At give slip på fortiden
Kære BB,
Jeg skriver til jer på vegne af mig selv. Og det gør jeg fordi der er en del af mig, der gerne vil leve livet lettere, men jeg har desværre fundet mig i et sted på havet, hvor jeg til dels bunder, men også har det med at falde i igen.
Jeg lever i øjeblikket i en sorg, men jeg ved ikke snart hvad jeg vil kalde det – om det er decideret maniodepressivitet, kan jeg ikke rigtige svare på. Men sagen ligger sådan, at jeg de sidste par år har været igennem en enorm rejse, der har efterladt så mange psykiske ar på mig – måske i forbindelse med min identitetsdannelse.
Men den største er dog min kærestes død. Jeg er homoseksuel og for knap tre år siden kom jeg sammen med mit livs kærlighed. Vi har været igennem ufatteligt meget, lige fra glæden og sorgen, til at vi skulle udfordres på langdistanceforhold og til sidst sygdom. Han døde af kræft sidste sommer i 2014. Så derfor er det naturligvis stadig meget nyt. Jeg savner ham ufatteligt meget.
Til dagligt går jeg på gymnasie i 2.g – og det går godt. Jeg klarer mig godt i skolen og jeg har et socialt liv med dejlige venner og jeg er for det meste en meget glad og livlig person. Men da min kæreste døde sidste år var dette to dage før jeg startede. Og når man starter et nyt sted, så er det så vigtigt, at man er med fra starten.
Det betyder, at jeg har presset mig selv igennem den svære tid, hvor jeg ikke havde tid til at bearbejde det.. Inderst inde var det ikke gået op for endnu. Det gjorde det første det halve år efter.
Igennem den svære tid har både familie og venner været de mest omsorgsfulde og kærlige, jeg nogensinde har kunne ønske mig at have omkring mig.
Jeg er så træt af at være i en tilstand, som jeg ikke længere ønsker at være i. Mine indre dæmoner raser nærmest op i mig hver gang, når jeg er alene eller føler mig alene. Der er dage hvor det er knap så slemt, og der er dage hvor det er virkelig slemt.
På disse virkelig slemme dage kan jeg have så mange tanker om mange ting.. Er jeg alene? Hvorfor føler jeg mig så elsket og samtidig så alene? Finder jeg nogensinde min sande kærlighed igen? Hvad hvis jeg ikke kommer til at leve lykkeligt?
Jeg er klar over, at tabet af en elsket tager sin tid. Men der er også noget i mig der fortæller mig, at jeg er mere end parat til også at finde gejsten for at starte på en frisk. Jeg har inderligt lyst til at give slip på den fortid, der har styret mig igennem min ungdom og i teenageårene.
Det handler om alt fra død og liv til gamle ar fra mobberi og besværet med at acceptere sig selv og sin identitet. Jeg vil så gerne kunne fortælle mig selv, at nu er det rigtige tidspunkt at give slip på fortiden og prøve én gang til; lære at elske mig selv og lære at tænke fremad igen.
Men jeg ved bare ikke hvor jeg skal gå hen. Måske kan I hjælpe mig med at finde hjælpen?..
Kærlig hilsen fra mig.
Sorg Andre der kan hjælpe dig
Sorglinjen og andre sorgtilbud
Når far og mor bliver syg
Svære følelser: hvad kan hjælpe?
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
