Dårligt selvværd og perfektionisme problemer

Kære 15 årige dreng

Jeg synes det er godt, at du har indset, at der skal ske en ændring i dit indre.

Du kan mærke, at den vej, du er på vej ud af nu, ikke giver dig indre glæde. Og det er i sådan en grad, at du smiler falske smil, hvor du egentlig har lyst til at græde.

Du skriver, at du er ramt af en ond blanding af perfektionisme og lavt selvværd. Nogle siger, at de to ting er sider af den samme sag. Måske kan man se sådan på det: Perfektionisme vokser ud af lavt selvværd.

For det kan føles nødvendigt at passe på sig selv og beskytte den smule tro, man har på sig selv: Det kan man gøre ved at blive uangribelig over for andre ved at blive meget god og dygtig til alt. Jeg ved ikke, om du kan genkende den mekanisme hos dig selv?

Oveni den mekanisme, kan der være andre ting, som også andre unge har det svært med.

For det er jo meget almindeligt i din alder at kigge meget kritisk på sin krop. Man sammenligner sig med andre, og ofte kommer denne sammenligning ikke ud til ens egen fordel. For man kan have en tendens til at se det smukke hos andre – og det knap så heldige hos sig selv!

Det kan også blive sværere, hvis man går i en skole (eller kommer andre steder), hvor kulturen er gennemsyret af, hvordan man ser ud, og hvad man kan præstere. Frem for hvem man egentlig er.

Jeg kan høre, at du er kommet dertil, hvor din krop begynder og fortæller dig, at det ikke er så godt for dig. Du skal finde en måde at ændre det på.

Jeg tænker at du måske ville have godt at lave en realitets-tjek: Spørge dig selv. Hvem er det du sammenligner dig med? Er det nogle på din egen alder og med samme kropstype – eller kigger du på de voksne veltrænede mænd?

Og hvor ligger dit karaktergennemsnit i din klasse? Er du over eller under gennemsnittet? Og hvis du ligger på gennemsnittet. Er det så ikke fint?  Forlanger du noget af dig selv, som slet ikke er rimeligt ud fra din alder – og den tid du har til rådighed. Ja måske du stræber efter noget, som slet ikke er dig?

Men du gør det måske bare, fordi andre gør det – fordi du er kommet til at tro, at det skal være sådan? Ja, det er bare mine tanker. Jeg ved det jo ikke.

Måske du også kunne have gavn af at tage nogle beslutninger og så stå ved dem: Beslut dig for, hvor mange gang om ugen skal du træne og i hvor lang tid. Beslut dig for, hvor lang tid du skal bruge til at læse op til en eksamen og skolearbejde generelt. Beslut dig for, hvor lang tid må du lave ingenting og hænge ud med venner (og alt det andet som giver dig lethed og glæde i hverdagen)

Og når den indre perfektionist synes, at du stadig skal gøre mere, så kan du måske sige til den: Jeg ved, du forsøger at beskytte mig, og du gør alt for, at jeg skal yde mit bedste – men lige nu har jeg gjort det, der er aftalen. Og jeg ved med min fornuft, at det er godt nok nu!

Jeg tænker, at du allerede er godt på vej. Du har indset at det er uholdbart i længden, og du beder om hjælp til at finde en ny vej. Måske I har en skole-psykolog på skolen eller en anden, som du kan komme til at tale med. Du er også velkommen til at ringe til os på 116 111 eller skrive til os på chat. Så kan vi sammen finde ud af, hvordan du bedst kommer videre.

Jeg syntes ikke dit brev er for langt. Det har lige den længde, det skal have, for at du har kunnet give os et billede af det, der er svært for dig!

Kærlig hilsen Børnetelefonen.