Alting er ****

Hej BB.

Jeg har haft det rigtig svært det sidste halve år, og det har jeg stadig. Det virker som om, alting bliver værre og værre. Jeg skulle måske starte fra starten af. Jeg begyndte at få det dårligt efter en tur til Frankrig med noget klatring. Der forelskede jeg mig dybt i en anden dansk klatre, som var en dreng på 16. Han flirtede med mig, synes jeg ihvertfald, men jeg har til tider været i tvivl, og vi havde det rigtig sjovt.

Min bedsteveninde var også med på turen, så hver gang jeg snakkede med fyren, var hun. Nogle gange føltes det lidt som om at hun på en lidt ‘patetisk’ måde prøvede at være med. I vores flirt nærmest. Altså også gøre det hendes flirt, hvis man overhovedet kan sige det sådan. Selvom at hun dog gjorde det soleklart, at fyren her på ingen måde flirtede med hverken mig eller hende, og han nok bare var sådan. Altså en smule ‘påtrængende’. En af grundende til at hun ikke mente, han flirtede, som også er et aspekt i at dette her var træls, var at han havde en kæreste. (Derudover bor han også 4 timer væk i bil).

Men da vi kom hjem fra denne tur, gjorde min veninde det klart, at hun var fuldkommen vild med ham. Jeg løj og sagde, at det var jeg bestemt ikke og han var kun en ven. Jeg ville virkelig ønske at jeg ikke havde løjet, fordi det har virkelig gået mig på efterfølgende. Mens jeg har været ulykkelig forelsket, og ret trist, uden nogle vidste det, har jeg måttet tage mig af hende, som har pyldret løs med, hvor meget hun savner ham, elsker ham og ville ønske, han ikke havde en kæreste. Jeg måtte se jaloux til, mens hun lystigt skrev til ham, mens jeg selv tvang mig til, ikke at tænke på ham. Det var hårdt, men nu ikke mere om det, da jeg har en del at skrive, og det nok tar’ lidt tid…

Men altså efterfølgende, oven i dette kom, at mit selvværd faldt. Længere ned end nogensinde før. Jeg blev ikke mobbet, og det er jeg aldrig blevet, så det var ikke derfor. Det var mere fordi at jeg ikke er særlig køn. Jeg har store tænder, med store mellemrum imellem. Min næse har et ordentlig bumb, og så har jeg en stor skønhedsplet i mit ansigt. Desuden er jeg ej heller helt tynd. Men problemet er, at jeg aldrig har haft en kæreste eller kysset en fyr, hvilket er unormalt for en på 14. Og hvilket ikke hjælper på selvværdet. Men det trak mig også dybt ned. Undskyld jeg ikke kan uddybe det mere, men jeg må altså videre.

Så er der mit klatring. Der i ligger problemet at jeg er god. Men ikke rigtig god. Jeg kæmper altid mod mine bedsteveninde til DM, og selvom at jeg syntes at vi plejer at være lige gode ovre i min klub, så klarer hun sig altid bedre. Hun er også begyndt at blive bedre ovre i klubben synes jeg, men det er som om det er fordi, at hendes forældre støtter hende meget mere. Mine vil knap nok hente og bringe, mens hendes giver hende flere tusinde kroners ture. Jeg kan mærke, at jeg begynde at sakke bagud, og det tærer virkelig på mig, da jeg har brug for en ting, som jeg er god til. Bedst til.

Dette leder så hen på næste punkt, som er, at jeg føler mig som ingen. At jeg ikke rigtig er noget. Tit når jeg er sammen med folk og min bedsteveninde, kalder de mig altid for hendes navn. Bytter om på os, siger de, men jeg har lagt mærke til, at de altid kun bruger hendes navn på os begge. Jeg bliver ligesom glemt lidt. men altså, jeg er ingen. Jeg er ikke bedst i skolen, jeg er ikke kønnest, ikke klogest, ikke bedst til at klatre, ikke den sødeste veninde, ikke den bedste søster. Jeg er her bare. Ikke mere. Hvilket også er rigtig hårdt. Videre..

Nu sprænger vi lige ud i noget, som der burde ligge en længere forklaring bag, men altså. Min bror har det også af H til, og snakker tit om til mig, hvor meget han hader livet. Han har nogle gange lukket sig inde på sit værelse og isoleret sig fra resten af familien i flere dage. Han har også indrømmet at han tit har overvejet selvmord. Så efter en hård dag hvor jeg kommer hjem, er hans taler om hvor meget han også hader livet ikke opmuntrende.

Når jo, og oven i dette har jeg ingen at snakke med. Ingen ved noget om, nogle af disse punkter, udover min familie, som ved det med min bror. Ellers snakker jeg aldrig med noget om det. men det er også som om, folk er lige glad, de spørger ikke, så jeg behøver ikke engang lyve om, at jeg har det ok. Nå men det var, kort fortalt, sådan jeg har det. Hvad kan hjælpe mig til at få det bedre?