Brev

Selvskade

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære L.
Hvor er det skønt, at du har haft glæde af nogle af de tidligere breve – og at de samtidig har givet dig mod på selv at skrive til brevkassen. Det er dejligt at læse! Jeg håber, at mit svar måske også kan give dig nogle ideer til, hvad du kan gøre, så du kan få det bedre, for når jeg læser dit brev, er jeg slet ikke i tvivl om, at du har brug for hjælp. Der er ingen, der kan holde til at have det så svært, at man går rundt med selvmordstanker. Så det er så godt, at du har taget dig mod til at skrive – du har allerede brugt 2 år på at være ked af det, så nu er det tid til, at du får det bedre. Så selvom du måske formår at ”skjule” det, så kan jeg høre på dit brev, at du godt ved, at det ikke kan fortsætte sådan. Der er ingen, der i længden kan gå rundt og spille glad, hvis det i virkeligheden forholder sig omvendt. Det er simpelthen for hårdt! Du fortjener at have det godt.

Det er godt, at du ved at skrive til os, har fundet en måde, hvor du kan komme ud med de ting, der er svære i livet for tiden. Det kan nemlig være svært lige at få det sagt, men at skrive er også en måde at komme ud med det og endda en måde, hvor du selv kan se det, du har skrevet og det er faktisk ret stærkt og modigt at skrive. Når man skriver, står ordene jo der på 'papiret' /skærmen og de ord man vælger at skrive, betyder noget for den måde man forstår sig selv og det der sker i ens liv - det giver mulighed for at se på det lidt udefra, og kan hjælpe til at se måder at ændre tingene eller gøre noget godt for en selv. Mon du har oplevet det lidt på samme måde, da du skrev brevet og læste det for dig selv? Jeg synes, det er et stærkt - det er stor styrke og stærkt, at du har skrevet.  
Når jeg læser dit brev, får jeg et indtryk af, at det især er dit forhold til din far, som gør ondt. Er det mon rigtig forstået? Det er helt almindeligt, at man indimellem kan blive rigtig træt af sine forældre, men det er bestemt ikke meningen, at forældre skal få en til at føle sig overset. Når du skriver, at din far er ”kold” og at I ”slet ikke snakker sammen”, kan jeg godt forstå, at du synes, det er svært derhjemme. Du er faktisk blevet så presset, at du har forsøgt at fange hans opmærksomhed – og kærlighed - ved at skade dig selv, men heldigvis opdagede din mor det. Har du mon overvejet at fortælle din far, hvordan du har det med ham? Han skal med andre ord have at vide, at den måde, han er far, slet ikke er i orden og får dig til at føle, at han ikke elsker dig. Han skal jo passe på dig, og hvordan kan han gøre det, når I aldrig taler sammen, men skændes? Han har et ansvar som forælder, og det er at sikre, at du har det godt.

Du skriver ikke så meget om, hvordan jeres forhold har været tidligere, indimellem kan man være kommet ind i en dårlig rytme, som kan være svær at bryde, men det er ikke umuligt. Måske er din far usikker på, hvordan han skal tale følelser med dig eller vise dig de positive følelser hos ham?  Nogle forældre har svært ved at tale/vise følelser, når deres barn bliver ældre -mon det er det, der sket hjemme hos jer? At ændre det, kræver at både din far og dig, sammen med familien, er klar til at give jeres forhold og familieliv mulighed for at ændre sig positivt?! Hvis du har lyst og mod på det, kan du jo overveje at give din far en chance og fortælle, hvor ked af det, det gør dig, når han behandler dig, som han gør. At du håber og ønsker, at det kan blive godt igen, hvis I begge gør jeg umage og laver aftaler om, hvad der skal til og hvordan det kan blive bedre fremover. Men igen, det er dig, der bestemmer og mærker, hvad du er klar til.

