Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Sker der?

Hvaså,

Mit problem er at jeg ikke rigtig føler noget som helst.

Jeg en dreng på 15 år og har følt mig rimelig lige glad med alt i (1-2) Måneder.

Jeg føler mig deprimeret over det mindste, og jeg kan sjovt nok godt li’ at føle mig trist.

Jeg blev bortvist fra min anden skole i dette år for et par uger siden (PGA, rygning, druk) Hvilket har taget hårdt på mig,

Jeg er også begyndt at ryge en del hash, og til dels også andre midler.

Jeg skær tit i mig selv, de steder hvor det er sværest at se. Og gør det for det meste uden nogen grund.

Ved ikke hvorfor jeg skriver ind, vil nok bare gerne høre en persons mening på det her.

KH. “H” (;

Dreng, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære ”H”

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver, for jeg kan høre, at der er nogle ting, som virker svære for tiden. Jeg vil forsøge at svare dig så godt jeg kan.  

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at det må være en voldsom oplevelse, at blive bortvist fra skolen. Du har oven i købet prøvet det to gange. Det må være meget ubehageligt, at få at vide, at man ikke kan gå på en skole længere, og at miste det fællesskab, der også hører med til at gå i skole. Jeg kan godt forstå, at det er rigtig hårdt for dig, at opleve denne udelukkelse fra skolen og fællesskabet. Jeg tænker på, om du mon er startet på en anden skole eller om du er tilbage på den skole, som du blev bortvist fra? Og taler du mon med nogen om, hvordan du har det med det, fx dine forældre?

Jeg tænker også på, hvornår følelsen af at være deprimeret og trist mon er opstået? Er der mon sket noget særligt, som har fået følelsen frem, eller er den kommet snigende uden nogen egentlig grund? Du skriver, at du er begyndt at ryge hash og bruge andre midler, og at du også skærer i dig selv. Jeg tænker på, om det mon er noget du er begyndt på, efter du er blevet bortvist fra skolen? Min mening, om dét at ryge hash og at skære i sig selv er, at det kan være en form for ’bedøvelse’, og en måde at fjerne fokus fra det, der egentlig gør ondt på. Det vil sige, at du måske bruger hashen og de andre midler, for at prøve at glemme, hvor hårdt det har været for eller er for dig, at blive bortvist fra skolen. På samme måde, kan dét, at skære i dig selv, for en tid give dig en anden smerte, end den smerte du måske mærker psykisk. Kan du mon genkende det?

Ulempen ved hash og andre midler er, at det kan forstærke følelsen af at være deprimeret og trist, frem for at få dig til at få det bedre. Derfor er det ikke en særlig god løsning, når der er noget, der er svært og hårdt for én.

Når jeg læser dit brev, får jeg en fornemmelse af, at der er andre ting end skolen, som måske ikke fungerer så godt? Hvordan er det mon hjemme hos dig, og hvordan har du det mon med dine forældre, familie, venner, kæreste og lektier? Når du skriver, at du godt kan lide at føle dig trist, tænker jeg på, hvad den følelse mon giver dig? Hvad tror du, at den modsatte følelse, glæde, ville give dig? Hvis man i en periode, har oplevet noget rigtig hårdt, er det naturligt, at man kan komme til at føle sig trist og deprimeret. I sådanne perioder, er det vigtigt, at man har nogen at snakke med, om dét man har oplevet, så man ikke føler, at man står alene med det. Det er også vigtigt, at du bliver hjulpet tilbage i skolen (hvis du ikke allerede er startet på en ny skole). Du skriver, at du blev bortvist fra skolen pga. rygning og druk. Er der mon nogen, som har talt med dig eller vist dig, at de er bekymret for dig - måske tilbudt dig noget støtte og hjælp? Det kan være en lærer, SSP konsulenten eller andre voksne omkring dig, som ved at det er svært at stå i den situation du er i, og har brug for gode voksne til at hjælpe dig videre?  Jeg spørger lidt til dette, fordi jeg ved, at det ofte er lettere 'bare' at bortvise elever, end at give støtte og hjælp, så eleven har mulighed for at komme tilbage, eller måske få et andet skoletilbud og støtte til at stoppe med hash og selvskade. Ofte sker det, at man som elev står med hele ansvaret og skylden, for det der er sket. Ja, det er jo dig der har røget hash og drukket - men gad vide hvorfor det skete? Det tænker jeg vil være godt, at de voksne, du har omkring dig vil spørge ind til, så du har mulighed for at tale med nogen om det. Er der mon nogen som du kan tale med, nogen som vil spørge ind til dig, når du beder om en snak?     Dette blev et svar, med en masse nye spørgsmål til dig. Jeg håber, at nogle af mine spørgsmål måske vil sætte tanker i gang hos dig, om dit liv som helhed, hvordan du har det, og hvordan du kunne tænke dig, at have det i fremtiden? Hvis du har mod på det, håber jeg meget, at du vil ringe eller sms’e til BørneTelefonen på 111 116, og snakke videre med en rådgiver om det. Du kan også logge ind på chatten ved at gå ind på BørneTelefonens hjemmeside: www.bornetelefonen.dk Jeg tror, at det ville være rigtig godt for dig, at tale videre med en rådgiver, om de ting der er svære for dig i øjeblikket. I snakken kan I måske sammen finde ud af, hvad der ville være mest hjælpsomt for dig, og hvem der evt. kan hjælpe dig med at få det bedre. Vi vil meget gerne tale med dig.  Mange kærlige hilsner BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat