Kære dreng på 11 år
Når du fortæller os på BørneTelefonen mere om de ting, der er svære, så kan vi gøre noget for at hjælpe dig.
En voksen fra BørneTelefonen kan mødes med dig og tale om, hvordan du (og din familie) kan få hjælp.
Den voksne person kalder vi en bisidder. Du kan ringe til tlf: 116 111 og sige, at du vil tale med en bisidder. Læse mere her: Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår
Du bestemmer, hvad du og bisidderen skal tale om. I kan mødes et sted, hvor I bare er jer to. Bisidderen kan tale med dig om, hvordan du kan få hjælp.
Jeg kan se på dit brev, at der er tale om ‘flere sager’ hos kommunen. Du er bange for, at de voksne ikke tror på dig på grund af de mange sager. Du skærer i dig selv – for så får du det lidt bedre, skriver du.
Jeg tænker, at du har brug for vores hjælp. En bisidder herfra kan fortælle kommunen, at de skal høre og tro på dig. Uanset hvor mange sager du/I har. De voksne på kommunen er nemlig til for at hjælpe dig og din familie.
Kommunen skal hjælpe børn og familier, der ikke har det godt.
Kommunen hjælper hele familien. Og det er deres opgave at finde ud af, hvad den bedste hjælp er til lige præcis dig og din familie. Det gør de ved at tale med dig og med din familie – og måske også med andre, der kender til dig og din situation, så de kan få et godt billede af problemerne.
Når de har undersøgt det, beslutter de, hvordan de kan hjælpe bedst. Jeg kan derfor ikke fortælle dig præcis, hvordan de vil hjælpe dig. Men jeg ved, at du har ret til at blive passet på og beskyttet, så du kan få det godt. Og at du har ret til at blive hørt og sige din mening.
Måske er du bange for, at tingene vil blive værre, når kommunen får det at vide. Det kan fx være, at du er bange for, at dine forældre vil blive sure. Fortæl den voksne fra kommunen, hvis du er bange. Så skal de finde en måde at passe på dig på.
Er det svært at få sagt til dine forældre at du cutter, så kan du måske også vise dem det brev, du har sendt til os?
Det er vigtig, at du får hjælp. Derfor er det godt, at du skriver til BørneTelefonen. Vi tager det alvorligt, når børn fortæller noget.
Vi tror på de ting, du fortæller os, og vi vil gerne hjælpe dig med en bisidder.
Ring til BørneTelefofen på nr 116111 – vi har også chat og sms. Du kan få en bisdder inden for 24 timer.
Kram fra BørneTelefonens brevkasse