Kære pige 15 år
Tak for dit brev, hvor er det flot, at du har skrevet ind til BørneBrevkassen.
Du skriver, at du er en virkelig usikker pige, og at det blandt andet er meget svært for dig, når din kæreste er ude blandt andre mennesker, fordi der er mange piger, der har alt det, du ikke har... Det er trist at læse, at du så usikker på dig selv, og jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig, så du kan se, hvor dejlig du er...
Kunne du mon prøve at se dig selv sådan lidt udefra og så kigge efter alt det, som du holder af ved dig selv..? Eller alt det som andre (fx din kæreste) synes er dejligt ved dig? Måske er det lidt svært i starten, for du er vant til at se på dig selv med de kritiske briller på, men jeg tænker, at du hvis du øver dig flere gange, måske godt kunne få øje på det? Du kunne måske også bede nogen hjælpe dig med at få øje på det? Jeg ved godt, at det lyder meget nemt at sige, og at det måske ikke er det, men jeg tænker, at det kunne være godt for dig at lære at se på dig selv med nogle andre "briller" på. Måske kunne du hver dag, når du står foran spejlet, prøve at sige noget pænt til dig selv? Du har måske en bedstemor eller en god veninde eller en anden, som altid ser dig positivt, måske det kan hjælpe dig at tænke som dem?
Det kan være, du pludselig får øje på, at du har været en god veninde, du har været venlig over for et andet menneske, at du har nogle smukke øjne eller hvad som helst..? Det behøver ikke at være en stor ting, men bare det, at du vænner dig til at sige noget positivt til dig selv, kan godt være med til at den stemme også får plads i dine tanker. Måske skal du også have hjælp fra en god voksen til at begynde at se dig selv på en ny måde...
Du fortæller ikke, hvor længe du har haft det sådan, som du har det nu, men jeg tænker, at det nok typisk starter for mange i teenageårene, det med at begynde at være kritisk over for sig selv. Hvis du læser BørneBrevkassens andre breve, vil du se, at der er mange piger på din alder, som har det ligesom dig. Hvis du spørger dine veninder, tænker jeg at mange af dem måske også kan genkende noget af det, du beskriver... Det kan måske også hjælpe dig lidt at vide, at du ikke er den eneste, der har det sådan? Med det mener jeg ikke, at du bare skal acceptere det, for jeg tænker at det kunne være rigtig godt, hvis du kunne prøve at vende dit syn på dig selv, og få noget hjælp til det. Jeg tænker også, at din trang til at skade dig selv måske kunne forsvinde med tiden, hvis du får vendt tankerne..?
Hvor meget mon dine forældre ved om, hvordan du går og har det? Er det mon muligt for dig at snakke med dem om det og bede dem om hjælp? Jeg vil også foreslå dig at snakke med sundhedsplejersken på skolen, for hun ved meget om kost / vægt, og hun kan også være god at snakke med om alt muligt andet. Men du kan også snakke med din læge om de ting, hvis du hellere vil det. Eller måske en helt anden voksen, du tænker, du kunne være tryg ved..?
Hvis du har lyst til at starte med at prøve at tale med en rådgiver fra BørneTelefonen, er du også meget velkommen til at ringe til dem på 116 111. Det er gratis, og du kan være helt anonym.
Jeg håber, du finder ud af noget, så du får mere hjælp, end jeg kan give dig i det her brev.
Med venlig hilsen
BørneBrevkassen