Jeg ved, det kræver mod og energi, og vigtigt at man ikke bliver ved med at beskylde hinanden for alle de ting man har gjort mod hinanden. Det er godt at snakke om dem, men på en måde så det bliver til 'hvordan kan vi gøre det bedre sammen og hvad kan vi gøre hver især i familien'. Det tror jeg er en meget vigtig snak at få i jeres familie og få skrevet nogle fælles aftaler ned for jeres familie, så I ved hvordan I synes, det kan blive bedre. Det kan både være om de praktiske ting i jeres hjem (opvask, maddage, rengøring osv.) og især om det med at snakke sammen, aftale nogle hyggelige ting I kan lave sammen (spille spil, gå en tur, snakke om jeres dag ved aftensmaden). Det kan være en aftale om, at man spørger hinanden om, hvordan dagen er gået og hvordan man har det. Det kan være en måde, hvor I sammen øver jer i at tale med hinanden og tale lidt om følelser - på en stille og rolig måde. Mon det vil være en idé at prøve det sammen eller har du mod på at være den, der spørger de andre om deres dag - også din far... Det er jo ikke dit ansvar alene, men måske vil det hjælpe at én af jer har mod på at prøve? Det lyder til, at du har det ok med at snakke med din mor, så det kunne være en idé at få hende med på idéen - så er i to til at begynde på at ændre på stemningen derhjemme.
Du skriver også om din mor og de følelser du fik. Du fortæller, at det gjorde din mor rigtig såret at opdage dine sår – og at det gør dig ked af det. Det kan jeg godt forstå. Men jeg håber, du ved, at det er dine forældres ansvar at sørge for, at du har det godt. Så selvom du måske får dårlig samvittighed over for din mor, så er det jo blot et tegn på, at du ikke har det godt! Det er ikke for at såre hende, men for at passe på dig selv. Med andre ord en måde at fortælle omverdenen, at du ikke har det godt indvendigt. 
Du fortæller ikke så meget om dit forhold til din mor, så derfor ved jeg ikke, om du allerede har forsøgt at fortælle din mor, hvordan du har det? Ved din mor mon, hvor ked af det din far gør dig? Selvom det måske virker indlysende, så kan forældre indimellem være så blinde, at de slet ikke kan opdage noget selv. De skal med andre ord have det direkte at vide. Hvis du ikke har fortalt din mor årsagen til sårene, kunne du overveje at vise din mor (og/eller måske også din far) brevet hertil. Jeg er i hvert fald slet ikke i tvivl om, at du har brug for deres hjælp til at få det bedre. Det handler jo om dem - og om jeres liv sammen.
Faktisk kan familier komme så langt ud, at de forskellige familiemedlemmer har svært ved at tale sammen. I sådan tilfælde er det rigtigt godt at få hjælp, så man igen kan lære at tale sammen. Det er noget, der tager tid, men det er måske en mulighed for dig og din familie?! Mange kommuner har forskellige tilbud til familier, men det kræver, at det er noget, som dig og din familie erkender, at I har brug for.  
Hvis det ikke rigtig er en mulighed at tale med dine forældre, vil jeg foreslå dig noget andet. Nemlig at tale med nogle voksne uden for dit hjem. Det kunne fx være din klasselærer eller en anden voksen, som du har i tankerne. Hvis du godt kan lide den ide, kan du spørge, om din lærer lige har lidt tid efter en time. Jeg ved, at nogle unge kan have svært ved at sætte ord på deres følelser. Især når det er noget, man har holdt skjult. Derfor kunne du jo igen overveje at vise brevet, og så kan I tale videre ud fra det? Jeg synes i hvert fald, at du på en tydelig måde får forklaret, hvor svært du har det derhjemme. Det kan virke meget skræmmende at ”lukke” andre ind, men det er samtidig også vejen frem, hvis man gerne vil have ændret nogle ting. Det er ikke noget, man hverken kan eller skal løse alene. Du er stadig et barn - og du har brug for nogle voksne til at passe på dig og sørge for, at forholdene ændrer sig. 
Hvis du har brug for det, vil din veninde sikkert gerne gå med dig, så hun kan støtte dig, hvis du vælger at tale med din lærer. Det kan også være, at du til at starte med gerne vil fortælle din historie og dele dine tanker og følelser med en, der ikke kender dig, men bare lytter? I så fald er du hjertelig velkommen til ringe anonymt til BørneTelefonen på 116111. 
Jeg håber så inderligt, at du har fået troen på, at tingene godt kan blive anderledes. Du har vist med dit brev, at du er modig, og jeg håber, du får fortalt nogle voksne, hvordan du har det, for selvom det kan virke så indlysende, at du er knust, så skal det indimellem siges eller skrives direkte, før tingene kan ændre sig. 
De varmeste hilsner
BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

LMS

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat