træt af alt…

Hej Brevkassen

Jeg er en 15 årige pige. Jeg har haft selvværds- og andre problemer i nu omkring 6-7 år. Det hele startede som sagt da jeg var ca. ni år. Jeg havde aldrig før i mit liv rigtig tænkt påhvordan jeg så ud, og det med udssendet var ikke rigtig noget jeg gik så meget op i, man kan så også sige at jeg der jo heller ikke var så gammel. Mine veninder som jeg var sammen med meget på det tidspunkt var alle sådan okay tynde og pæne. Jeg var selv, for at sige det mildt lidt kvabset. Nu er det jo lang tid siden, så jeg kan ikke huske hvad jeg akkurat tænkte, men jeg ved at jeg begyndte at føle mig “udenfor”. Jeg var ikke lige så pæn eller tynd som dem, derfor følte jeg at jeg ikke var som jeg burde, noget var galy med mig. Her er jeg stadig omkring de otte-ni år.

Det udviklede sig sådan at min tankerne om min krop fyldte mere og mere, samt vægten. Ingen af mine venner eller familie vidste på daværende tidspunkt at jeg havdr det dårligt. Jeg kan huske at jeg så det som en fase, noget der gik over. Det gjorde det så ikke, og jeg fik det dårligere og dårligere. Jeg gik i tredje-fjerde klasse, da jeg for alvor startede at hade mig selv. Jeg kunne ikke lide at se mig selv i spejlet og kunne finde på at hænge et håndklæde over det når jeg gik på toilettet eller var i bad. Jeg havde det også med at slukke lyset så jeg ikke kunne se mig selv. Det var også her jeg stoppede med at spise, når jeg viste mine forældre ikke ville kunne finde ud af det.

Noget jeg især husker fra da jeg ikke var så gammel, var de mange gange hvor jeg følte mig så flov over mig selv, så jeg faktisk frygtede at tage i skole, og kunne finde på at bryde ud i grød om morgen, og råbe at jeg ikke ville i skole, nogle gange lod jeg også at jeg havde det dårligt, så jeg ikke skulle i skole. Jeg blev så ældre og udssendet begyndte at betyde en stor del af min hverdag. Jeg var omkring 13-14 år her, og begyndte helt at stoppe med at spise morgenmad og frokost.

Noget andet der også overtog min hverdag og tankegang var behovet for at træne. Det eneste jeg kunne tænke på var at træne, træne, træne. Jeg var ikke tynd nok endnu. Det var også på det tidspunkt at min tankegang blev værre og værre. Jeg HADET mig selv. Jeg var omkring fjorten år da jeg første gang skar i mig selv, jeg havde hørt om andre der havde gjort, og hvordan det ville fjerne smerten. På en måde hjalp det, og jeg gjorde det noget mere jeg startede også på at læse om anoreksi, og blev ledt ind på nogle sider der hjalp især unge piger med at få det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ville have det, jeg ville have anoreksi, fordi alle de andre piger blev jo tyndere, så det vil jeg jo nok også. Men nej, jeg følte stadig ikke at der skete noget, og jeg fik det dårligere og dårligere hver dag.

Nu er jeg så her. Jeg er 15 år, og kan ikke gå en dag uden at have det dårligt, tænke over min krop eller på hvor meget bedre det ville være hvis jeg bare forlod alt. Nogle dage er dog slemmere. Jeg får det tit dårligere når jeg er sammen med andre som jeg misunder, nogle jeg gerne vil være. Jeg tænker på hvorfor jeg er så svag at jeg ikke engang kan tage mig sammen til at gøre noget ved mine problemer, ogdå selvom jeg føler jeg virkelig prøver. Som sagt er jeg bare træt af alt. Mig selv, min krop, min hud, mit ansigt, mit hår, min personlighed og generelt mit liv. Nu om dage er det ligsom det eneste jeg lever for er min familie, og jeg er nærmest sikker på at uden dem, ville jeg forlænget havde forsvundet væk fra alt og alle. Så hvordan bliver jeg glad igen, hvordan får jeg lysten til at leve tilbage. Og ikke mindst hvordan kan jeg komme til at “elske” mig selv eller bare acceptere den jeg er.

Undskyld for den lange besked, har bare aldrig rigtig snakket med nogle før, og har en del på hjertet. Jeg forvente ikke et svar, men jeg ville blive rigtig glad hvis du svarede, da jeg ikke aner hvad jeg skal gøre.

Tusind tak på forhånd…