Træt af at være ked af det…

Jeg startede på en efterskole her i sommers. Og jeg er virkelig glad for at gå her.

Jeg har en støtte lærer til både det faglige og det sociale.. Da jeg har nogle diagnoser, bla Autisme, ocd og angst..

Jeg har for lidt over 2 uger siden fortalt min kontaktperson at jeg har cuttet. Jeg har gjordt det i lidt over et år, i perioder.. Hun har så skulle fortælle det videre til min mor. Hvilke blev gjordt dagen efter.

Jeg har altid haft virkelig svært ved at åbne mig op og fortælle andre om mine følelser. Men er begyndt på det nu, da jeg kan mærke at jeg får det dårligere.

Jeg har været virkelig ked af det i nogle perioder. Det er ikke altid jeg helt præcis ved hvorfor..

For det meste er det fordi jeg hader mig selv. Jeg syntes ikke at jeg kan noget, og føler at jeg egentlig bare burde lukke mig inde på mit værelse.. det ville nok være det bedste for alle så de slipper for mig.. jeg forstår ikke altid hvorfor folk egentlig har lyst til at være sammen med mig..

Jeg får altid at vide jeg er god til så mange ting og er en fantastisk ven. Både af voksne og børn.. men jeg kan bare ikke selv se det.

Jeg har et par gange haft selvmordstanker uden det har været bevidst. Jeg har kigget på en neglelak fjerner og tænkt hvis man drikker det så dør man. Og hvis man hopper ud derfra dør man..

Jeg er blevet virkelig ked af at have de tanker, fordi det er bare kommet ud af det blå.. og jeg ville aldrig kunne gøre det.

Efter jeg har fortalt jeg har cuttet. Har jeg ikke gjordt det siden. Min kontaktlærer har fået de ting jeg har gjordt det med. Jeg får stadigvæk lyst til at gøre det.. men lader vær, selvom det er vildt svært.

Jeg har flere gange nu haft nogle små panik anfald. Jeg har ligget i min seng, grædt og hyperventilerret.. hvor jeg slet ikke har kunne gører noget.

Jeg har også snakket med min kontaktlærer om det, og vi skal så holde øje med om det tager til..
Jeg er ret stresset fortiden..

I de mindre klasser er jeg blevet mobbet, det var ikke så meget, men det sætter alligevel spor i en. Jeg er også tit blevet holdt ude for lege, og har siddet alene i næsten alle frikvartere da jeg var mindre..

Jeg har på et tidspunkt haft det så dårligt at jeg har været hjemme fra skole i lang tid. Fra ca 3-8 klasse har jeg næsten haft flere fridage en dage hvor jeg har været i skole.. så vidt jeg bukser..

Min kontaktlærer har flere gange bedt mig om at tænke over om jeg vil snakke med en psykolog, for at få hjælp til at få det bedere. Min mor og en anden voksen har sagt det samme..

Har har gået til psykolog og blevet udredt i ca 7-8 år.. nu er det 2 år siden jeg stoppede til det, da de ikke kunne hjælpe mig med min angst, uden at give medicinsk behandling.

( Jeg har fået det værre af at tage medic og stoppede derfor i psykiatrien.. fordi de kun kunne hjælpe mig på den måde..)

Jeg tænker meget over om jeg burde snakke med en psykolog. Men jeg tænker på de dårlige afaringer jeg har med det. ( hvor det ikke har hjulpet)

Nu er jeg godt nok blevet ældre og kan bedere sætte ord på mine følelser.. så måske kunne det hjælpe mig nu..

Mit spørgsmål er egentlig hvad i syntes jeg burde gøre.

Det er nok lidt svært at svarer på ud fra et brev og når man ikke kender personen.. men jeg har ikke andre at snakke med om det lige nu.. eller jo har min kontaktperson og min mor…

Jeg tænker meget på hvordan en psykolog ville kunne hjælpe mig…

Jeg vil jo gerne have hjælp fordi jeg ikke kan holde ud at været ked af det så ofte mere..

Tænker en del på at jeg bare burde tage mig sammen og ikke værer så ked af det..( Men det kan man dsv ikke bare..)

Hilsen en pige på 16…