Kære pige på 15
Tak for dit brev og tak for din tålmodighed. Vi får så mange breve i øjeblikket, at nogle svar bliver lidt forsinkede. Dit brev er overhovedet ikke rodet. Tværtimod. Jeg har stor respekt for den måde, du har prøvet at finde nogle sammenhænge selv, og jeg synes, det lyder som om, du har en god evne til at mærke, når tingene presser for meget på. Men jeg kan godt forstå, du gerne vil finde en anden måde at holde det ud end ved at cutte.
Jeg kan også rigtig godt forstå, at du er træt af at bære en maske i skolen, eller sætte et falsk smil på, som du fortæller. Det er hårdt at lade som om, alting er godt, når man i virkeligheden gerne ville have andres hjælp og støtte. Jeg gætter på, at det dræner dine kræfter rigtig meget, og det kan sagtens gå ud over koncentrationen og energien i skolen, så man ikke føler, at man følger ordentligt med. Det er rigtig godt, at du har mærket, at det ikke er sådan, du vil have det - og at du har skrevet her til BørneBrevkassen og fortalt så ærligt om, hvordan du har det. Det kræver alligevel en del mod.
Det, du siger med ikke at turde fortælle din psykolog dine dybeste tanker, er noget jeg genkender fra mange andre børn og unge (ja, og voksne også). Sådan som du beskriver det, så ligger der flere ting i det, tror jeg. Alene det at dele så personlige tanker med en, man ikke kender særlig godt, er en vild ting, så det kan vi nok alle sammen have lidt forbehold over. I hvert fald indtil vi føler os så trygge ved den person, at vi ikke tror, hun vil blive chokeret eller reagere stærkt på det, vi fortæller... Kender du den form for måde at beskytte sig selv?
Men så er der også det, som du selv beskriver, nemlig at det er svært at gennemskue, hvad der vil komme til at ske, hvis man fortæller om ting, som er voldsomme. Vil dine forældre så få det at vide..? Og hvordan vil de så reagere... Jeg kan se, at du ikke har lyst til at gøre dem bekymrede, fordi de har nok at tumle med i forvejen. Det er bare så kærligt og omsorgsfuldt at tænke på den måde, og det siger noget om, at du er en, der bekymrer dig om, hvordan andre har det. Og tager dig af andre, som måske har det svært... Har jeg ret?
Men som barn er det ikke meningen, at man skal tage sig af sine forældre. Det er faktisk omvendt. Så når du har det svært, så skal de støtte dig og hjælpe dig og kunne holde ud, at du ikke nødvendigvis altid er "let". Hvis det er svært for dem, så kan de få hjælp. Det er egentlig fint, at du har fået tilbudt hjælp fra en psykolog, fordi du var påvirket af alt det, der skete i din familie, men jeg mener i høj grad også, at familien skal have hjælp. Så der kan blive ændret nogle ting, og så det kan blive trygt og let for dig at være derhjemme.
Hjælpen kan man få fra kommunen. De har dygtige folk, der er rigtig gode til at arbejde med familier og lære forældre at tackle deres frustrationer på nogle måder, så det ikke går ud over børnene. Det er gratis at få den hjælp, og jeg synes, det lyder som om, det godt kunne være noget for din familie. Det er også muligt, at fx din far får hjælp til at tøjle sin aggressivitet hos www.dialogmodvold.dk , det er også gratis tilbud og det er muligt at ringe og tale med dem først. Så tænk over det, nu hvor du ved, at det er muligheder. Jeg ved godt, at det stadig kan være en stor ting at skulle sætte gang i, men det kan du også få hjælp til. Nu skal du høre:
Her i Børns Vilkår har vi hjulpet mange børn og unge, som havde det svært derhjemme. Vi hjælper meget konkret, for vi giver simpelthen den unge en bisidder, som kan hjælpe og støtte hele vejen. En bisidder er en voksen, som har stort kendskab til de rettigheder og de muligheder for hjælp, man kan få fra kommunen. Som f.eks. nu hvor du har snakket med en psykolog, som du ikke rigtigt fik tillid til. Så kan bisidderen hjælpe med at få det fortalt til kommunen, så du måske kunne prøve en anden psykolog i stedet. Forskning viser faktisk, at det er ret almindeligt, at man ikke lige matcher med sin psykolog, og at det ikke hjælper ret meget, hvis man ikke passer sammen med den psykolog, man snakker med. Derfor kan det rigtig godt at prøve en anden - vi er jo forskellige som mennesker, og det er virkelig forskelligt, hvem man føler sig tryg ved.
Så en bisidder vil kunne hjælpe dig, så du får bedre hjælp, og så din familie får mulighed for at få hjælp til at ændre på nogle ting. Du kan læse mere om det her >>, eller du kan ringe til BørneTelefonen på 116 111 og høre mere. Rådgiverne på BørneTelefonen kan både fortælle dig om, hvordan du får en bisidder, men de kan også bare lytte og spørge lidt ind til dit liv, hvis du har lyst til at prøve at snakke med en, der ikke kender dig i første omgang...
Jeg har ikke sagt så meget om det med, at du cutter. Jeg tror nemlig, at den bedste hjælp til at stoppe med det, er en hjælp fra en dygtig voksen, som har erfaring med cutting. Jeg kan fornemme en stor vilje og styrke i dit brev, men jeg ved også, at det kan være rigtig svært at stoppe med, og at det ofte er noget, man har brug for hjælp til. Du har bedt om hjælp her i brevkassen, og min bedste anbefaling til dig er at få helt konkret hjælp fra f.eks. en psykolog eller en terapeut, og det kan vi som sagt godt hjælpe dig med at sætte i gang. For jeg kan sagtens forstå, at du har brugt cutting som en måde at holde alt det ud, som du ikke har fået hjælp til - men nu er du træt af det, og det kan du tro, jeg også godt forstår.
Så jeg håber, du vil overveje at få den hjælp - enten ved at få en bisidder her fra Børns Vilkår, eller måske ved at kontakte kommunen selv. Det kan også være, du kender en, du hellere vil have til at hjælpe dig med det - måske en voksen fra skolen eller fra din fritid? Men i hvert fald står vi klar til at hjælpe dig.
De varmeste tanker fra BørneBrevkassen
