Afhængig af topkarakterer
Hej!
Jeg er en pige på 18 år, som går i gymnasiet i 2.g. Jeg er ud af en familie, hvor størstedelen er misbrugere eller på anden måde psykisk syge, hvorfor jeg ikke længere har kontakt med nogen i min familie – heller ej mine forældre.
Igennem min barndom har jeg måtte lægge øre til lidt af hvert fra min mor, og har altid fået at vide, at jeg var dum, uduelig og intet værd.
Jeg er nu flyttet i en lille lejelighed og forsøger at etablere en velfungerende voksentilværelse for mig selv. Og det går egentligt ganske fint det meste af tiden, men desværre oplever jeg alt for ofte at bryde sammen, hvis jeg ikke opnår dén karakter, som jeg havde håbet.
Det er som om, at 12-tallerne er blevet et “fix” for mig. 12-tallerne giver mig en følelse af at være anerkendt og værdsat, og jeg ved intet bedre, end når mine lærere tilføjer en rosende karakternote. Det gør mig så varm og lykkelig indeni.
Uheldigvis er jeg gået hen og blevet afhængig af det her “karakter-fix”- hvilket er utroligt uhensigtsmæssigt.
Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg mon er så afhængig af lærernes anerkendelse, og er kommet frem til, at jeg nok forsøger at kompensere for al den kritik og had, jeg har været udsat for i størstedelen af min opvækst.
Men hvordan skal jeg vænne mig af med dette? Hvordan skal jeg lære ikke at gå psykisk ned, bare fordi jeg får en enkelt 7’er i årskarakter?
Jeg har virkelig brug for hjælp!
Mvh S
P.S: Jeres nye opdatering og brugergrænseflade er virkelig god og overskuelig – men det er lidt træls, at man ikke kan søge efter breve ud fra diverse kriterier; såsom alder og køn.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
