Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Tæller at slå sig selv som selvskade?

Hej børnetelefonen

I løbet af ca. en måneds tid har jeg gået rundt og slået migselv i hovedet, bryset, og panden når jeg følte jeg havde gjort noget forkert. Det startede mildt med at jeg bare daskede migselv i panden når jeg gjorde noget jeg selv følte var dårligt eller sagde noget dumt. Det gjorde jeg for det meste når jeg var alene, men senere hen fik jeg en trang til at gøre det i offentligheden selvom jeg godt kunne mærke inderst inde at jeg fik det værre af at slå mig selv på panden hvor alle kunne se det- alligevel hvis jeg ikke gør det får jeg det ubehageligt og jeg føler mig ikke helt hel?

Det udviklede sig så til at jeg ville banke mit baghovedet op af væggen indtil jeg fik ondt. Jeg knipser også voldsomt når jeg er stresset eller omringet af en hel del mennesker og gerne vil væk- men jeg ved ikke om det er relevant. Jeg slår migselv i hovdet med handfladen men aldrig så hårdt så det gør ondt i længere tid. (jeg har ikke en specielt høj smerte tolarance så jeg ved godt hvornår jeg skal stoppe sådan cirka)

jeg har tidligere revet migselv i armen eller presset mine negle ind i min hud så det gav mærker af samme grunde. Jeg ved ikke om det er angst eller måske at jeg er ked af det og har lavt selvværd/selvtillid?

Jeg undskylder hvis det er beskrevet dårligt- jeg har næppe så god til at beskrive mine følelser eller oplevelser
🙁

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev. Jeg synes du er rigtig god til at beskrive dine følelser og oplevelser. Jeg kan godt forstå, at du undrer dig over hvorfor du føler trang til at skade dig selv. Jeg vil meget gerne hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre.

Jeg kender desværre ikke grunden til, hvorfor du får den trang til at slå dig selv. Men jeg kan høre, at det er noget du gør, når du ikke har det godt.

Det lyder som at trangen til at gøre bestemte ting eller gøre noget der gør ondt kommer, når du er stresset bange eller ked af det? Det lyder også som om at det nogle gange måske er en vane, noget du føler du er nødt til gøre? Mon det er sådan?

Jeg har talt med andre børn, der også skader sig selv. Mange fortæller at de får lyst til at gøre det, hvis der er noget der stresser dem, eller de er meget kede af det eller har nogle følelser, de ikke kan klare at være alene med. Måske det også er sådan for dig?

Jeg har også talt med børn, der gør bevægelser og ting ved dem selv uden de ved hvorfor og uden de er kede af det først. De fortæller det er irriterende, at de føler trang til at gøre noget de ikke har lyst til, men at de ikke kan lade være. Mon du også har det sådan?

Jeg synes det er rigtig sejt, du skriver til BørneTelefonen fordi du undrer dig over dig selv og bliver bekymret over din egen opførsel.

Jeg kan høre at det er noget, der går dig på og som påvirker dig. Derfor er det noget du skal have hjælp til at klare og komme ud af. Det er de voksnes ansvar at hjælpe dig med at finde ud af, hvad der sker med dig og hvordan du kan få det godt igen.

Det behøver ikke at hedde ‘selvskade’ eller give sår eller ar, før man har ret til hjælp. Det du føler med at knipse hele tiden, når du er stresset, ser jeg også som et tegn på, at du har brug for hjælp i nogle situationer.

Du skriver, at du gør det, når andre ser det. Mon der allerede er nogle voksne, der ved, hvor meget det går dig på? Mon der allerede er nogen, der prøver at finde ud af, hvorfor du gør de ting?

Jeg tænker, det er vigtigt, at du finder en sød voksen, du kan fortælle om de ting du gør, og hvordan du har det med dem. At du er ked af at du ikke kan lade være med at slå dig selv, knipse osv. Det kunne fx være dine forældre, en fra din familie eller en lærer du er tryg ved?

Den voksne kan hjælpe dig med at få en tid hos lægen. Lægen kan snakke med dig og hjælpe dig med at finde ud af, hvorfor du gør de ting og hvordan du kan holde op med det. Lægen vil måske tilbyde dig nogen at tale med, som kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der udløser den her adfærd, som går dig på. På den måde kan du blive opmærksom på at klare situationerne på en bedre måde end ved at slå dig selv. Mon lyder som noget du kunne tænke dig?

Du er altid velkomme til at ringe eller skrive til os igen, hvis du har brug for det.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat