Kære pige på 15 år.
Tak for dit brev, hvor er det godt at du skriver, når du ønsker at noget skal ændre sig.
Jeg kan læse på dit brev, at du har det rigtig svært i øjeblikket, så det er bare så godt, at du søger hjælp!
At skade sig selv og have tanker om at dø er alvorligt, og det er ikke noget man skal gå med alene.
Jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig med, hvordan du kan få det bedre.
Du skriver at du har triste tanker der påvirker både dit humør, din appetit og måden du ser dig selv på. Og at du desværre tit kommer til at skade dig selv også. Du fortæller også, at du har fået diagnosen Aspergers for 2 år siden, og at de ting måske godt kan hænge sammen. Det tror jeg bestemt, du har ret i.
Når man får en diagnose kan mange godt blive forvirrede, ja måske endda frustrerede. Fordi de føler de skal “genopdage” sig selv, eller se sig selv på en ny måde. Der er dog også nogen, der ser diagnosen som en lettelse, fordi den pludselig kan forklare, hvorfor man gør som man gør eller tænker, som man gør. Gad vide, hvordan det føltes for dig?
Uanset hvad så hænger det hele sammen, som jeg ser det. Dine oplevelser omkring mobning i skolen og tanker om dig selv og diagnosen, påvirker dit humør og din appetit. Så spiser du måske mindre, sover lidt dårligere og får trang til at skade dig selv i forsøget på at få det bedre. Tænker du også, at det er sådan det kan hænge sammen? Det virker i hvert fald meget forståeligt, hvis det er den form for “ond cirkel”, som du lige nu føler dig fanget i.
Jeg har talt med mange unge, der har stået i lignende situation, og som kender til det med at føle sig anderledes. Som mennesker vil vi gøre næsten hvad som helst for at passe ind i en eller form for fællesskab. Det ligger biologisk i os og foregår altså ubevidst. Derfor er det også forståeligt, hvis du ikke du føler dig accepteret som den du er, og særligt hvis du ligefrem oplever at blive gjort grin med! Heldigvis vender mange også tilbage og fortæller, at de er lykkedes dem at handle – og at få det bedre.
Hvis du oplever at blive gjort grin med i skolen, så er det meget vigtigt at din lærer ved besked. Dine lærere har ansvaret for at du trives i skolen. Og hvis der opstår mobning eller drillerier, så handler det ikke om, at du eller nogen anden er forkert eller anderledes. Så handler det om at klassefællesskabet ikke er godt, og at der derfor er nogen, som får behov for at pege fingre af andre. Derfor er det vigtigt at dine lærere ved, hvad der foregår, så de kan ændre det.
Selvskade og tanker om ikke at ville vågne igen er ofte et tegn på, at man har ‘ondt indeni’ og derfor sommetider kan føle at tingene er håbløse, eller føle behov for at kontrollere hvor og hvordan smerten føles. Altså gøre den fysisk fremfor psykisk. Alle kan se en brækket arm, men ingen kan se klemte tanker eller følelser indeni. Man er nødt til at sige det højt selv! Derfor håber jeg, du vil bruge det mod du har vist ved at skrive brevet her, til at få sagt det højt til nogen tæt på dig.
Jeg tænker først og fremmest på, om dine forældre ved, hvordan du har det? Jeg går ud fra, at de har været med undervejs i dit forløb før du fik stillet diagnosen? Men uanset hvad så tænker jeg, at det bedste du kan gøre er at fortælle dem om dine tanker, så de kan støtte dig i at få det bedre.
Jeg ved, at det kan være rigtig svært at sige. Nogle synes det er nemmest bare at få det overstået og f.eks. sige “Jeg vil gerne tale med dig/jer om noget, men jeg synes det er lidt svært, så jeg har brug for at du/I lytter”. Andre synes det er nemmere at vise dem sit brev hertil og vores svar. Hvad mon du tænker vil være nemmest for dig?
Hvis ikke det går at sige det til dine forældre, så kan du måske sige det til en anden voksen du stoler på? Det kunne f.eks. være en anden voksen fra familien, en lærer eller en pædagog.
Bagefter så tænker jeg, at det er en rigtig god idé at få en tid hos din læge. Når man ikke trives, så er det vigtigt, at man går til lægen, uanset om det skyldes en depression eller ej, det er egentlig lige meget. Det vigtige er, at du får noget hjælp til at få det bedre.
Desuden så er det lige præcis det der er lægens job, det der bliver sat tid af til, og som han/hun får løn for. Så det er aldrig spild af tid! Nogle tager deres brev med til lægen og viser dem det, da det nogen gange godt kan være svært at få det hele sagt inde hos lægen. Andre laver en liste over de ting der er vigtige at de får sagt eller spurgt om, og har den med til lægen.
Derudover så er der flere kommuner som tilbyder gratis psykologhjælp til unge ml. 15-25 år. Du kan finde din kommune på oversigten her på vores hjemmeside, og se hvordan det er, der hvor du bor: https://bornetelefonen.dk/henvisninger/gratis-psykologhjaelp-oversigt/
Til sidst vil jeg gerne give dig nogle forskellige links til hjemmesider, som måske også kan hjælpe dig på vej:
Vi har på BørneTelefonen en en temaside om selvskade, hvor der bl.a. er nogle råd til, hvordan man kan stoppe med at selvskade fx ved at finde alternativer, og ved at lave en handleplan for, hvad du kan gøre i stedet for når trangen kommer til at selvskade. På den måde lærer du dig selv andre veje at få ro på end ved at selvskade. Det kan godt være svært i starten, men jo mere du prøver at gøre noget andet, jo nemmere bliver det. Du kan læse mere om det her.
Kender du LMS – Landsforeningen for spiseforstyrrelser og selvskade? De er nemlig eksperter i selvskade og, i hvordan du får trappet det ned igen. De har både en side med gode råd til at stoppe, en rådgivning, og et tilbud om personligt fremmøde.
Og så er vi selvfølgelig også altid klar med et lyttende øre her på BørneTelefonen. Så hvis du har fået mod på at fortælle og snakke mere, er du velkommen til at skrive eller ringe til os her på BørneTelefonen, på tlf 116 111 eller bornetelefonen.dk. Vi har åbent hver dag fra kl. 9-02 om natten.
Det kræver mod at skrive herind, så det ved jeg allerede, at du har. Nu håber jeg du vil bruge det mod til at få hjælp, så du kan komme nærmere dit mål om at få det bedre ig. Jeg ønsker dig al det bedste held og lykke.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
