder ham om. Jeg tror jeg bliver sur, fordi mit hoved er fyldt op med så mange bekymringer og ting, at hvis alt ikke går efter min plan, så kan mit hoved og mine følelser ikke følge med.

Der er mange ting, der ikke kan gøre mig glad, men som jeg burde være glad for. Jeg fik et par nye sko i dag og jeg føler faktisk ikke rigtigt noget omkring det. Til min konfirmation, det var da en god dag, men når jeg tænker tilbage på det er det ikke sådan så det var den bedste dag i mit liv, som mange af pigerne fra min klasse har sagt at deres dag var. Jeg har det lidt som at jeg er konstant ked af det, og de ting jeg så burde være glad for, bare er ting der er ”ok”…

Min selvtillid er uden tvivl ualmindeligt lav. Jeg har som sagt svært ved at tage mig sammen til noget, og når jeg så har taget mig sammen, så er jeg mere end sikker på at det jeg har gjort, ikke er godt nok. Jeg er for tyk, og jeg ved det også godt, men jeg bliver alligevel ikke gladere af at være tynd, for hvorfor skulle jeg blive det.

Jeg har rigtig svært ved at forstå pigerne fra min klasse, hvordan de bare lige kan lave lektier uden det store problem, og hvordan de kan blive så glade for at få en ny neglelak eller hvad det måtte være. I det hele taget har jeg rigtig svært ved at forstå hvordan de overhovedet kan være glade. Sidste gang jeg for alvor var glad, var i en halv time, den 14. Januar 2013. Der havde min kæreste og jeg lavet mad sammen, og jeg havde skældt ham en helt masse ud for at han ikke fulgte opskriften, men det var rigtig dejligt at spise maden med mig, og det var dér, jeg var glad.

Det er rigtig svært for mig at fortælle nogen om alle de ting der foregår i mit hoved, fordi hverken mine forældre, sundhedsplejersken eller nogen anden forstår hvor meget de her ting fylder i mit hoved, og hvor længe de har forstyrret min dagligdag. Jeg skiftede netop skole for at få det bedre, men det er ligesom bare blevet det samme igen nu. Jeg synes det er ulideligt at være mig, og jeg kan ærlig talt ikke holde det ud mere. Jeg græder mig selv i søvn stort set hver eneste nat, og jeg sover altid så utrygt og har frygtelig tit mareridt. Hvis jeg vågner om natten, kan jeg ligge og tænke på livet og tilværelsen i flere timer, og det ender altid med at jeg bliver ked af det.

Mine forældre skændes tit, og ofte også med mig. Vi har de seneste par uger haft en masse samtaler om at vi alle bliver nødt til at tage os sammen, da min far er på antidepressiv medicin og har været det i 3 år, og min mor er meget stresset over arbejdet, og selvom hun ikke siger det, så ved jeg at det påvirker hende meget at have en mand på antidepressiv medicin.

Det er svært at være mig, som jeg nok allerede har sagt, men det er det virkeligt, for jeg ved ikke hvor jeg skal råbe højt med at jeg har det rigtig dårligt med mig selv og med det at være mig, jeg ved ikke hvem jeg skal råbe det til, og jeg ved heller ikke hvad jeg så skal sige, når den person så har hørt at jeg råber. Jeg har absolut intet håb tilbage om at min selvtillid bliver højere, at mit liv giver mere mening, at nogen vil forstå mig, at jeg får en god veninde, at jeg kan rumme min dagligdag, og at jeg bliver sund. Det håb er for længst løbet ud i sandet.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil så gerne være glad og bare kunne leve livet uden hele tiden at skulle være ked af det. Jeg vil så gerne kunne gøre min kæreste glad, og jeg vil ikke skælde ham ud mere. Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde ham, så ville mit liv for alvor ikke være værd at leve.

Alt det jeg har skrevet, har jeg bare skrevet ud i en lang smøre, og jeg har grædt mens jeg har skrevet rigtig meget af det, bl. a. når jeg har skrevet ting om min kæreste, fordi jeg jeg elsker ham rigtig højt, og jeg ved hvor ked af det han bliver, når jeg bliver hidsig, eller når jeg fortæller ham at jeg er ked af det. Jeg ønsker virkelig at blive glad og få det godt med mig selv og mit liv.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit flotte og ærlige brev. Jeg bliver meget rørt, når jeg læser om dine tanker og dine beskrivelser af, hvordan du har det lige nu.

Du skriver, at du ikke ved, hvem du skal råbe højt til, at du har det dårligt med dig selv. Du skriver også, at du ikke ved, hvad du skal sige bagefter til den person, der hører, at du råber højt. Jeg er derfor meget lettet over, at du skriver ind til os – du tør råbe højt, og jeg hører din stemme meget tydeligt. Jeg vil forsøge at kommentere på dine tanker bl.a. om din kæreste, om følelsen af at du burde være glad og at dit liv ikke giver mening lige nu. Det er vigtigt, at du finder frem til noget, du kan gøre her og nu, så du kan sove bedre. Jeg vil skrive højt, hvad jeg tænker du kan gøre, så det igen bliver okay og nemmere for dig at stå op og oplever en ny dag.

Dit brev er utrolig flot formuleret, og jeg er meget imponeret over, hvor god du er til at beskrive dit liv og dine tanker. Når jeg læser dit brev, får jeg mest af alt lyst til at give dig et stort kram. Du skriver, at du føler, at du ikke kan tage dig sammen til noget, og at du ikke har noget håb tilbage om, at det bliver godt igen, men det her brev er for mig at se skrevet af en fighter. Med½ fighter mener jeg, at du netop ikke giver op. Jeg kan høre, at du hver dag kæmper for at leve op til ”det rigtige”, fx når du fortæller mig, at du så gerne vil gøre din kæreste glad, at du vil leve sundt, lave dine lektier og i det hele taget bare være glad.

Min første reaktion på dit brev er: Sikke mange og høje krav, du skal leve op til. Jeg kan virkelig godt forstå, hvis du har svært ved at få plads til det hele og forstå det hele. Jeg tror, at de fleste mennesker ville blive ekstrem forpustet og opgivende, hvis de skulle lykkes på alle de områder, som du skriver om her. Jeg får lyst til at spørge dig, hvad du selv ville sige til en veninde, hvis hun fortalte dig, at hun hver dag kæmper for at gøre det rigtige, men at hun hele tiden føler, at det ikke er godt nok det, hun gør? Jeg vil også fortælle dig, at du bestemt ikke er alene med følelsen af ikke at kunne gøre det godt nok og være glad nok. Jeg taler med mange unge mennesker, der stiller så urimelige høje krav til dem selv og deres liv, at det virker helt umuligt at skulle lykkes med det hele. Jeg forestiller mig, at det er som at løbe efter en bold, der hele tiden triller væk fra én.  

Du skriver, at du har rigtig svært ved at forstå, hvordan pigerne fra din klasse, bare lige kan lave lektier uden det store problem, og hvordan de overhovedet kan være glade. Her tænker jeg, om der mon ikke også er piger fra din klasse, der ligesom dig har bekymringer om, hvordan de skal se ud, hvad de skal blive til, at de burde være mere glade osv? Det er bare ikke altid bekymringerne og usikkerheden, man snakker om. Forstår du, hvad jeg mener her? Hvis man ikke kan sige højt, at man har det svært med sig selv, og hvis det kun er det perfekte liv, som du og dine klassekammerater taler om, så tror jeg, at man meget nemt kan føle sig ensom og alene med sine problemer. Giver det mening for dig?

Jeg ved ikke, om du har forsøgt at fortælle nogle fra klassen eller en anden veninde, om de tanker, du oplever lige nu? Måske forstår de dem bedre, end du tror? Det kan være svært at vise sårbarhed - at turde råbe højt, at man ikke har styr på det hele. Omvendt så tror jeg kun, det er super mennesker, der hele tiden er i kontrol og gør alt det rigtige. Jeg tror egentlig heller ikke på, at de super mennesker findes.

Jeg tror, det er vigtigt, at du ligesom med dette brev får ”råbt videre” til andre, at du lige nu har brug for hjælp til at få styr på alle de tanker, dit hoved er fyldt med. Det er helt okay og nogle gange faktisk nødvendigt at turde bede om hjælp. Du skriver, at du for et halvt år siden var tæt på at få diagnosen anoreksi. Jeg ved ikke hvem, der hjalp dig og snakkede med dig om det dengang? Var du i en form for behandling? Jeg tænker også på, hvem der hjælper dig nu i forhold til dine tanker om mad? Når man som du lige nu oplever, at det er svært at rumme sit liv, så nævner flere unge for mig, at mad og tanker om mad kan fylde rigtig meget. Mad og krop hænger sammen, og skal man samtidig leve op til et ideal om slank og smuk krop, så kan det være svært at holde op med at fokusere på hvad man må og ikke må spise.

Du skriver, at dine forældre og din sundhedsplejerske har svært ved at forstå, hvor meget de her ting fylder i dit hoved. Hvor meget har du mon fortalt dem? Jeg tror, det er vigtigt, at du får lagt kortene på bordet her, så personerne omkring dig kan hjælpe. Har du lyst til at tale med din sundhedsplejerske igen? Måske kan du vise ham/hende dit brev? Det er så flot et opråb. Jeg ved ikke, om det er en mulighed for dig?

Jeg kan forstå, at både din mor og far er presset for tiden. Det får mig til at tænke på, om der lige nu hjemme hos dig er plads til, at du kan råbe højt og være sårbar? Ved din mor og far, at du har det svært lige nu? Måske har du mod på også at lade dem læse dit brev. Det er svært for mig at afgøre, om snakken med sundhedsplejersken og dine forældre er nok for dig. Måske kunne det være en hjælp for dig at få mere professional hjælp til at holde styr på dine tanker. Hvis du tænker at samtaler med en psykolog kan være en hjælp, så kan du måske sammen med din mor få tid hos din læge. Det er som regel din læge, der kan hjælpe med henvisning til psykolog. Det er blot endnu en mulighed, jeg lister op her.

Med hensyn til din kæreste, så kan jeg forstå på dig, at du har det rigtig svært med, at du nogle gange kommer til at skælde ham ud. Jeg kan høre, at du holder rigtig meget af ham, og jeg er sikker på, at du gør dit bedste, for at vise ham det. Jeg vil sige til dig, at det kan være svært, at passe på andre og tage hensyn til andre i perioder, hvor man selv har det svært. Jeg tror, det er vigtigt, at du får fortalt ham, at du lige nu har svært ved at forstå tingene og finde rundt i dem. Hvor meget ved han mon allerede om dine mange tanker? Måske kan du skrive ham et brev, eller I kan cykle en tur, hvor du kan lufte dine tanker. Du behøver jo ikke fortælle ham alle detaljer. Måske har du lyst til at ringe ind til os på børnetelefonen. Så kan du snakke videre med en rådgiver om, hvordan du kan starte en snak med dine forældre og din kæreste. Jeg kan forstå, at det især er, når du og din kæreste laver mad sammen, at du nemt blive hidsig. Måske kunne I ændre rytme, og lave noget nyt sammen – noget der ikke handler om mad. Kan du komme i tanke om noget, som du synes der er rart at lave sammen med ham? Noget hvor du slapper af. Nogle gange er det godt at ændre vaner. Måske vil du endda oplever, at du kommer til at grine eller glædes over noget.   

Jeg tror, at det er meget få mennesker, der hele livet går rundt og er glade og lykkelige. Måske er det faktisk helt okay, at man i perioder bare synes, at ting er ok. Er det forkert nogle dage bare at være ligeglad? Når det er sagt, så er det vigtigt og nødvendigt, at du kan sove godt om natten, og hvis følelsen af ligegyldighed varer ved, så skal du råbe højt, som du gør nu.

Jeg håber, du har mod på at fortælle højt til dine forældre, sundhedsplejersken, din kæreste og måske andre fx. os på telefonen eller chatten, at du lige nu har brug for hjælp.

Jeg sender dig en masse gode tanker.

De bedste hilsner

BørneBrevkassen   

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat