Kære pige på 12 år
Mange tak for sit brev omkring selvskade. Du skriver, at du gerne vil have, a tomverdenen ved, at du har det dårligt, og at du derfor overvejer cutte i dig selv. Det er stærkt, at du vælger at lade være at skade dig selv, men i stedet har skrevet herind for at få nogle råd og ideer til, hvad du i stedet kan gøre – og det vil jeg meget gerne prøve at hjælpe dig med.
Du fortæller, at du har nogle problemer i skolen og med det sociale, og at du faktisk har gjort rigtig mange ting for at få det bedre. Hvor er det flot, at du både har talt med psykologer og forskellige andre voksne om, hvordan du har det – og det er godt at høre, at du er glad for at tale med dem. (Jeg synes også det er meget flot at du skriver herind, for det giver mig en tanke om, at du har en stærk vilje i forhold til, at ville have det bedre og slippe af med tankerne om selvskade.)
Du beskriver, at du gerne vil holde en facade om, at du er psykisk forstyrret. Er der mon en særlig grund til, at du sætter den facade op? Og er det mon mest overfor andre jævnaldrende eller overfor de voksne?
Er der måske nogle ting, som er så svære at tale om, at det er lettere at flytte fokus over på nogle andre ting (fortælle om dårligt selvværd, selvmord eller cutting)..? Eller føler du måske, at dine problemer ikke er store nok til, at de voksne forstår, hvor alvorligt det er for dig, og du derfor er nødt til at være mere dramatisk for at få den hjælp og opmærksomhed, som du har brug for?
I forhold til hvordan fx en lærer eller psykolog kan hjælpe dig bedst, så tror jeg du skal tænke over, om du kan lade “facaden falde” og fortælle dem, hvad det er der gør, at du har det så svært... For hvis de voksne får indsigt i, hvorfor du har det skidt, kan de også hjælpe dig bedst muligt.
Hvis du ikke selv er helt klar over, hvad det skyldes, så kan de måske hjælpe dig med at undersøge, hvad det handler om.
Hvordan har du det mon derhjemme? Kan du prøve at tale med dine forældre om, hvordan du går og har det? Og føler du, at du får du den opmærksomhed fra dine forældre i hverdagen, du har brug for?
Du skriver, at du “ikke er en af dem”… og det får mig til at tænke på, om der mon er nogen i dit liv eller i din klasse, der udøver selvskade? Og får de måske mere hjælp til at få det bedre, end du får lige nu? For hvis det er sådan, så forklarer det måske lidt, hvorfor du overvejer denne mulighed, til trods for at du godt ved, at det ikke er en holdbar løsning at skære i sig selv.
Ud over mit råd om forsat at snakke med de voksne og at “lade facaden falde”, så du kan få den rette hjælp, så kan du prøve at chatte, ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116111, hvis du har mod på det? Så kan rådgiveren stille dig flere spørgsmål, og I kan sammen blive endnu klogere på, hvad for en hjælp det er du har brug for i forhold til vanskelighederne med skolen og det sociale.
Du kan evt. starte samtalen med at oplyse nummeret på dette brev, så rådgiveren også kan læse brevet og kan se, hvad vi to har skrevet om.
Jeg håber, du kan bruge mine råd.
Mange kærlige hilsner og et stort varmt kram fra BørneTelefonen
