Hej 13 årige pige
Det er super godt, at du er opmærksom på, hvordan du har det med din krop. Der er mange i din alder som tænker meget over, hvad de spiser og hvor meget. I din alder forandres kroppen nemlig meget. Og det skal man lige vænne sig til. Så når du tænker du er buttet, så skyldes det nok mere, at du så småt er ved at udvikle mere bløde kvindelige former.
Jeg kender andre piger, som får dårlig samvittighed, hvis de spiser usundt. Hvis man generelt spiser sundt og får bevæget sig, er der ingen grund til dårlig samvittighed over et stykke pizza eller en plade chokolade.
Desværre er der mange som tror, at man helst skal være meget tynd for at være pæn eller smart. De kan blive helt besat af at tabe sig og sulter sig selv. Mange af dem ender med at blive usunde, og have det skidt med sig selv.
Der er mange som dig, som bliver utilpas ved at vise sig nøgen foran andre. Der findes så mange forskellige måder at se ud på, at man ikke kan sige noget, om hvad det mest normale er.
Den bedste krop er den, hvor ”ejeren” er glad og tilfreds med sit liv. Det betyder utrolig meget for kroppen, at vi har det godt. Så måske du skal prøve i en periode, at koncentrerer dig om nogle af de andre ting i din hverdag. Dine venner, dine interesser, film, bøger og sjove oplevelser.
Måske kan du også tale med de andre piger om dine tanker. Du vil sikkert opdage, at mange af dem har det ligesom dig. Også dem, du syntes, ser godt ud og ikke burde tænke sådan.
Hvis du er nervøs for, om du kan udvikle anoreksi, syntes jeg at du skal tale med din mor og far om det. I kan sammen kontakte sundhedsplejersken på skolen eller din læge. De ved rigtig meget om kost, motion og vægt.
Jeg håber, at du har fået nogle ideer til hvad du kan gøre. Og hvis du stadig har spørgsmål eller tanker, kan du også kontakte Børnetelefonen på 116 111.
De bedste tanker fra Børnetelefonen.