Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Falske tanker føles virkeligt

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 18 år

Det lyder godt nok rigtig hårdt, at der kommer alle de her tanker til dig, som gør dig i tvivl og ked af det. For det lyder til, at du og din kæreste elsker hinanden, er meget glade for hinanden og gerne vil hinanden, til trods for afstanden. Det er okay, at man kan blive usikker fx, men jeg forstår, at det er rigtig svært, når det er så ofte og føles så voldsomt, som det lyder til i dit brev.

Så først og fremmest er det virkelig godt, at du har skrevet brevet her, sådan at du ikke skal gå og tumle med de her tanker og oplevelser alene.

Jeg ser, at du faktisk gennem dit brev er rigtig god til at skelne og veksle mellem det, du beskriver som logisk tænkning, og på den anden side de her grimme og uægte tanker der kommer til dig, og gør dig usikker, utryg, trist, osv.

Det er virkelig stærkt gået! Og jeg tænker at det er en evne, du kan blive ved med at bruge på vejen mod at blive gladere. Nemlig at forsøge at stoppe op og se hvornår det er følelserne og tankerne der spiller dig et puds, og hvornår der er ”reel” grund til bekymring.

Det at bekymre sig i selv, er jo ikke en dårlig ting. Sådan er vi mennesker indrettet, sådan at vi passer godt på os selv. Det skal bare helst ikke tage overhånd, sådan at tankerne spænder ben for os, og de ting, vi gerne vil i vores liv.

Hvad angår især bekymringerne og usikkerheden i forhold til din kæreste, så tænker jeg sådan, om man ikke kan prøve at se bekymringerne som et tegn på, at du er virkelig glad for din kæreste og ønsker dig, at I skal have det godt. Jeg håber, at det giver mening?

Du skriver, at du snart skal til psykiater. Jeg tænker, at det er en rigtig god idé, når du beskriver at du døjer med OCD. Men det virker også til, at du er bekymret for, om der måske kan være tale om fx depression eller angst. Hvis jeg har forstået det rigtigt? Uanset hvad er det en rigtig god idé at få noget hjælp og støtte, for det er nogle svære ting og tanker at gå og tumle med selv.

Nu ved jeg ikke, om du også tidligere har prøvet fx at gå til psykolog. Men du kan overveje, om det kunne være noget for dig også. Og ellers handler det nok om at forsøge, at arbejde så meget som muligt med psykiateren.

Selvom det er hårdt og man kan blive nervøs over at skulle snakke med nogen omkring ens udfordringer, så tænker jeg, at det er helt rigtigt og et flot skridt mod at få det bedre.

Måske kan det også være hjælpsomt for dig at kigge på Psykiatrifondens Mentale Motionscenter, og prøve nogle af øvelserne af? Der er mange forskellige slags; skriveøvelser, mindfulness, åndedrætsøvelser og i det hele taget bare gode tips og tricks.

Idéen med øvelserne er at finde nogle ting, der kan forhindre de hårde tanker, når du kan mærke, at de er på vej. Men det kan også være at få dem lidt på afstand, når først de fylder for meget. Det kan forhåbentligt give ro til, at de logiske og positive tanker kan få lov til at fylde lidt mere hos dig. Hvis du kan følge mig?

Jeg fornemmer, at du allerede har prøvet at sige til din kæreste, hvad du har brug for i jeres forhold. Mon du kan prøve at forklare ham lidt mere om, hvorfor du har brug for, at han fortæller dig, at han fx elsker dig. Og mon du har mod på at fortælle ham mere om, hvordan du har det?

Det kan måske være hjælpsomt at skrive det ned i et brev eller en besked, som både du har god tid til at skrive, og han får god tid til at læse. Så kan I måske snakke sammen om det efterfølgende, og hvad I kan gøre for, at I begge har det godt og er trygge ved det hele.

Måske du også har andre omkring dig, du kan snakke med: Venner, familie, lærere eller andre, du føler dig trygge ved?

Jeg ser, at du har et kæmpe ønske om at leve et godt liv og have det godt sammen med din kæreste. Jeg ser også, at du er utroligt stærk og utroligt dygtig til at se udover de her svære tanker, der kommer til dig. Du skriver nemlig også, at du ved, du er en god person, og at du ved, tankerne er noget der foregår inde i hovedet, og ikke altid har noget at gøre med virkeligheden.

Jeg håber, at du vil holde fast i dine ønsker, og at du vil blive ved med at arbejde imod dem og række ud efter hjælp, når det bliver overvældende for dig. Du skal vide, at det tager tid, arbejde og hjælp, men i mine øjne, er du allerede godt på vej.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat