Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Føler mig grim..

Hej BB.

Jeg føler selv at jeg ikke er pæn/lækker/smuk og jeg hader mit udseende.. Jeg har før fået at vide f.eks. er der en der har sagt til mig: “Hvis du tager det og det tøj på kan vi tage hjem til mig og gøre dig tiltrækkende”. Nogle piger siger jeg er pæn og 2-3 drenge synes jeg er smuk. Jeg ville VIRKELIG gerne have at vide hvorfor jeg har det som jeg har og hvad jeg kan gøre for at blive “pæn” men stadig være mig selv. Hvad skal jeg gøre?

– S’er

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S'er

Tak for dit brev! Det kan være noget rigtig svært noget, det med hvordan man ser ud og hvem der bestemmer, hvad der er smukt og pænt.. For der er nogen ting man godt kan ændre ved sit udseende, men samtidig er der også noget ved måden som vi ser ud på, som vi bare må acceptere, da det ikke sådan lige er til at lave om..

Når man samtidig er i din alder, så ændrer kroppen sig løbende og inden man når alderen, hvor kroppen er færdig med at vokse og ændre sig, så kan der nogle gange være tidspunkter, hvor man ikke synes, man selv er verdens smukkeste.. Og sådan tror jeg, at der er rigtig mange, som oplever at have det på et eller andet tidspunkt i deres liv.

Den anden side er så, hvem der bestemmer, hvad der er smukt og lækkert.. Er det en selv, ens forældre, ens veninder eller noget helt fjerde? Eller måske er det en god blanding af det hele.. Og både ens egne holdninger og selve moden er jo heldigvis også noget der ændrer sig med tiden. Nogle perioder passer moden til korte ben og andre perioder passer moden til lange ben, hvis man altså har lyst til at følge moden..

Du fortæller både lidt om, hvad du selv synes, og hvad du tænker nogle af de andre, synes om dit udseende.. Det ville være skønt, hvis vi kunne være helt ligeglade med hvad andre synes, men det er altså noget der er svært for rigtig mange mennesker.

Men det gamle ordsprog med at  ”skønhed kommer indefra” er ikke helt tosset, for der kan ske noget særligt med et menneskes udstråling, når de har det godt med sig selv og deres udseende. Så kan de udstråle sådan en styrke, så de bliver stærke og pæne at se på, på trods af at de måske har en bums på næsen eller et krøllet øre..

Kender du mon nogen som har sådan en udstråling? Hvis du gør, så prøv at tænk på om den person egentlig ikke ser meget almindelig ud, men på grund af den udstråling sker der noget med hans / hendes udseende? Og det er lidt det, man mener med, at skønheden kommer indefra – hvis du selv tror på det, og selv synes at du har nogle smukke sider både som person og i dit udseende, så vil du også udstråle det til andre.

Du spørger, hvorfor du har det, som du har.. Da jeg ikke kender dig udover det, du har skrevet i brevet, så bliver det jo gætteri fra min side - så hvis ikke du synes, det passer, så er det nok fordi, jeg har gættet forkert.

Jeg vil umiddelbart tænke, at du måske har det lidt som mange andre mennesker; der gerne vil være en del af fællesskabet. Vi mennesker er flokdyr, og har derfor behov for at være en del af et fælleskab, vi vil gerne passe ind og ligne de andre. 

Men for nogen er det ikke tilstrækkeligt at være en del af flokken, de vil gerne være som nogle af dem i flokken, som de andre synes godt om.. Tror du det kunne være sådan nogle tanker, som du lige nu er optaget af.. Hvordan du kan passe ind i den del af flokken, som du synes, er de attraktive..?

Måske er du i en periode, hvor du ser lidt mere kritisk på dig selv og begynder at finde fejl ved dig selv? Kan du genkende det? Men i stedet kunne det måske hjælpe dig, at starte med at finde dit yndlingssted på din egen krop. Hvilket sted på din krop synes du aller, allerbedst om? Måske er der mere end et sted, du synes rigtig godt om? Bagefter kan du se om der mon er nogle steder på din krop, som du bare synes godt om.. Og lige så stille kan du tvinge dig selv til at ændre syn på dig selv og fokusere på de steder eller sider af dig selv, som du godt kan lide..

En anden ting der måske også er vigtig for dig, det er at lægge mærke til dem, der synes du er smuk – både drenge og piger! Ikke fordi du skal være afhængig af andres bedømmelse, men der er faktisk nogen, som du ved, synes du er smuk! Fedt, det må du da rigtig gerne tage til dig og øve dig i at blive glad for.

Jeg synes, det er så skønt at høre, at du er bevidst om, at du gerne vil blive ved at være dig selv og ikke ændre dig som person! Så jeg tror måske, at det, der vil hjælpe dig mest, er at prøve at tvinge dine tanker til nogle nye tanker, som jeg har prøvet at beskrive tidligere.. Kunne du have mod på at forsøge det?

Hvis man kigger på sig selv i spejlet hver dag og smiler stort mens man siger, ”hvor er du bare smuk” – så er der mange som mener, at  man faktisk også bliver smuk!

Du er selvfølgelig altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen 116 111 hvis du har brug for flere svar på dine tanker..

De bedste hilsner fra

BørneBrevkassen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat