Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skole stresser mig

Hej, jeg er en pige på 14.

Jeg går i 8 klasse og føler ikke længere at jeg vil leve. Jeg er kommet til en konklusion som lyder på, at skole giver mig et alt for stort pres. Skolerne har lært mig at sætte høje krav til mig selv, som jeg aldrig kan opfylde, og så skubber og presser jeg mig selv til for meget, og jeg går hjem og skærer i min arm.

Jeg føler ikke jeg klarer det godt i skolen, fordi jeg kun tager alt det negative ind. Jeg er egentlig overmiddel i næsten alle tingene, men på en eller anden måde synes jeg godt jeg kunne have gjort det bedre.

Jeg har terminsprøver i denne uge, og presset er så stort, at jeg har selvmordstanker. Jeg tør ikke komme ud med dem til nogen, for alle dem jeg har snakket med online, synes ikke at skole er en god nok grund, så nu føler jeg at jeg ikke er valid.

Jeg har virkelig beug for hjælp, men kan ikke række ud. Jeg vil heller ikke gøre andre bange eller bekymret. Hvis jeg siger noget til min mor siger hun “kan du ikke bare være lige glad?” Men hun forstår ikke hvor dybt det egentlig rammer.

Som om det bare er noget man kan glemme på ét minut. Jeg tager kun kritik til mig og tager det personligt, og tager konstruktiv kritik som nogen der siger jeg altid skal rette op på mig for ellers er jeg ikke god nok. “Det skal nok gå” og “du kommer igennem det” virker overvovedet ikke! Hjælp mig nu!!!!

Intetkøn, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Hold da op.  Jeg kan godt forstå, at du synes, det hele er lidt uoverskueligt, med alle det ting, du har at tænke på lige for tiden. Det lyder til, at du har det rigtig svært. Derfor er det godt, at du skriver ind til os.

Jeg er helt enig med dig i, at du har brug for hjælp. Jeg får en fornemmelse af, at du føler, at du er meget alene med dine problemer. Den tanke får jeg fordi du skriver, at du har svært ved at række ud, og du skriver, at dem du har talt med online, får dig til at føle, at du ikke er valid.

Når man føler sig alene med sine problemer, finder man måder at klare dem på. Det kan fx være ved at skære i sig selv. Mange andre unge, jeg har talt med, fortæller mig, at det bliver en lettelse at skære i sig selv, fordi noget af smerten indeni forsvinder. Men jeg ved også, at man kan få det bedre og stoppe med at skade sig selv. Det skal man have hjælp fra andre til.

At du ikke føler, at din mor forstår dig, kan jeg forestille mig gør tingene endnu værre. Det er ikke nogen nem situation, du står i. Særligt ikke, når du i forvejen føler dig presset over skolen og de tanker, du har omkring selvmord. Derfor er det rigtig vigtigt at få fortalt nogen om, hvordan du har det.

Selvom du har oplevet, at din mor ikke forstår dig, synes jeg, at du skal prøve at skrive et lille brev til hende. Du er så god til at udtrykke dig. Måske vil hun se og forstå, at det er alvorlige problemer du har. Nogen gange skal man have ting at vide på flere måder før man rigtigt forstår det. Hvordan ville det mon være for dig?

Det kan være, du synes, det er svært at vise hende det. Så kan du fx prøve at lægge brevet på din mors natbord ved sengen eller et andet sted, hvor du ved, hun finder det.

Hvis hun stadig ikke forstår dig, så skal du have fat i en anden voksen. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at gøre nogen bange eller bekymret. Men de fleste voksne bliver glade for at få ting at vide, så de har mulighed for at hjælpe.

Det kan godt være, at de bliver bange eller bekymret, men det kan man som voksen godt bære. Det er langt bedre at blive lidt bange eller bekymret og have mulighed for at hjælpe, end at finde ud af, at man skulle have gjort noget, når det allerede er for sent.

Du har for eksempel mulighed for at tage fat i en lærer, som du godt kan lide. Du kan kontakte ham eller hende på Aula, hvor du kan skrive til vedkommende, at du har brug for en snak. Fx kan du skrive sådan her:

Hej (lærers navn)

Jeg har brug for at tale med dig om nogle ting, som jeg synes er lidt svært. Kan vi mødes efter skole kl….?

Når du mødes med din lærer, behøver du ikke at sige noget, du kan bare vise hende eller ham et lille brev, som det du har skrevet herind, eller det du måske forsøger at skrive til din mor. Så er jeg sikker på, at din lærer, vil stille nogle spørgsmål, som du kan forholde dig til.

Fordelen ved at tale med din lærer vil også være, at han eller hun vil hjælpe dig med presset, som du oplever i forbindelse med skolen. De fleste lærere kender til elever, der har haft lignende problemer, og derfor har de måske også en ide til, hvordan de kan hjælpe, så presset ikke bliver så stort.

Du kan også altid ringe ind til BørneTelefonen på 116111. Her vil der også sidde nogle voksne, som kan hjælpe dig med at finde en løsning, som er brugbar for dig.

Jeg er rigtig glad for, at du har taget kontakt herind til os. Det viser at du har styrke og mod. Jeg kan se på din måde at skrive på, at du er en dygtig pige, og din formulering omkring det med, at du er bange for at gøre andre bange eller kede af det, viser også, at du tænker på andre.

Nu er det tid til, at der er nogen, der skal tænke lidt på dig, og hjælpe dig. For det er vigtigt at du får hjælp til at få styr på de tanker, som du går med.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat