Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Selvskade

Er der andre end mig der har det på same måde som mig eller er det kun mig der har det bedre når kan komme hjem og skære i mig selv uden nogen finder ud af det og når jeg er gået i gang kan jeg ik stoppe igen

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Du har sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. En fra BørneTelefonen har besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Vi håber, at du alligevel vil kunne bruge svaret. Dit svar kommer her:

Hej pige 12 år,

Din plan var måske ikke, at dit brev skulle ende herinde hos BørneTelefonens Brevkasse. Men du har skrevet et brev om noget, der lyder til at fylde en del hos dig. Et brev, hvor du også gerne vil vide, om der er andre unge, der har det ligesom dig. Det synes jeg er rigtigt flot. Selvom du ikke direkte skriver det, så tænker jeg lidt, at du har skrevet dit brev, fordi du måske også er lidt bekymret over det, du gør – har jeg ret?

Jeg kan starte med at fortælle dig, at vi her på BørneTelefonen taler med mange unge, der ligesom du beskriver det, går hjem og skærer i sig selv. De fleste, der skærer i sig selv, begynder ofte at lave selvskade, når de har det skidt. Måske har de ikke haft nogen at tale med deres svære følelser om, og derfor har selvskade virket som måske  den eneste måde at få afløb for følelserne på.

Vi hører fra mange børn og unge, der oplever, at det at skære i dem selv, det “giver” dem noget. Det tænker jeg måske også, at det gør for dig, fordi du fortæller, at når du først er gået i gang, så kan du ikke stoppe igen. 

Desuden fortæller en del unge, at en af grundene til, at de kan kan lide at skære i sig selv, er, at det giver dem en form for pause fra nogle svære følelser. Dét, der er svært flyttes ligesom fra hovedet og til kroppen.  Mon du kan genkende noget af det?

Du er altså  ikke den eneste, der føler, at du ikke kan stoppe og måske føler en form for afhængighed af at skære i sig selv. Jeg tror afhængigheden kommer, fordi det bliver den eneste måde, man kan holde de svære følelser ud på. Og jeg kan derfor ikke lade være med at tænke på, at du måske også går og kæmper med nogle svære ting i dit liv, som du ikke ved, hvordan du ellers skal håndtere.

I brevet fortæller du i hvert fald, at du får det bedre ved at skære i dig selv – og uden nogen finder ud af det. Det får mig også til at tænke på, om dét på en eller anden måde også gør dig lidt “høj”, altså føles godt? Det med, at det er din hemmelighed, at du skærer i dig selv, og at der ikke er nogen, der ved det?

Jeg ved, at mange unge skammer sig over at skulle tale om deres selvskade, måske er det også sådan for dig? Men selvom du måske skammer dig eller måske gerne vil holde det hemmeligt for andre, så tænker jeg alligevel, at det måske ville være en god idé at tale med nogen om din selvskade.

Grunden til, at jeg skriver sådan, er fordi, jeg ved fra andre unge, at selvskade hurtigt kan blive en afhængighed, som det er svært at slippe igen. Samtidig fjerner det jo ikke “smerten”, når du skærer i dig selv. Det flytter kun fokus væk fra det, der lige nu føles svært og uoverskueligt.

Jeg ved ikke, om du er klar til at søge hjælp endnu? Men måske har du mod på bare at tale eller chatte med nogle mennesker, der ved en hel masse om selvskade og hvordan man slippe ud af det igen?

Der findes fx en forening, der hedder LMS, der tilbyder rådgivning og meget anden støtte til dem, der lider af selvskade – også til folk, der måske er lidt i tvivl om de lider af det eller ønsker hjælp til det. Hvis du har lyst til at læse lidt mere om dem, så har du et link her. Rådgivningen er helt gratis og anonym, og alle rådgivere har tavshedspligt.

Jeg håber, at du kan bruge noget af det, jeg har skrevet her i mit svar og måske endda har mod på at følge mit råd om at søge mere hjælp? Noget i mig siger, at det har du måske. Du har i hvert fald med dit brev søgt andre, der har det ligesom dig. Det fortæller mig, at du kunne have et ønske om at dele med andre, at du skærer i dig selv. Og måske samtidig også ønsker hjælp til at at komme ud af det – også selvom det kan være svært at stoppe igen.

De bedste tanker og ønsker fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat