Forvirret
Hej bb.
Jeg har rigtig svært ved at rumme mit liv for tiden, eller det vil sige, faktisk i flere år har jeg haft svært ved at få plads til det hele og forstå det hele.
For et halvt år siden var jeg så tæt på at få diagnosen anoreksi, og nu har jeg svært ved at lade være med at spise. Egentlig kan jeg ikke lide at spise, jeg får skyldfølelse når jeg gør det, men når jeg spiser søde sager, såsom chokolade og slik, så gør det mig alligevel lidt gladere.
Jeg har tit svært ved at forstå tingene og finde rundt i dem. Jeg kan ikke priotere min hverdag sådan at jeg har tid og overskud til at lave lektier. Faktisk, så er det meget sjældent at jeg laver lektier, og her på det sidste er jeg blevet ligeglad med skolen. Jeg har svært ved at forestille mig min fremtid, og jeg kan ikke se at jeg nogensinde bliver til noget.
Jeg er ligeglad med min hverdag og med mit liv, dagene skal bare overstås. Jeg går i bad måske 2 gange om ugen, for jeg kan ikke se hvorfor jeg skal gå i bad, eller hvorfor jeg skal børste tænder.
Jeg vil gerne uddanne mig højt og tjene penge, så jeg kan gøre mine børn lykkelige. Jeg vil også gerne leve sundt, dyrke motion og spise varieret og i det hele taget bare gøre alt det rigtige. Jeg tænker tit på mig selv som én ud af de syv milliarder mennesker i verden, og jeg kunne ikke forestille mig at verden ville have været anderledes uden mig.
I starten af ottende klasse skiftede jeg skole, til den skole jeg går på nu, og det er en rigtig god skole faktisk. Jeg har bare haft svært ved at finde en rigtig veninde, som jeg kan stole på og lave ting med, uden at være bekymret for hvad jeg siger eller gør. Jeg har jo min kæreste gennem 8 måneder, som går i min parallelklasse, men jeg savner at have sådan en god veninde ved min side. Jeg føler mig tit ensom, selvom jeg ikke er det, da jeg snakker rigtig godt med alle fra hele årgangen.
Jeg har svært ved at tage mig sammen – eller sagt på en anden måde, jeg kan ikke tage mig sammen til fx det med at leve sundt, at lave mine lektier og i det hele taget bare det at være glad.
Min kæreste konfrontere mig tit med at jeg bliver så nemt hidsig, og jeg siger altid at jeg nok skal lade være med at blive det, men det kan jeg bare ikke. Fx når vi laver mad sammen, så bliver jeg rigtig sur over at han ikke følger opskriften, eller når vi er i skole kan jeg også blive sur hvis han ikke lige gør det jeg beder ham om. Jeg tror jeg bliver sur, fordi mit hoved er fyldt op med så mange bekymringer og ting, at hvis alt ikke går efter min plan, så kan mit hoved og mine følelser ikke følge med.
Der er mange ting, der ikke kan gøre mig glad, men som jeg burde være glad for. Jeg fik et par nye sko i dag og jeg føler faktisk ikke rigtigt noget omkring det. Til min konfirmation, det var da en god dag, men når jeg tænker tilbage på det er det ikke sådan så det var den bedste dag i mit liv, som mange af pigerne fra min klasse har sagt at deres dag var. Jeg har det lidt som at jeg er konstant ked af det, og de ting jeg så burde være glad for, bare er ting der er ”ok”…
Min selvtillid er uden tvivl ualmindeligt lav. Jeg har som sagt svært ved at tage mig sammen til noget, og når jeg så har taget mig sammen, så er jeg mere end sikker på at det jeg har gjort, ikke er godt nok. Jeg er for tyk, og jeg ved det også godt, men jeg bliver alligevel ikke gladere af at være tynd, for hvorfor skulle jeg blive det.
Jeg har rigtig svært ved at forstå pigerne fra min klasse, hvordan de bare lige kan lave lektier uden det store problem, og hvordan de kan blive så glade for at få en ny neglelak eller hvad det måtte være. I det hele taget har jeg rigtig svært ved at forstå hvordan de overhovedet kan være glade. Sidste gang jeg for alvor var glad, var i en halv time, den 14. Januar 2013. Der havde min kæreste og jeg lavet mad sammen, og jeg havde skældt ham en helt masse ud for at han ikke fulgte opskriften, men det var rigtig dejligt at spise maden med mig, og det var dér, jeg var glad.
Det er rigtig svært for mig at fortælle nogen om alle de ting der foregår i mit hoved, fordi hverken mine forældre, sundhedsplejersken eller nogen anden forstår hvor meget de her ting fylder i mit hoved, og hvor længe de har forstyrret min dagligdag. Jeg skiftede netop skole for at få det bedre, men det er ligesom bare blevet det samme igen nu. Jeg synes det er ulideligt at være mig, og jeg kan ærlig talt ikke holde det ud mere. Jeg græder mig selv i søvn stort set hver eneste nat, og jeg sover altid så utrygt og har frygtelig tit mareridt. Hvis jeg vågner om natten, kan jeg ligge og tænke på livet og tilværelsen i flere timer, og det ender altid med at jeg bliver ked af det.
Mine forældre skændes tit, og ofte også med mig. Vi har de seneste par uger haft en masse samtaler om at vi alle bliver nødt til at tage os sammen, da min far er på antidepressiv medicin og har været det i 3 år, og min mor er meget stresset over arbejdet, og selvom hun ikke siger det, så ved jeg at det påvirker hende meget at have en mand på antidepressiv medicin.
Det er svært at være mig, som jeg nok allerede har sagt, men det er det virkeligt, for jeg ved ikke hvor jeg skal råbe højt med at jeg har det rigtig dårligt med mig selv og med det at være mig, jeg ved ikke hvem jeg skal råbe det til, og jeg ved heller ikke hvad jeg så skal sige, når den person så har hørt at jeg råber. Jeg har absolut intet håb tilbage om at min selvtillid bliver højere, at mit liv giver mere mening, at nogen vil forstå mig, at jeg får en god veninde, at jeg kan rumme min dagligdag, og at jeg bliver sund. Det håb er for længst løbet ud i sandet.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil så gerne være glad og bare kunne leve livet uden hele tiden at skulle være ked af det. Jeg vil så gerne kunne gøre min kæreste glad, og jeg vil ikke skælde ham ud mere. Jeg er sikker på, at hvis jeg ikke havde ham, så ville mit liv for alvor ikke være værd at leve.
Alt det jeg har skrevet, har jeg bare skrevet ud i en lang smøre, og jeg har grædt mens jeg har skrevet rigtig meget af det, bl. a. når jeg har skrevet ting om min kæreste, fordi jeg jeg elsker ham rigtig højt, og jeg ved hvor ked af det han bliver, når jeg bliver hidsig, eller når jeg fortæller ham at jeg er ked af det. Jeg ønsker virkelig at blive glad og få det godt med mig selv og mit liv.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
