Kære pige på 13 år
Mange tak for dit brev til BørneBrevkassen - og for at du har lyst til at skrive til os igen. Jeg vil gerne prøve at hjælpe dig... Men jeg tror ikke, at jeg kan finde på nogen undskyldninger til dig, så folk ikke opdager, at du cutter.
Du fortæller, at du cutter, har lavt selvværd og har selvmordstanker - tre voldsomme (og alvorlige) ting, som jeg tænker må være svære at bære rundt på alene. Derfor synes jeg også lige umiddelbart, at det lyder som en god idé at fortælle en af dine veninder om det.
Men jeg tænker også, at det kan være et stort ansvar at give din veninde, hvis hun ikke må sige eller gøre noget for at hjælpe dig. Jeg tænker - selvom du ikke vil - at det vil være godt for dig at få noget voksen støtte/hjælp. Jeg bliver nysgerrig på, hvorfor du mon ikke vil indblande dine forældre eller andre voksne..?
Er det mon fordi, du ikke vil gøre dem kede af det? Eller er det måske fordi, du er bange for deres reaktion? Eller er der mon en helt 3. grund til, at du ikke vil have nogen voksne til at hjælpe dig..?
Dem som jeg har talt med, som cutter, gør det ofte for at få en anden smerte til at gå væk... En smerte der handler om noget helt andet. Måske er det noget, du kan genkende hos dig selv..?
Det jeg prøver at sige til dig er, at hvis du skal få smerten til at forsvinde (den der gør, at du cutter og har lavt selvværd), skal du måske prøve at tænke på, hvem der mon kan hjælpe dig - tror du, at du kan det?
Jeg kan godt forstå, at du selv vil sige det (at du cutter), men måske har dine veninder (og forældre) allerede fundet ud af det (?). Måske ved de bare ikke helt, hvad de skal gøre eller sige..? Måske er dine veninder bange for at blande sig i dit liv eller bange for at gøre dig ked af det..?
En mulighed kunne også være, at du tog kontakt til LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade. Her kan du både få hjælp, støtte og rådgivning gennem mail, chat, telefon og ved personligt at møde op.
Du kan læse mere om dem >her
Måske har du ikke fået det svar, du gerne ville have ønsket dig..? Men jeg tror ikke, man i længden kan skjule både fysiske og psykiske ar på både krop og sjæl for omverdenen (veninder, familie, lærere osv.).
Jeg tror, at de ting der gør ondt inden i, og som gør at man har svært ved at ændre på nuværende handlemønstre (at man cutter) vil blive mindre, hvis man finder en at tale med om det... På den måde er man ikke alene. Kan du mon følge mig..?
Du er meget velkommen til at ringe eller SMS'e til BørneTelefonen på 116 111. Du er også velkommen til at skrive tilbage til BørneBrevkassen, hvis du har brug for det.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen