spiseforstyrrelse, selvskade og depression
Jeg er en pige på 14 år, der har haft depression i 1 1/2 år.
jeg har cuttet fordi jeg har haft det som om jeg aldrig er god nok og altid er blevet afvist. Kan ikke stole på nogle af mine “veninder” og ved ikke hvad jeg skal gøre mere.
Jeg havde en periode, hvor jeg mistede appetitten, fordi jeg var nok deprimeret. Mine forældre ved intet, og jeg er derfor ikke blevet diagnostiseret med nogle af disse jeg ved ikke hvad man skal kalde det fordi jeg ved ikke om “sygdomme” er det rigtige ord.
jeg har så ikke haft det godt med min krop selv om alle siger, jeg har en sund og normal krop. jeg prøvede for 3 uger siden (ca.) at kaste op efter hvert eneste måltid men kunne ikke. også selvom jeg prøvede 7 forskellige metoder og så begyndte jeg så at cutte igen fordi jeg følte mig så klam og uduelig og argh. jeg havde så en lille periode på, ja 3 uger ca hvor jeg spiste normalt som en normal sund person. da min veninde så sagde hun havde tabt sig gik det helt sort for mig. jeg havde det så dårligt med mig selv og er nu begyndt ikke at spise frokost og spise så lidt aftensmad som overhovedet muligt og egentlig være sulten hele tiden.
jeg prøvede så i aften at kaste op 1 sidste gang. jeg stak 2 fingre ned i halsen på mig selv igen og igen indtil jeg fik det dårligt og skulle til at kaste op. jeg kunne mærke (ADVARSEL: DETTE KOMMER TIL AT LYDE SÅ KLAMT SÅ FOR DEM, DER ER LIDT SNESITIVE OVER FOR DET PAS PÅ) maden komme op og jeg kunne mærke at jeg kun skulle gøre det 1 gang mere, før jeg kastede op. Jeg har altid hadet at kaste op siden jeg var helt helt lille og ville gøre hvad som helst for ikke at kaste op indtil nu tydeligvis. Jeg aner ikke hvad der skete men da jeg kunne mærke det stoppede jeg fordi jeg var så bange. jeg rejste mig op og følte mig fuldkommen følelsesløs og vaskede mine hænder og lagde mig i min seng. lige pludselig kunne jeg mærke denne her bølge af selvhad og jeg satte mig brat op og begyndte at græde virkelig meget. Jeg havde/har det som om jeg ikke kan trække vejret. jeg tænkte bare “hvad nu hvis, det var min eneste chance? hvad nu hvis i aften var den eneste aften jeg kunne kaste op? hvorfor gjorde jeg det ikke? Jeg hader mig selv. Virkelig meget”.
Jeg besluttede mig for at skrive her for jeg stoler ikke på mig selv.