Brev

Træt af at være ked af det…

Jeg startede på en efterskole her i sommers. Og jeg er virkelig glad for at gå her.

Jeg har en støtte lærer til både det faglige og det sociale.. Da jeg har nogle diagnoser, bla Autisme, ocd og angst..

Jeg har for lidt over 2 uger siden fortalt min kontaktperson at jeg har cuttet. Jeg har gjordt det i lidt over et år, i perioder.. Hun har så skulle fortælle det videre til min mor. Hvilke blev gjordt dagen efter.

Jeg har altid haft virkelig svært ved at åbne mig op og fortælle andre om mine følelser. Men er begyndt på det nu, da jeg kan mærke at jeg får det dårligere.

Jeg har været virkelig ked af det i nogle perioder. Det er ikke altid jeg helt præcis ved hvorfor..

For det meste er det fordi jeg hader mig selv. Jeg syntes ikke at jeg kan noget, og føler at jeg egentlig bare burde lukke mig inde på mit værelse.. det ville nok være det bedste for alle så de slipper for mig.. jeg forstår ikke altid hvorfor folk egentlig har lyst til at være sammen med mig..

Jeg får altid at vide jeg er god til så mange ting og er en fantastisk ven. Både af voksne og børn.. men jeg kan bare ikke selv se det.

Jeg har et par gange haft selvmordstanker uden det har været bevidst. Jeg har kigget på en neglelak fjerner og tænkt hvis man drikker det så dør man. Og hvis man hopper ud derfra dør man..

Jeg er blevet virkelig ked af at have de tanker, fordi det er bare kommet ud af det blå.. og jeg ville aldrig kunne gøre det.

Efter jeg har fortalt jeg har cuttet. Har jeg ikke gjordt det siden. Min kontaktlærer har fået de ting jeg har gjordt det med. Jeg får stadigvæk lyst til at gøre det.. men lader vær, selvom det er vildt svært.

Jeg har flere gange nu haft nogle små panik anfald. Jeg har ligget i min seng, grædt og hyperventilerret.. hvor jeg slet ikke har kunne gører noget.

Jeg har også snakket med min kontaktlærer om det, og vi skal så holde øje med om det tager til..
Jeg er ret stresset fortiden..

I de mindre klasser er jeg blevet mobbet, det var ikke så meget, men det sætter alligevel spor i en. Jeg er også tit blevet holdt ude for lege, og har siddet alene i næsten alle frikvartere da jeg var mindre..

Jeg har på et tidspunkt haft det så dårligt at jeg har været hjemme fra skole i lang tid. Fra ca 3-8 klasse har jeg næsten haft flere fridage en dage hvor jeg har været i skole.. så vidt jeg bukser..

Min kontaktlærer har flere gange bedt mig om at tænke over om jeg vil snakke med en psykolog, for at få hjælp til at få det bedere. Min mor og en anden voksen har sagt det samme..

Har har gået til psykolog og blevet udredt i ca 7-8 år.. nu er det 2 år siden jeg stoppede til det, da de ikke kunne hjælpe mig med min angst, uden at give medicinsk behandling.

( Jeg har fået det værre af at tage medic og stoppede derfor i psykiatrien.. fordi de kun kunne hjælpe mig på den måde..)

Jeg tænker meget over om jeg burde snakke med en psykolog. Men jeg tænker på de dårlige afaringer jeg har med det. ( hvor det ikke har hjulpet)

Nu er jeg godt nok blevet ældre og kan bedere sætte ord på mine følelser.. så måske kunne det hjælpe mig nu..

Mit spørgsmål er egentlig hvad i syntes jeg burde gøre.

Det er nok lidt svært at svarer på ud fra et brev og når man ikke kender personen.. men jeg har ikke andre at snakke med om det lige nu.. eller jo har min kontaktperson og min mor…

Jeg tænker meget på hvordan en psykolog ville kunne hjælpe mig…

Jeg vil jo gerne have hjælp fordi jeg ikke kan holde ud at været ked af det så ofte mere..

Tænker en del på at jeg bare burde tage mig sammen og ikke værer så ked af det..( Men det kan man dsv ikke bare..)

Hilsen en pige på 16…

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16

Det første, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser dit brev, er: Hold da helt op, hvor er du sej! Du er nemlig rigtig godt i gang med noget, som kan være rigtig svært for andre overhovedet at finde modet til. Du er begyndt at åbne dig op og fortælle om dine følelser og hvad du lige nu kæmper mod. Du har kunnet mærke, at du fik det dårligere – og det reagerer du på. Det fortjener den allerstørste respekt. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig med nogle idéer til, hvordan du kan komme endnu videre.

Du har desværre haft nogle oplevelser i de mindre klasser, hvor andre slet ikke har behandlet dig, som du har fortjent. Når man gennem flere år er blevet mobbet, kan man godt ende med at tro på noget af det, mobberne siger. Man kan begynde at tvivle på, om man er god nok.

Når andre har fortalt dig, at du er god nok, præcis som du er og er en god ven, har de helt ret. Det var dem, der mobbede, der ikke kunne finde ud af at behandle dig ordentligt. Og det er de voksne, der ikke har været gode nok til at få stoppet mobningen. Intet af det, der skete, har været din skyld. Og det er dejligt at læse om, at du er glad for din efterskole.

Du skriver i dit brev om selvmordstanker – og er også god til at komme med et par eksempler. Måske har dine pludselige indskydelser skræmt dig? Som du selv skriver, kunne du jo aldrig finde på at gøre det i virkeligheden. Mange har ligesom dig oplevet at få sådanne nogle tanker.

Tankerne handler ikke altid om, at man har et ønske om at dø eller forsøge at begå selvmord. Men de handler mere om, at hjernen gør os opmærksom på ting og situationer omkring os, der kan være farlige – også selvom vi godt i forvejen ved, de er farlige. Derfor skal du ikke være nervøs for, at du pludselig kommer til at gøre noget, du kommer til at fortryde.

Du skriver, at du har prøvet at cutte. Og selvom du stadig nogle gange har lyst, er du stoppet. Du har endda fortalt andre om cuttingen. Cutting kan være en svær vane at bryde, derfor er det sejt, at det er lykkes for dig. I perioder kan trangen til at skade dig selv blive større. Her er det vigtigt, at du bliver ved med at fortælle om det til din mor og kontaktlærer.

Hvis du har brug for at snakke med nogle andre om cutting, kan du anonymt og gratis kontakte Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade (LMS). Dem kan du læse mere om på https://hjaelp.lmsos.dk/.

Som en støtte til at komme videre, er du af flere blevet rådet til at tale med psykolog. Jeg kan godt forstå din skepsis, når du tidligere har gået hos psykolog. Men som du selv også skriver, tror jeg, at du vil opdage, at du i dag nemmere kan sætte ord på, hvordan du tænker og føler. Det tror jeg, vil gøre, at du vil føle, du får mere ud af en psykolog nu, end du gjorde, da du var yngre.

Og samtidig kan du også fortælle psykologen om din tvivl omkring at gå hos ham eller hende. På den måde kunne din psykolog og dig sammen lave aftaler om, hvordan han eller hun bedst støtter dig. Beslutningen er naturligvis din egen. Men jeg vil anbefale dig at overveje, om det kunne være en god ting for dig, hvis du gav det en ny chance.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer. Jeg er overbevist om, at du allerede er rigtig godt på vej. Din gode evne til at beskrive hvordan du har det, vil gøre det nemmere for andre at hjælpe og støtte dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat