Kære pige på 14 år,
Hvor er det godt at du skriver til BørneTelefonen, når du har brug for råd fra en voksen. Jeg ved fra andre børn og unge, at det kan være svært at række hånden ud efter hjælp. At du skriver til os, er faktisk en ret stor styrke at have.
Du skriver, at der er den her ‘ting’, som du ender med at gøre, når du bliver ked af det. Jeg tænker på, om det mon er selvskade, der er ‘tingen’, eftersom at der står selvskade i overskriften på dit brev?
Nogle gange kan man blive så ked af det, at man ikke kan holde ud at være i det. Jeg ved fra andre børn og unge, at selvskaden – i øjeblikket – kan hjælpe på de her stærke følelser. Er det mon sådan du har det?
Så selvskade kan ofte være et tegn på, at der er noget, der er så svært, at man ikke selv kan overskue det. Jeg tænker derfor på, om du kunne have lyst til, at der er nogen, som kan hjælpe dig med at overskue de her svære følelser? Hvad tænker du mon om det?
Det kan være at du måske har lyst til at tale med dine forældre om det, der sker, når du bliver ked af det? Jeg kan dog godt forstå, hvis du lige nu tænker, at det er lidt svært at skulle tale med sine forældre om selvskade. Derfor har jeg en ide til, hvad du kan sige: ” Jeg vil have jeres hjælp til hvad jeg skal gøre, når jeg bliver rigtig ked af det. Fordi når jeg bliver ked af det, så kan det være rigtig svært for mig at være i det. Derfor kommer jeg til at gøre nogle ting, fx selvskade”.
Føler du dig ikke klar til at skulle tale med dine forældre lige nu, så er det også helt okay. Så er der andre voksne, som kan hjælpe dig ud af selvskaden. Fx har “Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade” meget erfaring med at hjælpe unge, der bruger selvskade, når de bliver kede af det. Hos “Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade” kan du være anonym, hvor du kan få hjælp gennem en telefonen, men du kan også få personlige samtaler. Det er helt op dig, hvilken slags hjælp, du mest har lyst til.
Du er også mere end velkommen til at ringe til os på 116111. Det kan være at du har lyst til at øve dig i, hvordan du kan fortælle om “tingen” eller selvskaden, før du vil snakke med dine forældre eller ringe til “Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade”. Hvis det er noget, som du gerne vil, så sidder vi klar til at lytte og hjælpe dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen