Føler mig værdiløs
Hej, jeg er en pige på 18.
Jeg føler mig ofte værdiløs, og ved ikke hvad pointen er med min vejrtrækning. Jeg tænker ofte på, hvor lidt betydning mit liv har. At vi alle er små prikker i universet, der når som helst kunne forsvinde, og at det ville være ligemeget. Måske ville ens nærmeste blive ramt af sorg i en begrænset tidsperiode, men de kommer til at leve videre alligevel, og så har det jo ikke haft den store indflydelse. Jeg er nogle gange bange for at snakke til folk, og at de så synes, jeg er irriterende.
Jeg har en del nære venner, der ikke aner, hvor slemt det står til, hvilket jeg ville ønske de gjorde – men vil ikke bebyrde dem med mine dystre tanker og trække dem med ned, det hader jeg selv, når andre gør.
Jeg har altid tænkt meget over små ting – hvis nogen aflyser en aftale eller unfollower mig på Instagram, kan jeg blive helt sønderknust. Da min sommerflirt droppede mig og gik tilbage til sin utro ekskæreste, blev mit ego minimeret til det mindste, og det er der, alt startede. Jeg tænkte, at hvis en pige, der er utro, er bedre end mig, må jeg godt nok være forfærdelig.
Nogle gange drikker min mor sig stangstiv – hun bliver hverken voldelig eller aggressiv eller noget, men reagerer bare ikke, når man snakker til hende, og det har gjort mig pænt rasende. Det har så ført til at jeg har sagt nogle rimelig grimme ting til hende. Mange har det sådan, at de ikke kan vælge mellem deres forældre, fordi de elsker dem lige højt, men jeg kan ikke relatere. Jeg synes min far har mere ret til at leve end min mor, og ville snildt kunne vælge imellem dem. Jeg er godt klar over, at det lyder sygt, men sådan er jeg desværre begyndt at tænke.
Mine mørke tanker fylder så meget for tiden, at jeg ikke kan finde ud af at lave mine afleveringer, eller søge job, da jeg tænker det alligevel ikke bliver godt nok, og frygten for at blive afvist eller få en dårlig karakter er for stor. Jeg vil så gerne være, som jeg plejede at være engang. I sommeren 2017 kaldte jeg mig selv lykkelig, og nu har jeg glemt, hvordan det føltes.
Selvom jeg regelmæssigt ses med venner og glemmer alt det dårlige, føler jeg mig bare så alene med mine tanker når jeg så kommer hjem igen. Jeg føler, at alle andre har det fint, selvom jeg sagtens kan tænke mig til, at det ikke er tilfældet, men at de nok bare skjuler det, ligesom jeg selv gør.
Grunden til at jeg skriver, er fordi det i lørdags gik grueligt galt – jeg var i byen og endte med at gå grædende hjem, mens jeg sagde til folk livet ikke var værd at leve. Jeg skammer mig så meget over det. Tænk, hvor uattraktiv de må synes, at jeg er. Jeg har tænkt på at gå til psykolog, men har ikke de økonomiske midler til det, da jeg jo er jobløs, og bruger min SU på tøj og drinks og alt muligt som mit overfladiske jeg føler er vigtigt.
Overfladiskheden fylder også meget. Hvis jeg får for lidt likes på et billede, får jeg det dårligt med mig selv, og hvis nogen viser interesse for mig af modsat køn, tjekker jeg om de har nok følgere og likes, før at jeg kan tillade mig selv at blive bekendt med dem. Jeg er mere ked af det end jeg er glad.
Jeg bliver student til sommer og vil bare gerne kunne fungere nogenlunde snarest muligt inden, så jeg ikke flipper ud som i lørdags igen og ødelægger folks syn på mig. Hvis du/I kender alternativer til en psykolog, tager jeg gerne imod – har snakket med forældre og udvalgte venner, men vil gerne have det sat i perspektiv af en fremmed evt. professionel, som kan give mig værktøjer til at gøre min hverdag lidt bedre.
Jeg vil gerne understrege jeg ikke er selvmordstruet, da jeg nok aldrig ville tage mig sammen til at gøre det, og fordi jeg indenunder alt det her har et stærkt håb og en tro på, at jeg kan få det bedre.
På forhånd tak fra den 18-årige
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.