Kære du
Tusind tak for dit fantastiske brev. Nogle gange er det bedste bare at skrive uden at tænke på stavefejl eller andre ting. Bare send det afsted. Og hold da op, hvor har du skrevet et gribende brev. Det er så godt beskrevet, hvad det har gjort ved dig, dét du har været og stadig går igennem.
Jeg er imponeret over dit klare syn på dig selv og dine egne ideer til, hvorfor du har det som du har det. Din fortælling om din mors og fars skænderi om dig, som du kan huske, selv om det er nogle år siden fortæller, at det har påvirket dig dybt. Du skriver, at du ikke ved, om det var mobning du var udsat for, fordi det ikke skete så tit. Det er rigtigt, at det er en af forskellene på mobning og drilleri. Men, det at blive kaldt navne eller der bliver sagt grimme ting om én, er mobning, så derfor synes jeg godt, man kan kalde det mobning. Den følelse du har fået, forandrer sig jo ikke, lige gyldig hvad vi kalder det. Og dét du har været igennem, er ikke i orden.
Jeg får den tanke, at din mor ikke er klar over, hvor hårdt det var for dig, det du gik igennem på den gamle skole. Og måske har hun også svært ved at forstå, hvorfor du blev flov over dig selv. Når hun reagerer så følsomt over det, kan det være fordi, hun gerne ville have hjulpet dig...at hun mente, at i snakkede om alt. Sådan er bare ikke altid, selvom man har dejlige forældre kan de også føles svært at snakke om det svære.
Du fortæller, at din mor kommenterer, hvis du fortæller, at du godt gad tabe 10 kg. ved at være med i Vild med Dans. Måske er din mor bange for, at du skal udvikle en spiseforstyrrelse. Måske tænker hun over, at du uden hendes hjælp og indblanding kunne tabe dig. Tror du, hendes reaktion kan have noget med det at gøre? Eller er det måske en måde, hvor fortæller dig, at du er dejlig, smuk og helt ok som du er? Måske kan du vove at spørge hende 'hvorfor', hun siger som hun gør? Så kan I få gang i en snak, forhåbentligt på en god måde...
Jeg får det indtryk, at din mor og dig, ikke har de bedste samtaler for tiden. Jeg får den tanke, at du måske føler, at hun ikke rigtig forstår dig. Er det rigtig forstået? I begyndelsen af dit brev skriver du, at det kommer an på, hvem man spørger, om du har et problem. Jeg tænker på, om du hentyder til, at du ikke har nogen problemer, hvis man spørger din mor. Er det sådan, du tænker om det?
Jeg bliver nysgerrig efter, om du kan tale med dine forældre om, hvordan du har det? Hvad mon din mor ville sige, hvis hun vidste, at det presser dig, når hun siger, at du er ligesom du skal være og at du er hendes stjernebarn? Måske ville hun vrisse af dig, at det er noget pjat, men det kan jo også være, at hun ville lytte til dig. Hvad tror du?
Jeg bliver også nysgerrig efter, hvordan dit forhold til din far er? Nogle gange er det sådan, at der er perioder, hvor et mor-datter forhold kan være svært. I de perioder kan det være meget bedre at tale med sin far om alvorlige ting. Jeg tænker på, om din far kan være en støtte til, at du får en god snak med dem begge to? Måske kunne du tale med din far på forhånd, så I sammen kunne lægge en plan for, hvordan og hvornår I skulle tale sammen alle tre?
Der sker nogle gange det, at alle har en oplevelse af, at det vil være godt at tale sammen. Og alligevel kan det være svært. Hvis du fortæller dine forældre, at du kan huske, hvad de sagde om dig, den aften, du lå i din seng, at du ikke altid synes, din mor har overskud til at tale med dig og at der ikke er meget til overs for fejl, så føler de måske, at du angriber dem. Måske ville det være en hjælp for jer alle tre, hvis du fortalte dem, hvordan du gerne vil have, at de reagerer på de ting, du fortæller dem. Det kan fx være, at du siger, du gerne vil have, I kan sætte jer ned og snakke sammen. Det kan være, at du gerne vil have de stiller spørgsmål, så de forstår, hvad der er sket og hvad du føler. Måske vil din mor sige, at hun ikke altid har tid til at lytte efter, som hun egentlig gerne vil. Hvis hun siger sådan, kan I måske finde tidspunkter, hvor I begge to ved, at I tager jer tiden til at tale sammen. På den måde kan din mor være rolig i det, og du kan undgå situationer, hvor du kommer til at tage tingene nært. Mon det ville være en hjælp for jer?
Du skriver, at et af dine største problemer er idræt. Det er helt naturligt, at du har det svært med idræt, når du før har fået kommentarer, så passer du lidt på dig selv nu, for at undgå det sker. Men det lyder til, at de kommentarer hører til på den gamle skole, så måske er det tid til at se på dem og få dem lagt et sted, hvor de ikke forstyrrer dig mere... Jeg vil prøve at give dig nogle ideer, som det kan være, du kan bruge. Alle ideerne handler om, at du skal blive mere tryg ved, at deltage i idrætstimerne.
Jeg bliver nysgerrig efter, om du har din idrætslærer i nogle andre fag? Er det en lærer, du kender godt, og som måske også har set dine stærke sider, hvor det hele kører godt for dig? Måske kan du tale med din idrætslærer om, hvordan du har det? Nogle gange giver det tryghed, når andre ved, at man har det svært med nogle bestemte ting. Det kan komme til at betyde, at man ikke føler sig helt så alene med det. Er det mon en løsning, du kan bruge?
En anden mulighed kan være, at du taler med en lærer, som du har et godt og trygt forhold til. Så kan I måske sammen tale med din idrætslærer, så han/hun kan støtte dig i at få et bedre forhold til faget. Kan det være en hjælp for dig?
En tredje mulighed kunne være, at du havde dit eget lille udviklingsprojekt, hvor du i bestemte tidsrum, giver dig selv lov til at mærke efter dine egne følelser og tanker. Du kunne fx spørge dig selv: ”Hvad er det særligt, der gør det svært for mig?” Svaret er måske, at det er omklædningen, eller at du er bange for, at nogle kommer med kommentarer til dig, eller at du ikke kan lide at have gymnastiktøj på, eller at du ikke kan lide at gå i bad efter timen. Så kunne du fokusere på én af de ting og prøve at lægge mærke til, hvad der virker godt for dig. Hvad gør fx, at det er nemmere for dig at klæde om? Er det, at du vender ryggen til de andre imens? Er det, at du taler med en af de andre fra klassen imens, så du kan tænke på noget andet? Er det, at du siger til dig selv, at du skal nå at klæde om på 3 ½ minut, så du ved, hvor lang tid det varer? På den måde kan du fokusere på dig selv, og det der gør det nemmere for dig at gå til idræt. Folk der er særligt sensitive (følsomme), er ofte rigtig gode til sådanne øvelser, fordi de er gode til at mærke efter. Måske vil det være nemmere for dig, hvis du siger til dig selv at det er ok, du føles svært, og at du skal bruge følelsen til at arbejde med dig selv. Er det mon en idé, du kan bruge?
Mange der som dig oplever at blive mobbet påvirkes i hele deres skolegang. Jeg synes, det er så sejt, at skolen lykkes så godt for dig, selv om du har oplevet grimme ting. Du må have en helt særlig styrke, som du har brugt. Hvis du tænker på det på den måde, kan du måske finde den styrke til også at komme godt igennem idrætstimerne. Ligesom du selv tog initiativet til at tabe de kilo, du synes var for meget. Mon ikke den styrke kan findes frem og hjælpe dig med i et tilpas tempo, at være med i idrætstimerne også. Er det mon en mulighed for dig?
Jeg har givet dig nogle forskellige ideer, og stillet dig nogle spørgsmål. Måske har du brug for at tale mere om ideerne? Det kan også være, at du gerne vil svare på nogle af spørgsmålene. Hvis du har lyst, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du kan jo læse dit brev og også svaret højt, hvis du tænker, at det kunne være en hjælp til at forklare, hvorfor du ringer.
Jeg håber, du har fået nogle ideer, du kan bruge. Og endnu mere håber jeg, at du kan blive tryg ved forholdet til dine forældre og glad også for idrætstimerne.
Mange kærlige tanker og kram fra BørneTelefonen
