Brev

Føler mig ensom, trist og helt unødvendig.

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige, Tak for dit brev. Du virker som en meget sød og betænksom pige, og jeg tror du er rigtig rar at være sammen med. Ud fra det du skriver kan jeg forstå at du godt kunne tænke dig nogle råd til hvordan man får et bedre selvværd, får det bedre med sin egen krop, og til ikke at føle sig udenfor i klassen, så du ikke skal være trist og kan trives bedre i din dagligdag.

Du er rigtig god til at mærke efter hvordan du har det og sætte ord på. Det virker også som om du er god til at mærke hvordan andre har det. Det er en utrolig god evne at have. Nogle gange finder man først ud af at man er ked af det og har brug for hjælp når ens krop siger stop.  Måske var der det der skete da du vågnede op en dag og ikke kunne bevæge dig? Jeg er glad for at din mor tog det alvorligt og søgte hjælp. Hun lyder som en god mor og som en mor der også gerne ville vide at du hos lægen ikke havde modet til at være 100% ærlig, da du fik lavet en depressionstest og at du stadig er trist.

Selvom jeg godt ved at man nogle gange kan føle at man er den eneste der går rundt med de følelser som du går rundt med, kan jeg fortælle dig at det er der faktisk mange børn og unge der gør. Måske endda din mor har haft det sådan da hun selv var barn og kan huske hvad der hjalp hende videre? Jeg håber du vil fortælle din mor, om hvordan det er at være dig lige nu og foreslå hende, I igen sammen tager en snak med lægen, så du kan få den hjælp du har brug for?

Jeg er glad for at høre at du interesserer dig for mange forskellige ting såsom drama og gymnastik. Du er også meget kreativ, skriver du, og det har dine klassekammerater og lærer også bemærket. Jeg forestiller mig at du går op i de her ting fordi det gør dig glad. Det er rigtig godt at gøre noget som gør en glad da det faktisk er første skridt på vejen til at få et bedre selvværd. Selvværd er nemlig noget der kommer indefra.

Noget jeg ved har hjulpet andre børn er at skrive en slags dagbog, ligesom du og din mor snakkede om efter du havde været hos lægen. Det der hjalp dem var særligt at de besluttede sig for hver dag at skrive 10 gode ting der var sket eller de havde oplevet også selvom de ikke følte det havde været en god dag. På den måde prøvede de at ændre fokus og hjælp til også at se det positive. Jeg kunne forestille mig at du, med dine kreative evner, ville kunne lave en rigtig fin dagbog og måske også holde af at udsmykke den og på den måde gøre den særlig for dig? Måske du kan spørge din mor om hun vil støtte dig I at få skrevet dagbog, det kan også være en god måde I sammen kan få snakket om din hverdag og dine følelser/tanker?

Du fortæller også at det er din krop der er værst for dit selvværd. Jeg ved godt at mange af de pæne piger i film og blade er tynde (og ofte usundt tynde), men det er jo meget langt fra hvordan det er i virkeligheden, hvor alle mennesker er forskellige og ser forskellige ud. Her er det ikke nødvendigvis de tynde der er de pæneste og dem der er mest populære, men snarere de som lever sundt og har det godt med sig selv. Der er vel også en grund til at man siger ’skønhed kommer indefra’.

Det er flot at du tænker over at spise sundt og dyrke motion da det jo er vigtigt for et godt helbred. Vidste du at det faktisk er ens forældres ansvar at hjælpe deres børn med at være sunde? Det lyder som om din mor godt ved det og også køber sundt ind. Hvordan mon din far kunne blive gjort opmærksom på det? Det at spise sundere ville jo ikke kun være godt for dig, men også for ham selv og den nye kvinde han bor sammen med.

Desuden vil jeg fortælle dig at mange børn faktisk er lidt buttede før de kommer i puberteten, men bliver slanke når de begynder at blive højere da de bruger energi på vokse ’opad’ og ikke ’udad’. Jeg tænker det måske var medvirkende til at dine søskende, der vejede for meget tidligere, ikke længere gør det og at det nok derfor også sker for dig når din pubertet for alvor starter lige om lidt. Måske du og din mor, når I skal tale med lægen næste gang, også kan fortælle om dine tanker omkring din krop. Lægen vil kunne give både dig og din mor råd til, hvordan I i dagligdagen sammen kan levere sundere, men også fortælle dig om kroppens udvikling, hvad tænker du om det.

Jeg er klar over det kræver mod at være 100% åben og ærlig overfor din mor og lægen. Men jeg tænker du har været ærlig i dit brev til os, så flot og modigt. Måske en ide kan være du viser din mor og måske også lægen dit brev til os og mit svar. Jeg ved fra andre unge, det kan være en god måde at få startet en snak, som kan være svær.Du er også altid velkommen til at ringe til Børnetelefonen på 116111, hvis du har brug for det. Jeg håber du vil bruge det mod som du har vist ved at skrive dit brev til at dele dine tanker med en voksen der kan hjælpe dig med at ændre de ting som gør at du ikke er glad. Jeg tror i hvert fald på at du kan!  

Kærlige hilsner, BørneTelefonen 

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat