Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Er jeg tyk?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 12,5

Der er desværre mange piger i din alder, der er kritisk overfor deres krop og udseende. Mange piger kommer nemlig til at sammenligne sig med billeder af tynde piger i medierne. Og de billeder er jo næsten altid photoshoppet rigtig meget. Så de stemmer sjældent overens med virkeligheden. 

Jeg kan godt forstå, at det kan blive vigtigt for dig, at være tynd, når du har en drøm om at være model. Men ligeså vigtigt det er at forfølge en drøm, ligeså vigtigt er det at have det godt med sig selv. Derfor er det vigtigt at mærke efter, om ens drøm gør en glad eller ked af det. For mig lyder det som om, at du ser lidt for kritisk på din krop. Oplever du mon, at du får det dårligere med dig selv, når du tænker på at blive model?  Heldigvis er det sådan, at der kommer flere og flere modeller, der ikke er tynde. Det er super skønt - for det at være tynd betyder jo ikke, at man er smuk. Smukke kvinder findes i alle former og faconer. 

Det er helt normalt, at du har taget 1 kg på to uger. Du er nemlig i en periode, hvor du vokser og udvikler dig. Derfor vil du automatisk tage mere på, fordi du både vokser i højden men også udvikler flere muskler, får flere kvindelige former osv. Det er derfor helt sundt og naturligt, at din vægt stiger de næste år. Ud fra din vægt og højde vurderer jeg også, at du er helt, som du skal være.

Du skriver, at du synes, du er rigtig tyk omkring dine lår. Måske du har et billede af, hvordan du ”burde” se ud? Tit er ens negative tanker ikke altid er det samme som virkeligheden. Når du føler dig for tyk et bestemt sted, er det vigtigt at huske på, at pigekroppe kommer i alle slags udgaver. Nogle er tykkere på maven end på lårene. Nogle er lave, mens andre er høje. Det er ikke altid ens krop kommer til at se ud på den måde, man ønsker sig. Derfor gælder det i stedet om at øve sig i at holde af alt det kroppen kan og gør for en – uanset hvordan den ser ud. Hver gang du kigger dig i spejlet, så prøv at fokusere på det du godt kan lide ved dig selv. Måske din mave, dine øjne, dit hår, dine arme, at du er stærk osv. 

Måske kan det hjælpe dig at dyrke motion i disse år, hvor du udvikler dig. Det at have en stærk og sund krop, kan nemlig hjælpe en til at føle og tænke positive tanker om kroppen.

Mon har nogle gode veninder eller en fra din familie, som du kunne tale med om krop og udseende? Du kunne foreslå din lærer eller sundhedsplejersken på skolen at tale med jer piger i klassen om kroppens udvikling i puberteten. For så vil du opleve, at mange af pigerne i klassen nok har det helt ligesom dig. Også dem du tænker slet ikke har noget at være utilfredse med.
 
Til sidst vil jeg sige, at det er super godt, at du er opmærksom på, om du kunne have en spiseforstyrrelse. Det er nemlig sådan, at jo hurtigere, man får hjælp til at komme ud af en spiseforstyrrelse jo bedre. Det er derfor også vigtigt, at du får snakket med en voksen om dine tanker om vægt og spiseforstyrrelse. Det kan være både dine forældre, din lærer eller sundhedsplejersken.

Pas rigtig godt på dig selv og din krop. 

Mange tanker og kærlige hilsener
BørneTelefonen

Få flere gode råd til krop og udseende

Kroppen vil ændre sig hele livet. Det er en del af at blive ældre. Rigtig mange begynder at sammenligne sig selv med andre, og nogle bliver kede af det over deres udseende.

Mange børn og unge fortæller, at de sociale medier påvirker dem. Og historier om slankekure, BMI og gode råd kan være svære at forholde sig til.

Her på siden kan du få gode råd til, hvordan du kan få det bedre med din krop og dit udseende. Du kan også prøve quizzen, og lære at kende forskel på, hvad der er facts, og hvad der er myter om krop og udseende.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat