Er jeg god nok?

Kære brevkasse

Jeg har længe overvejet at skrive herind, og har nu endelig taget mig modet til at åbne mig op og gøre det.

Jeg er en pige, der til dagligt går på gymnasiet. Jeg er en glad, vellidt og smilende pige, der gør folk omkring mig glade – en vaske ægte humørbombe.

Problemet er bare, at det er en facade. Inderstinde græder jeg og vil egentligt ikke være her.

Jeg er vokset op i en kernefamilie, så det har intet med dem at gøre. Jeg har en fantastisk familie, der altid har støttet og elsket mig, men det er bare som om, at det ikke er nok.

Jeg tror bare ikke jeg kan være lykkelig… Jeg har svært ved at skældne mellem drøm og virkelighed. Jeg drømmer mig tit væk. Væk fra alt. Jeg sidder under et træ langt væk fra alt. Ingen bekymringer. Ingen dårlige tanker. Solen skinner og der er ro…

Dagligt føler jeg et stort pres. Følelsen af, at jeg skal leve op til noget. Nogle dage siger folk: “Du har alt for meget energi, calm down” og når jeg så er stille og prøver at passe ind spørger folk: “Ej, hvad er der sket? Hvorfor er du så stille i dag. Er du sur?”. Det er ekstrem hårdt i længden, for jeg føler jeg skal være på 24/7, og være den der “pauseklovn”, der skal gøre alle andre glade og tilfredse. Jeg glemmer mig selv i det og jeg kan ikke mere. Jeg er kørt træt.

Til dagligt spiller dyrker jeg sport på et meget højt niveu, hvor jeg også føler presset og kæmper med lavt selvværd. Er jeg god nok? Hvad hvis de andre på holdet ikke kan lide mig? Mit selvværd har de seneste år påvirket mit spil, da jeg har været meget nervøs op til kampene og træningspasende. Der har været gange hvor jeg hverken har kunne spise, drikke eller sove af bare nervøsitet ugen op til.

Udover mit lave selvværd føler jeg mig også ekstrem ensom og oveni i det hele tvivler jeg på min seksualitet.

Jeg tror ikke folk tænker jeg føler mig ensom, for jeg er jo altid så glad og smilende.

Jeg går ikke i byen, hvor det som regel er der folk “ses”. Jeg bliver tit spurgt, om jeg ikke vil med i byen osv, men jeg har folk lidt mistænkt for, at de udelukkende vil have mig med, fordi de vil se hvor meget energi jeg så får, når jeg får noget indebors, hvilket også er blevet bekræftet.

Seksuelt har jeg aldrig lavet noget med en dreng – ikke engang tæt på. Det interesserer mig ikke og inderstinde ved jeg også godt hvorfor. Jeg er biseksuel, men tør ikke stille mig frem og sige det. Jeg er skrækslagen for at stille mig frem og sige det. Tanken om hvad folk vil sige og tænke.

Jeg har ikke lyst til at være til piger og jeg vil ikke accpetere det. Men hvis jeg ikke gør, hvordan skal jeg så nogensinde blive lykkelig? Bliver jeg overhovedet lykkelig?

Jeg hader mig selv for det!

Jeg trøster altid mig selv ved at se ud i fremtiden. Lige nu trøster jeg mig selv med at alt bliver godt, når jeg er færdig med gymnasiet. Når jeg er færdig med gymnasiet er jeg fri og kan gøre hvad jeg vil, men sandheden er, at det gør det ikke. Alt bliver ikke godt efter gymnasiet. Hele livet har jeg trøstet mig selv med det. Det sagde jeg også det ville blive efter folkeskolen og efter efterskolen, og jeg er stadig ulykkelig. Jeg kan ikke leve i nuet. Jeg skal have noget at glæde mig til. Det hjælper mig, når jeg er helt nede.

Overordnet har jeg bare følelsen af, at folk ikke kan lide den rigtige mig, men samtidig hvordan skal de også kunne det? De kender jo slet ikke den rigtige mig. Pigen der ligger sig i sengen og græder natten væk. Pigen der ligger og overanalysere den mindste ting i flere timer. Jeg går konstant og tænker på, om folk kan lide mig og om, hvad folk tænker om mig.

Udadvendt virker jeg meget åben, men jeg er ekstrem lukket og har aldrig snakket med nogle om dette. Derfor er det godt, at det er anonymt. Det ville knuse mig fuldstændig, hvis folk fandt ud af overstående ting. Jeg ved godt I ikke kan hjælpe mig, men jeg havde bare brug for at komme ud med det et sted.

Mine tanker og følelser æder mig op, og mit hoved er ved at springe.