Brev

Selvskade og selvmordstanker

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dig.

Hvor er det godt, at du har mod og styrke til at skrive ind til os. Jeg kan godt se, at du har meget at tænke over og jeg skal gøre mit bedste for at hjælpe dig.

Det glæder mig meget, at du beder om hjælp. Det viser mig, at du tror på, at hjælp og støtte fra andre er vigtig, når trangen til selvskade melder sig.

Du skriver også selv, at du ikke har lyst til at begå selvmord, men at dine tanker nogle gange kredser omkring selvmord. Og det virker på mig, som om din angst spænder ben for dig – både i og uden for skolen.

Vi hører fra nogle unge, der selvskader, at de er ramt af følelsen af tomhed, og at de ikke rigtigt føler noget som helst. Andre unge mennesker er ramt af følelser, der virker forvirrende. Det kan være svært at handle, når man er ramt på den måde.

Du nævner i starten af dit brev, at du har nogle problemer i dit liv, uden at du kommer nærmere ind på disse. Jeg tænker, at de har betydning og fylder en del, ellers ville du sikkert ikke have nævnt dem for mig. At komme af med selvskaden hænger sammen med at få hjælp til problemerne. Trangen til selvskade dækker over noget andet end ønsket om at skade sig selv. Jeg tænker på, om du mon kan følge min tankegang?

Du skriver, at du ikke tror, at du har brug for hjælp i forhold til angsten. Men som regel hænger alting sammen og det kan være rigtigt svært selv at finde ud af, hvad der er hvad. Det er ligesom en skål salat. Alt er blandet sammen og det kan være rigtigt vigtigt at få skilt alle tingene ad, så man kan finde ud af, hvad hver enkelt ting er.

Og ved du hvad? Du har selv løsningen. Du skal nemlig tale med nogen om, hvordan du har det. Jeg er glad for, at du har forsøgt at tale med dine forældre. Jeg ved, at mange unge i din situation har svært ved at forklare deres forældre, at de har det svært i deres liv. Så det er godt, at du er åben og bliver ved med at forsøge at trænge igennem. Det lyder bestemt som om, dine forældre forsøger at forstå og gerne vil hjælpe dig med at tage kontakt til nogen.

Mit bedste forslag er at tale med din læge. Det er nemlig din læge, som skal finde ud af præcis, hvilken hjælp du skal have. Din læge har ikke tavshedspligt i forhold til dine forældre, fordi du er under 18 år. Men du kan sagtens tale med lægen om, hvad dine forældre skal vide og hvad de ikke behøver at vide. Din læge vil så bestemme, hvad dine forældre får at vide.

Lægen kan henvise dig til at tale med en psykolog eller en psykiater og de har tavshedspligt. At henvise betyder, at lægen beslutter, at du skal have hjælp og så skriver lægen, at du skal tale med en psykolog eller en psykiater. Når lægen henviser, så er det gratis.

Du kan f. eks. bede din mor om at ringe til lægen og aftale en tid for dig. Du kunne jo sige til din mor: “Mor, jeg har det altså ikke så godt lige nu og jeg har brug for hjælp. Måske kan du ringe til lægen for mig og aftale en tid?” Du kunne også sige: “Mor, jeg ved, at du gerne vil hjælpe mig, men jeg tror, at jeg har brug for at tale med en professionel. Kan vi mon ringe til lægen og aftale en tid?”

Du kan faktisk også godt selv ringe til din læge. Din læges telefonnummer står på dit gule sundhedskort. Man skal som regel ringe om formiddagen. Og man taler med sekretæren. Hvis du ringer selv, kunne du sige til sekretæren: “Jeg har det rigtigt dårligt for tiden og jeg vil gerne tale med lægen om det.” Så fortæller sekretæren dig, hvornår du kan komme til at tale med lægen.

Lægen taler så med dig og vil afgøre, om du skal tale med f.eks. en psykolog eller en psykiater. Og som sagt, så har de tavshedspligt.

Selvom du ikke vil have, at dine forældre får at vide i detaljer, hvad du kæmper med, så kan du måske alligevel overveje at fortælle dem lidt. Det kan være, at de kan støtte dig i nogle ting – f. eks. at bruge nogle tricks til ikke at selvskade, selvom du har lyst til det. Nogle unge mennesker har fortalt, at de bruger nogle tricks til ikke at selvskade, selvom trangen er der.

Nogle vælger at gå en tur, andre vælger at tegne. Måske kunne du også prøve at gøre det i stedet for at selvskade? Måske har du selv en hobby, som du kan gå i gang med, når trangen til at selvskade kommer.

Det kan også være, at dine forældre kan støtte dig i at organisere din dag, så din angst får mindre magt over dig. Det, jeg vil sige, er, at det kan være rigtigt svært at komme igennem de ting helt alene og måske kan du overveje, om ikke dine forældre kan støtte dig mere end du tror.

Du skriver, at du ’ikke vil have din skole blandet ind i det’. Måske er dit liv i skolen en del af det, der er svært? Så har du måske alligevel brug for at din mor hjælper dig med at få fortalt læreren om, hvordan du egentlig har det i skolen? Men det kan jo også være, at de problemer du nævner, kun har noget med din familie at gøre eller andre ting. Måske er det derfor, du ikke vil have blandet skolen ind i det. Jeg ved jo ikke så meget om de problemer, du nævner i dit brev til mig.

Du har nu taget det første skridt til at få den hjælp, du har brug for. Og du har vist, at du er modig og stærk. Du har nemlig skrevet ind til os. Og jeg er helt sikker på, at du kan bruge dit mod og din styrke til at tage det næste skridt og tale med enten dine forældre eller din læge.

Hvis du har lyst til at tale med nogen, før du taler med dine forældre eller din læge, er du ALTID velkommen til at ringe til BørneTelefonen på telefonnummer 116 111. Vi sidder mange, der gerne vil hjælpe dig. Og nogle gange kan det være rart at øve sig på at sige noget, før det rigtigt gælder. Det kender du sikkert fra skolen, når du skal fremlægge noget for klassen. Så er det også rart at have øvet sig først. Og vi er vant til at tale med unge mennesker, så vi skal nok hjælpe dig med at fortælle det, der er svært.

Til allersidst vil jeg lige nævne LMS , for rådgiverne her ved virkeligt noget om at være ramt af trangen til selvskade. Jeg ved fra andre unge, at de kan være rigtigt gode at tale med og ‘øve sig på’, når man har behov for at tale mere med nogen om selvskade.

Jeg ønsker dig alt det bedste.

Mange varme hilsner,

BørneTelefonen

 

 

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat