Uperfekt
Hej,
Jeg er en pige på 18 år, og går på gymnasiet i 2.g. Jeg har længe gået og haft det skidt, men har ikke ville anerkende det, da jeg har følt en skyld over at have det som jeg har det. I hele 1.g havde jeg det ret godt – der var intet der. Det er som om, da jeg startede i 2.g, har jeg følt mig ekstremt ensom, hvor det med tiden til nu er blevet værre. Min bedste veninde fik en kæreste i slutningen af 1.g, og har ikke haft nær så meget tid til mig lige siden.
Der var en episode i efteråret 2019, hvor jeg var i et miniskænderi med min bedste veninde, hvilket selvfølgelig gjorde mig rigtig ked af det. Jeg fik blandt andet at vide, at jeg som veninde ikke havde været der nok for hende, da hun på dette tidspunkt selv kæmpede med nogle problemer, som jeg ikke havde fået så meget viden omkring.
Denne kommentar fra hende fik mig til at tvivle på mig selv, og om jeg nu var en god nok veninde. Jeg blev sur på mig selv, og min ensomhed var også meget svær på dette tidspunkt. Månederne til januar gik fint, udover at jeg blev ramt af stress lige inden juleferien – her havde jeg selv meget at se til, blandt andet en bunke afleveringer, min mentalitet og familie.
I hele januar måned blev jeg ramt af mere stress, og var meget tæt på, at falde ind i samme spiseforstyrrelse, som jeg havde for 5-6 år siden. Jeg spiste nærmest ikke i januar måned, og tabte mig også en del, dog gik det op for mig, at det nok ikke var en god ide at sulte mig selv, da jeg også skulle have energi nok til mine eksamener i slutningen af 2.g. Min spiseforstyrrelse (anoreksi) er stadig noget jeg kæmper med, og er noget jeg engang imellem falder tilbage i uden det når at blive ligeså ekstremt som for 5-6 år siden.
Det at sulte mig selv, ser jeg også lidt som en selvskade/straf. At jeg kan mærke smerten af ikke at have spist hele dagen ser jeg som en straf mod mig selv, fordi jeg netop ikke føler mig god nok.
Jeg er hele tiden bange for at gøre eller sige noget forkert, da det på en måde vil finde en vej tilbage til mig, og ramme mig med alverdens tanker. Jeg var i februar også i et skænderi med min lillesøster, som også mente, at jeg ikke var en særlig god storesøster. Dette gik mig virkelig hårdt på, da jeg går meget op i at være en god storesøster. Efter dette skænderi endte jeg igen med depressive tanker – selvmordstanker.
Jeg har haft selvmordstanker i et par år nu, men selvfølgelig er det noget jeg ikke ville gøre mig mere i. Jeg har haft tanker om andre selvskadningsmetoder, såsom cutting eller opkastning af mad for at dæmpe de mørke tanker jeg ofte har.
Min bedste veninde har for nylig slået op med sin kæreste. I den første uge under hendes kærestesorger, dedikerede jeg hendes en uge til hende, hvor jeg tilbragte så meget tid med hende som overhovedet muligt – jeg trøstede hende gang på gang, og kørte hende til allemulige steder for at hun skulle få det bedre… Dog følte jeg mig stadig ikke som en god nok veninde, fordi hun selvfølgelig blev ved med at være ked af det, hvilket er ret forståeligt efter at have gennemgået et break up.
Jeg er sikker på, at jeg ikke har fået nævnt alt, men jeg har gået med alt dette alene i snart et år nu, og har ikke turde snakke med nogen om det, hvilket et derfor jeg skriver dette brev.
Jeg håber på lidt hjælp.
Hilsen pigen på 18 år.
Selvskade Andre der hjælper
Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
