Kære Pige på 14 år
Mange tak for dit brev. Du skriver, at du gerne vil elske dig selv og blive en del af det hele igen. Du har mange tanker, der fylder. Det kan nogle gange være svært at finde ud af, hvad man skal gøre med alle de tanker. Hvor er det godt, at du har skrevet herind til BørneTelefonen, så jeg forhåbentlig kan hjælpe dig.
Du skriver, at du har prøvet at være en anden for, at de andre kunne lide dig. Jeg har skrevet med flere, som har gjort det samme som dig. Jeg tænker, at det er naturligt, at man gør nogle ting anderledes for at prøve at “passe ind”. Du skriver, at det var dumt. Det får mig til at tænke, at du selv kunne mærke, at det ikke føltes rigtigt at lave om på dig selv for at være med. Jeg synes, det er super flot, at du mærker efter, hvad der føles rigtigt for dig. Det føles ikke rigtigt for dig at lave om på dig selv. Den følelse tænker jeg er vigtig for dig at holde fast i. Jeg plejer nemlig at sige, at man er lige som man skal være – og det er du også.
Samtidig vil jeg også sige, at i puberterten sker der rigtig mange ting med den fysiske og mentale udvikling, som påvirker os. Det kan være hormonerne, der gør at vi får større udsving i humør og overskud. Derfor er det også godt, at du giver tid til at lade op. Man afprøver også forskellige udgaver af sig selv sammen med andre eller hjemme med sig selv, så man kan se sig selv på forskellige måder. Det er fx vores evne til; at reflektere, tænke mere over tingene og evnen til at se selv udefra, som udvikler sig. At kunne se sig selv udefra sammen med andre, kan også medvirke til, at vi bliver kritiske overfor os selv – og ofte alt for kristiske. Måske kan du genkende det hos dig selv? Hvis du tænker tilbage i tiden, kan du måske huske, at du var mere ubekymret og “bare” gjorde eller sagde det, du lige have lyst til? Man kan nemlig godt komme til at være rimelig hård i sin kritik af sig selv. Måske er det her, du skal øve dig i, at se dig selv med “nye”øjne og være lidt mere opmærksom på, at du nok gør det bedste du kan. Det tænker jeg, at ville være godt at øve sig på. Måske kunne du få en snak med dine veninder og høre dem om, hvordan de går og har det. I kunne måske sammen øve jer i, at se det gode ved jer selv. Det kan fx være at spørge om, hvad synes I er godt ved mig?
Du har et ønske om, at du gerne vil elske dig selv. Det får mig til at tænke at du er en stærk pige. Jeg synes nemlig, at det viser, at du passer på dig selv. Og det er altså ret sejt! Du har allerede selv prøvet at hjælpe dig selv ved at få nye venskaber. At turde hjælpe sig selv er en rigtig god egenskab at have. Den har du. Nogle gange kan man også godt have brug for andres hjælp. Derfor tænker jeg, at det vil være godt for dig at snakke med nogle voksne om de tanker, som du går rundt med.
Jeg tænker på, om du mon har fortalt dine forældre om, hvordan du har det? Hvis ikke du har fortalt dem om dine tanker, så tror jeg, at det vil være en god ide at gøre det. Jeg er ret sikker på, at de vil sætte pris på at få det at vide. Så kan de nemlig hjælpe dig med at få det godt. Hvis de får det at vide, kan du også nemmere fortælle dem, når du har en dårlig dag. Så kan du snakke med dem, de kan trøste dig, og I kan lave noget hyggeligt sammen. Det kan for eksempel være at se en film sammen i stuen.
Det kan måske også være rart for dig at snakke med en af dine lærere om det. Hvis du ikke selv har lyst til at fortælle det, kan dine forældre snakke med din lærer. Dine lærere har ansvaret for at alle i klassen har det godt. De er også vant til at snakke om nogle af de tanker, som kan være svære. Derfor kan en lærer være en god hjælp. Du kan fortælle din lærer, at du føler, at det er svært at være dig selv henne i skolen, og at du faktisk er ked af det. Du kan også fortælle, at du ikke kan lide at række hånden op og sige noget foran de andre, og at du rigtig gerne vil være mere med i fællesskabet.
Måske kunne din lærer tage en fælles snak med hele klassen om, hvordan man er gode venner og klassekammerater. Her kunne I i klassen snakke om, hvordan man gøre det rart og trygt at række hånden op. I kunne også snakke om, om I mon kunne lave noget sammen med hele klassen. Det kunne for eksempel være at holde en fest, tage i biografen eller lave hjemmebiograf. Hvis du har lyst kan du for eksempel invitere din klasse hjem til hjemmebiograf eller noget andet sjovt.
Din lærer kan også hjælpe dig med at komme til at snakke mere med nogle af de andre. For eksempel kan din lærer sætte dig i gruppe med nogen af dem, som du gerne vil snakke med, når I skal lave gruppearbejde. Hvis du har lyst, kan du prøve at foreslå det til din lærer.
Hvis du synes, at det er svært at snakke med nogle voksne om, kan du vise dem dit brev og mit svar. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Jeg håber også, at du har mod på at følge nogle af mine råd. Det er nemlig ikke meningen, at man skal gå rundt og hade sig selv og føle sig udenfor fællesskabet. Du har allerede vist, at du er stærkt, og at du passer på dig selv. Det har du gjort ved at prøve at hjælpe dig selv. Du passer på dig selv ved at bede om hjælp til at elske dig selv. Det føles nemlig ikke rigtigt for dig at være en anden. Det synes jeg er beundringsværdigt. Hold endelig fast i den styrke du har til at passe på dig selv. Jeg er ret sikker på, at der er nogle omkring dig, som er klar til at hjælpe dig. Det er bare om at hive fat i dem.
Kærlig hilsen BørneTelefonen