Kære pige på 13 år,
Tak for dit brev! Jeg er ked af at læse, at du kæmper med anoreksi, men der er også noget i dit brev, der gør mig helt overbevist om, at du har den råstyrke, der skal til for at komme over sygdommen. Du er nemlig allerede i gang med at arbejde dig ud af den: du har taget imod hjælp og været indlagt på sygehuset, og så vidt, jeg kan læse, prøver du faktisk også sommetider at tale med din mor om, at det hele bare er rigtig svært, og at du føler, at det begynder at gå ned ad bakke igen.
Anoreksi-forløb kan se meget forskellige ud: Der er for eksempel stor forskel på, hvor lang tid forskellige personer er om at komme over sygdommen - og hvilken hjælp, der skal til for at de kan få det bedre. Det er helt almindeligt, at man har brug for støtte gennem en periode - også efter man er kommet hjem.
Det kan for eksempel være, at du har brug for et par samtaler hos en psykolog. Du havde måske samtaler med en psykolog på hospitalet, men ofte kan det være rigtig godt at blive ved at tale med en psykolog engang imellem, så man har mulighed for at sætte ord på de tanker, der kan dukke op, så de ikke får lov at tage over igen.
Jeg kan godt forstå, hvis du helst selv vil bestemme, hvad du skal spise, og hvis du synes, det er svært at tale med din mor om det, når hun kommer til at være meget fokuseret på, om du nu får spist nok, og om du har taget det på, du skulle. Jeg tænker, at din mor elsker dig og bekymrer sig om dig - det er derfor, hun stiller alle de spørgsmål. Det er måske bare ikke den støtte, du har brug for. Derfor tænker jeg på, om din mor og far mon har talt med nogen om, hvordan de bedst kan hjælpe dig i den situation, du er i nu.
På Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskades (LMS) hjemmeside kan pårørende til personer med spiseforstyrrelser læse om, hvordan de bedst kan støtte og hjælpe. Man kan også ringe eller skrive til foreningen og få vejledning om, hvad man kan gøre. Kunne du have mod på at vise din mor LMS' hjemmeside? Den er lige her: http://www.lmsnyt.dk/
Det kan også være, at du har lyst til at vise hende dit brev til mig sammen med mit svar? Det kan nemlig være en god måde at starte en svær samtale på, og så kan du også få talt med hende om, hvordan du kan få hjælp til at få lidt ro på dine tanker og følelser - måske ved at tale med en psykolog.
Du kan også selv klikke lidt rundt på LMS' hjemmeside. Man kan blandt andet læse om andre, der har haft en spiseforstyrrelse og kommet ud af den, og man kan skrive en mail, chatte eller ringe til foreningen, hvis man har spørgsmål eller brug for at snakke.
Du er også meget velkommen til at skrive til os på Chatten eller ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at tale lidt med os om det hele. Vi vil også gerne hjælpe dig med at finde rundt på LMS' hjemmeside, hvis du har brug for det.
Jeg tror som sagt, du er godt på vej til at få det bedre - også selvom det føles som om, at det hele går lidt tilbage lige nu.
De allerkærligste hilsner
BørneTelefonen