Kære pige på 12 år
Mange tak for dit modige brev!
I det brev som du har sendt til BørneTelefonen, er det tydeligt, at du ikke har det særligt godt lige nu. Jeg vil dog sige, at dit brev er første skridt på vejen mod at få det bedre igen. Det er handlekraftigt af dig, at du søger hjælp, når du ikke har det godt.
Det er ikke okay, at du skal gå rundt og føle, at dine forældre ikke hjælper dig. Jeg tænker derfor, at du bliver nødt til at tage fat i dem igen.
Jeg har fuld forståelse for, hvis det er frustrerende at skulle tage fat i dem, når du oplever, at de ikke vil hjælpe dig, men er dine forældres ansvar at du har det godt. Jeg vil derfor komme med et par ideer til, hvordan du kan få sagt til dem, at du har det svært.
Hvis du har lyst, kan du vise dem det brev, som du har skrevet til BørneTelefonen. Der er du rigtig god til at sætte ord på, hvordan du har det. Du kan også vise dine forældre det her brev, hvis du har lyst til det. Hvis du vil vise dine forældre brevene, kan du sige til dem: ”Jeg har noget til jer, som jeg gerne vil have at i læser”.
Har du derimod lyst til at skrive et nyt brev, kan du bruge vores guide ”skriv det til nogen”. Guiden vil hjælpe dig med, hvordan du får sagt de ting, som du gerne ville.
Jeg kan se i dit brev, at du gør dig nogle tanker om, at du måske er ved at få en spiseforstyrrelse. Jeg tænker derfor, at det kunne være en ide at få talt med en læge sammen med dine forældre. Måske kan lægen hjælpe dig og dine forældre videre – og henvise dig til en psykolog eller andre, der kan hjælpe.
Har man det nemlig så dårligt, at det går ud over ens hverdag, så skal man søge hjælp. Ligesom du gjorde, da du skrev til BørneTelefonen.
Nogle oplever at have forældre, som de slet ikke kan nå ind til. Uanset hvor hårdt de prøver. Måske fordi forældrene er fyldt op og er stressede over deres egne problemer. Måske kan de ikke finde ud af at tale om følelser og svære ting. Måske ved de ikke, hvad de skal gøre for at hjælpe dig. Måske kommer de til at tro, at du sikkert bare har ‘teenager-problemer’? Der kan være 1000 grunde til at forældre ikke kan give deres børn den hjælp, de har brug for.
Hvis du vil snakke med en voksen, der ikke er dine forældre, er der ”Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade”. Der kan man få gratis hjælp til, hvis man har en spiseforstyrrelse og hvis man skader sig selv, når man bliver ked af det.
BørneTelefonen har også en side om ”selvskade”, hvor du kan læse om, hvordan man stopper med at skære i sig. Men trangen til at skade sig selv stikker som regel dybere, så man ikke blot kan stoppe sig selv. Det tror jeg er tilfældet i din situation. Måske handler meget af dit ubehag om, at du ikke taler særligt godt med de voksne (eller andre) i din hverdag? Måske hverken i skolen eller derhjemme? Hvordan har du det egentligt i dit liv? Jeg kan se på dit brev, at der er ting, du nok har behov for at tale mere om. Vi vil rigtigt gerne tale mere med dig og måske kan vi sammen få flere ideer til ting, du kan prøve.’
Du altid ringe til BørneTelefonen på 116111 – vi sidder klar til at tale med dig.
Dine forældre er også velkommen til at ringe til ForældreTelefonen på 35 55 55 57, hvis de har brug for hjælp til, hvordan de bedst muligt kan støtte og hjælpe dig.
De bedste tanker fra
BørneTelefonen